Arnold - og lidt flere
side 1

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Unforgetbel",
mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Arnold lærte jeg at kende via amatørradioen, idet jeg, et af de første år jeg holdt ferie i Norge, var endt på en campingplads i Midtnorge (se Højdeskræk og Fåremøg), hvor Arnold under en kortbølgekontakt - han havde kaldesignal LA2IA - sluttede med at sige, at I kan da lige komme forbi til en tår kaffe! At turen til kaffen var en lang heldagstur på mange hundrede kilometer, gik først op for os, da vi havde sagt jatak og skulle til at finde Fauske på kortet, men vi kørte til "det høje nord", hvor Arnold blev den indirekte årsag til de fleste af de oplevelser, som jeg senere vil fortælle lidt om.


Her står jeg ved en norsk fjeldsø
 og funderer lidt over den lange vej til Fauske.
Billedet er et af mine "forsøgs-akvareller",
det er malet efter et fotografi - - og uden at "prale",
kan man godt se, at det er mig, der står der !

Arnold havde været ansat på telegrafstationen i Fauske, men havde også været ved telegrafvæsenet i Bodø. Under Anden Verdenskrig endte han af forskellige årsager i en periode i England, hvor han gjorde "militærtjeneste" under englænderne. Derovre mødte han sin kone - Kjellrun, der var norsk sygeplejerske. Efter befrielsen tog de hjem til Norge, hvor de fandt Bodø delvist i ruiner, idet tyskerne havde bombet byen den 27. maj 1940. Arnold har bl.a. foræret mig en bog "Bodø i Billeder", den er fra først i 1980'erne, og de gamle billeder fra bombardementet i 1945 taler deres tydelige sprog om et Bodø i ruiner, og selvom genopbygningen af byen hurtigt gik i gang, så bosatte Arnold sig i Fauske ca. 60 km østpå i bunden af Skjerstadfjorden.
På kortet nedenfor ses Bodø, Skerstadfjorden, Fauske, m.m.

Arnold var en god fortæller, men af alle historierne fra hans lange og interessante liv er der særlig én jeg husker, nemlig historien om, hvorfor der kom til at stå et æbletræ foran posthuset i Fauske. Det stod der stadig, sidst jeg var der.

Under 2. verdenskrig fandt en af de største danske humanitære hjælpearbejder sted, nemlig den såkaldte "Norgeshjælp", hvor der fra 1942 til krigens slutning blev sendt mere end 32.000 tons fødevarer fra Danmark til Norge (ca. 10 kg pr. nordmand). Det var bl.a. Carl Hammerich og hans norskfødte hustru Borghild, der stod for indsamling af hjælpen, der de to første år kom fra private landet over, men i 1944 gik den danske stat også ind i indsamlingen. Carl Hammerich blev i december 1944 arresteret af tyskerne og han omkom, da englænderne bombede Shellhuset den 21. marts 1945.
Udover selve Norgeshjælpen, der blev sendt som store skibsforsendelser, sendte "Damekomitéen", der faktisk var græsroden til selve Norgeshjælpen, gavepakker direkte til modtagere i Norge. Der blev sendt godt 400.000 gavepakker til Norge under krigen.

Arnold, der som nævnt var ansat på post- og telegrafstationen i Fauske, havde også fået sådan gavepakke, hvori der have været et dansk æble. Da æblet var spist med stor nydelse, for æbler var ikke bare noget, man havde dér dengang ca. 100 km nord for Polarcirklen, gik han udenfor og gravede kernehuset ned foran telegrafstationen. Ingen havde sikkert forestillet sig, at et afgnavet kernehus ville blive til noget så langt mod nord, hvor der om vinteren ofte er lange perioder med streng frost. Men det nedgravede kernehus blev til et flot æbletræ, sidst jeg så det var det 3-4 meter højt - mon det stadig står der ?
Jeg ved ikke, om det nogensinde havde båret frugt, men Arnold sagde, at hver gang han så træet, tænkte han venligt på "jer danskere" og "Danskehjelpen", som hjælpen blev kaldt i Norge, der havde været med til at gøre livet lettere for mange nordmænd under krigen.
Selvom mine ferie i Norge fandt sted mange år efter at krigen var slut, mødte jeg - navnlig blandt lidt ældre nordmænd - en utrolig venlighed og gæstfrihed alene fordi jeg var dansker!

Arnold blev også "indgangen'" til bekendtskab med andre radioamatører i Nordnorge, og han gav mange gode råd om, hvor vi skulle køre hen for at se forskellige seværdigheder, blandt andet sagde han, at vi var nødt til at køre ud og se Sulitjelma.
Sulitjelma? udbrød jeg og fik associationer til min skolegang engang i midten af forrige århundrede, hvor jeg med min bedste vilje ikke kunne forstå, hvorfor min geografilærer forlangte, at jeg skulle vide hvor Sulitjelma lå!
Jeg lærte det naturligvis - det gjorde man jo dengang - men en lille bitte prik på landkortet højt mod nord i Norge, hvorfor i alverden skulle jeg dog vide, hvor den "by" lå?
Geografilæreren var ikke pædagogisk nok til bare at fortælle bare en lille smule om, hvorfor Sulitjelma var noget særligt, men havde han bare fortalt en brøkdel af, hvad jeg fandt ud af efter nogle besøg derude, ville jeg og mine skolekammerater sikkert havde tænkt, at det var et meget spændende sted.

