40 år med tekstbehandling - næsten
side 1

Hvis du ikke har lyst til at høre på "skrivedamens klapren" ,
kan du slå hende fra nederst på siden

Mit første møde med tekstbehandling var i sommeren 1958, hvor jeg blev ansat på Lollandsbanens hovedkontor i Maribo som kontorassistentaspirant, et fint ord for kontorelev. Dengang var ordet tekstbehandling slet ikke opfundet, men det var vel ikke desto mindre det, jeg blev sat til den allerførste dag, jeg mødte på arbejde.

Jeg havde netop bestået realeksamen, hvilket nogenlunde svarer til en studentereksamen i dag, og jeg havde aldrig før haft fingrene på et skrivemaskinetastatur.
Resultatet blev derefter!

Jeg tror, jeg var en hel formiddag om at skrive et eller andet ligegyldigt stykke papir af med 2 gennemslag. Et arbejde, som en gammel, gnaven overtrafikassistent satte mig til. Der var rigtig mange for-fra-og-om-igen'er og utallige slåfejl! Rettelser, der jo skulle foregå på både original samt på første og anden kopi, var bestemt heller ikke noget, der lykkedes særligt godt! Det hårde skrivemaskineviskelæder rev flere gange hul i det tynde lyserøde kopipapir, og selvom jeg skrev så langsomt som en snegl, så havde typearmene det med sommetider at ramme hinanden i nakken!

Ikke desto mindre blev jeg dybt fascineret af det, man kunne få ud af at betjene en skrivemaskine, og det har fulgt mig resten af livet !


Denne gamle Remington minder meget om mit
allerførste møde med et "tekstbehandlingsanlæg"

I de efterfølgende 6-8 år stiftede jeg bekendtskab med mange forskellige slags skrivemaskiner, manuelle såvel som elektriske, og med mange former for smarte indretninger, mulighed for decimaltabuleringsindstillinger, forskellige valg af linieafstande, med brede eller smalle valser, med store eller små typer. Til sidst var det IBM kuglehovedskrivemaskiner, der var noget af det smarteste, da man kunne skifte skrifttype og størrelse blot ved at skifte kuglehovedet. Disse skrivemaskinebekendtskaber foregik som nævnt først på Lollandsbanens Hovedkontor i Maribo, men senere også på Privatbanernes Hovedkontor i Hillerød samt på Caltex Oil A/S i Amaliegade i København.


Ellen-Sofie ved omstillingsbordet og en Triump skrivemaskine
med decimal-tabulering.
Privatbanernes Hovedkontor, Hillerød, 1962

Pr. 1. januar 1966 blev jeg ansat i ATP-huset i Hillerød, hvor jeg var ansat til den 31. juli 1990, og hvor jeg i alle årene var beskæftiget med ATPs tekstbehandlingssystemer/programmer. De sidste 17 år var jeg sektionsleder i den juridiske afdelings tekstbehandling-scenter og havde 10-12 ansatte - og igennem årene næsten lige så mange forskellige tekstbehandlingssystemer/programmer, men faktisk blev jeg fra starten slet ikke ansat som tekstbehandlings-operatør eller skrivedame, som det jo hed dengang, men som noget med tilbagebetaling.

I de første måneder jeg var ansat, sad der i samme kontor som jeg en dame, der var skrivestue i Teknisk-Administativ afdeling.

En dag hvor det i kontoret blev diskuteret, om det kunne lade sig gøre at duplikere tekst på bagsiden en stabel hulkort, blandede jeg mig i diskussionen og fik derfor straks overdraget opgaven med skrivning af stencils, brug af neglelak m.v. Selve skrivningen foregik på en elektrisk Triumph skrivemaskine. Duplikeringen på en Gestehtner duplikator. Resultatet mindes jeg som flot, men jeg kom også fra et firma (bl. a. Lollandsbanen), hvor man kun havde en flad-duplikator og en spritduplikator!


Min kollega Alice Damgaard betjener duplikatoren
på Privatbanernes hovedkontor i Hillerød, 1962

En duplikator er en slags manuel eller elektrisk betjent trykke-maskine, hvor der på en valse blev sat en stencil.

En stencil bestod af en særlig slags voks-papir med et kraftigt stykke papir påhæftet som bagside. Når man skrev på vokspapiret, slog skrivemaskinens typer hul i vokspapiret, der derefter, efter at det kraftige bagside-papir var fjernet, blev anbragt på valsen af duplikatoren. Noget sort, klistret tryksværte blev hældt i en rille på duplikatoren, og en stabel blankt papir anbragt i en bakke, og så var det med håndkraft eller elektrisk bare at sætte gang i maskineriet, og flotte tryksager kom ud af duplikatoren!

Det ovenfor nævnte neglelak var noget rødt lak, der kunne smøres på eventuelle slåfejl på stencilen, lakken lukkede hullet med slåfejlen, og hvis man var tålmodig nok og ventede til lakken var HELT tør, kunne man skrive oveni, uden at det kunne ses på det færdigtrykte resultat. Var tålmodigheden derimod ikke så stor, og man ikke ventede med at rette til lakken var helt tør, så blev trykket med rettelsen lidt kraftigere, næsten som fed skrift i dag.

En fladduplikator brugte i princippet samme teknik, man skrev den tekst, der skulle duplikeres, på en stencil, men her foregik trykningen helt manuelt ved hjælp af en ramme, et låg med tyndt silkestof og en gummivalse.


En gammeldags flad- duplikator

Når man spritduplikerede, havde man noget specielt kraftigt, glittet papir samt noget meget fedt kalkerpapir. Det fede kalkerpapir blev anbragt med den farvede side imod det glittede papir, hvorefter man skrev på det glittede papir. På denne måde kom teksten og evt. tegninger til at stå spejlvendt på bagsiden af det glittede papir. Når man herefter ved hjælp af en malerrulle pressede almindeligt spritvædet papir mod bagsiden, fik man et retvendt aftryk.

En sprit-duplikator var faktisk ret avanceret, idet det fede kalkerpapir fandtes i flere farver, og var man nøjagtig og påpasselig med afstande m.v., kunne man ved brug af flere stykker glittet papir, nemlig et stykke for hver farve, fremstille nogle meget flotte flerfarvede tryk. Denne metode blev blandt andet anvendt til personalets interne køreplaner på Lollandsbanen. I disse køreplaner stod der andre/flere oplysninger til brug for tog- og stationspersonale end i de officielle køreplaner.

Men tilbage til min tid med tekstbehandling i ATP-huset:

Jeg var faktisk den person, der fik en af de ALLERFØRSTE tekstbehandlingsskrivemaskiner i Danmark (i 1966), i hvert fald model MT72 fra IBM.

Fjorten dage efter at jeg på ATP havde fået min maskine, skrev journalisten Myggen i Politiken, at nu var det blevet meget nemmere at være journalist, for nu havde han fået en skrivemaskine, der havde afskaffet viskelæder, kvajelak, kridtpapir m.m., og hvor det ikke gjorde noget, at han skrev forkert eller slog bogstaver oveni hinanden, for man skrev det bare lige ud én gang til - fejlfrit! Han viste i artiklen en kopi af sit første udkast til selve artiklen, og det var faktisk tilfredsstillende at se, at selv en dygtig og erfaren journalist som Myggen kunne lave et næsten ulæseligt første koncept på grund af rettelser og fejlslag!


Ellen-Sofie skriver på MT72 i ATP-huset, Hillerød
Billedet er taget den 11. november 1967

På konsollen, den store kasse til højre med kaffekoppen ovenpå, sad båndstationerne. Båndene, 5 tommer kassetter, ca. 2 cm brede, blev indsat i den sorte kasse på siden af konsollen. Der er en lignende sort kasse på den anden side af konsollen, så man kunne overføre fra det ene bånd til det andet, når der skulle rettes i en allerede skreven tekst.

De hvide betjeningsknapper forrest på konsollen hed:
START - STOP - SKIP - SEARCH - REWIND - LINE RETURN - LOAD - BACK SPACECODE - STOPCODE - FEED-CODE - REF.CODE - AUTO SEARCH CODE - STOP-TRANS CODE - SWTICH CODE og UNLOAD.

De tre betjeningshjul, der ses på den sorte plade over betjeningsknapperne, var henholdsvis funktionsvælger, referencenummervælger og udskrivningsvælger, hvorfra man styrede udskrivningen på skrivemaskinen og/eller overførsel af tekst fra højre til venstre båndstation.

Funktionsvælgeren havde følgende indstillinger:
START -AUTO - LINE - WORD - CHAR

Med Referencenummervælgeren valgte man tekstnummer på båndet fra nummer 1 til og med nummer 79.

Udskrivningsvælgeren havde følgende indstillinger:
TRANS type - TRANS adj. - RECORD left - RECORD right - PLAY left - PLAY right - ADJUST left - ADJUST right.

Som det ses, var en MT72'er faktisk en kuglehovedskrivemaskine med 2 tilkoblede magnetbåndstationer, hvor man SKREV på papiret på skrivemaskinen samtidig med, at man (kunne) kode det DIREKTE ned på magnetbåndet!

Det var en bredvalset maskine, d.v.s. den kunne sagtens tage format A-4 liggende, og den kunne også tage de specielle store, grønne, ternede formularer, der blev anvendt til skrivning af printlayouts (en opskrift på hvordan de ting, der blev udskrevet på ATPhusets store centrale EDB-anlæg, skulle stilles op).

Hvis man skulle rette, skulle det foregå i den linie, man var ved at skrive, for man kunne ikke hoppe baglæns forbi et linieskift! Ofte kunne man ikke bruge PAPIRET, man skrev på i første omgang, for man skrev jo ovenpå det, der stod der i forvejen, når man rettede (det var FØR slette/rette båndets tid), men så kunne det skrives ud igen fra magnetbåndet. Havde man f.eks. glemt et ord på tre bogstaver, f.eks. ordet "har", kunne man ikke bare lige kode det ind på magnetbåndet, for det skrev man jo direkte på, man var nødt til at skrive fire linier om nemlig een linie for hvert bogstav plus en linie for mellemrummet!

Dette lod sig gøre, fordi der hver gang man tog et linieskift (altså det, der hedder enter i dag), blev sat een ekstra tom plads af på magnetbåndet, som man kunne bruge til glemte ord/kommaer og lignende.

Når man havde rettet én gang, kunne man ikke se, hvor man havde rettet, så det var altid spændende at finde ud af, om den ekstra plads nu var der, hvis der skulle rettes flere gange. Man kunne naturligvis også vælge, at overføre teksten fra højre til venstre båndstation samtidig med, at man foretog rettelserne, men dette krævede også rettelser i de båndjournaler, der blev ført manuelt for hvert enkelt magnetbånd, så man kunne finde teksten igen.

På et magnetbånd kunne der stå 79 numre (filer) naturligvis afhængig af tekstens størrelse, men ofte stod der kun mellem 25-50 sider på eet bånd. Hver side skulle have sit eget nummer (sin egen fil), da man skulle håndtere papirindsætningen i skrivemaskinen for hver side, idet den ikke kunne anvende endeløsbane-papir!

I den forbindelse var det vigtigt at oparbejde en bestemt datadisciplin, idet man ved fornyet udskrift af en tekst skulle sætte papiret i, som det blev sat i, da man indkodede teksten, ellers blev teksten ikke placeret korrekt på f.eks. fortrykte formularer, brevpapir m.v.

Min private datadisciplin bestod i start med to linieskift samt, at papirets øverste kant altid skulle flugte med den øverste kant på det lille plasticskjold, der fastholdt papiret til valsen. Hvis man fraveg dette af forskellige grunde, var det vigtigt, at det blev noteret i båndjournalen for det enkelte bånd ud for det aktuelle tekstnummer!

Retur 40 år med tekst-behandling - næsten

 


Til toppen af siden


"Hjem"