I umindelige tider har samerne holdt til i området omkring Sulitjelma samt andre steder i de indre dele af landet i Nordnorge (og Sverige), og der er fundet spor af mennesker i området - en samisk grav - helt tilbage fra ca. 1100. De ældste skriftlige optegnelser, der findes om Sulitjelma-området, er svenske skattelister fra 1590, der oplyser, at samerne brugte området.
Samerne holdt tamrener, og man mener, at de dengang kun blev anvendt som træk- og transportdyr, da der var store flokke af vilde rener til jagt. Skattepresset fra svenskerne førte imidlertid til øget jagt på vildrenerne, der gik kraftigt ned i antal, hvorefter samerne også brugte tamrenerne til kødproduktion.
Området omkring Sulitjelma er imidlertid et dårlig græsningsområde om vinteren, da sneen ofte skiftevis fryser og tør og derved skaber en hård isskorpe, der forhindrer renerne i at nå ned til græs, mos og lav, så derfor drev samerne deres renflokke østpå til de svenske skove om vinteren.
Da grænsen mellem Norge og Sverige skulle fastsættes (1743) blev alle samerne i området kaldt til møde i Rognan (ses på kortet ovenfor). Protokollerne fra dengang findes stadig og fortæller, at der dengang boede 40-50 personer i området.
I løbet af 1800-tallet steg befolkningstallet i Norge meget - navnlig i Nordnorge - og de første fastboende kom i 1848 og bosatte sig ved Langvatnet lige vest for Sulitjelma, og i løbet af få år boede der hele seks familier fast ved Langvatnet (ca. 50 personer). Den første fastboende, ham fra 1848, hed iflg. gamle papirer på Sulitjelma lokalarkiv Anders Larsen, han var født i 1796 og døde i 1898 og blev således 102 år - - selv sagde han, umiddelbart før han døde, at han var 110, men han har måske følt det som sådan under de barske nybyggerforhold !


Måske er dette hus Anders Larsens hus ved Langvatnet.
Det ligger lidt nord for den nuværende vej til Sulitjelma,
og er det bedst bevarede af et "gårdkompleks" på 4-5 huse.

I sommeren 1858 fandt samen Mons Petter nogle sten ved Langvatnet som indeholdt noget, han troede var guld. Rygterne om fundet spredte sig hurtigt, og i løbet af de efterfølgende ti-femten år fandt nybyggerne rundt om Langvatnet mange nye fund.
Guldet viste sig imidlertid at være svovlkis (pyrit), der bl.a. indeholder kobber. Der blev sat en prøvedrift i gang, men transportforholdene var yderst vanskelige og transportveje meget kostbare at anlægge i det ufremkommelige terræn, så først da svenskeren Nils Persson fra Helsingborg havde sendt en ingeniør til Sulitjelma sammen med nogle arbejdere for at foretage forskellige undersøgelser, kom der gang i sagerne, og i 1891 blev selskabet Sulitjelma AB blev stiftet. Folketallet steg fra 45 i 1885 til 2.869 i 1910, hvilket bl.a. skabte meget store boligproblemer.
Selskabet forblev på svenske hænder indtil 1933, hvor det blev registreret som et norsk selskab (A/S Sulitjelma Gruber), der fik koncession på 50 års drift - altså til 1983, hvorefter retten til eventuel fortsat drift vederlagsfrit tilfaldt den norske stat.
Igennem alle årene havde Sulitjelma Gruber nedenstående flotte logo:


Hvis en opmærksom læser undrer sig over,
hvad et "hunkønssymbol" gør i et logo for en virksomhed,
der sandsynligvis var 100% mandsdomineret, kan det oplyses,
at hunkønssymbolet også er symbolet for Cu, d.v.s. kobber.
En fin detalje i det gammelt logo!

Der kan fortælles utallige historier om arbejdernes ringe boligforhold og meget dårlige arbejdsvilkår med lav løn, lange og hårde arbejdsdage, uretfærdig behandling og dårlig mad, der kun kunne købes i selskabets egen butik!
Da selskabet blev stiftet, fandtes der ingen fagbevægelse i Norge (blev startet 1903), men i 1907 havde grubearbejderne fået nok. Den lokale ledelsen ville indføre et "kontrolmærke", som arbejderne skulle gå med (kaldet "slavemærket"), men mange af arbejderne nægtede, hvorefter ledelsen fyrede dem.
Derefter mødtes samtlige ansatte på isen på Langvatnet (det var i januar måned) og blev enige om at stifte en fagforening, men dette modsatte den lokale ledelse sig. Ejerne i Sverige anså imidlertid denne strid som meget uklog og tillod arbejderne at organisere sig, og der var fra den første dag og til selskabet lukkede i 1991 en tilslutning til fagbevægelsen på 100%.

I 1908 - året efter fagforeningens stiftelse - oprettede fagforeningen sin egen butik (et samvirkelag) i Finneid næsten helt inde ved Fauske (se kortet ovenfor) og langt udenfor selskabets område, da de ikke ville stille en grund til rådighed. Kort tid efter blev rene "arbejdsgiverbutikker" forbudt ved lov, og fagforeningens kontakter i det Norske Storting pressede selskabet, der efter fire år, nemlig i 1912 - hvor næsten al handel indtil da var foregået i butikken i Finneid - gav efter og tildelte dem en grund i Sulitjelma, hvor man åbnede en butik i 1913.

Under Anden Verdenskrig var der "fredeligt" i Sulitjelma, d.v.s der fandt ingen kamphandlinger eller bombninger sted, som mange andre steder i Nordnorge, for tyskerne var meget interesseret i bl.a. kobberet fra minen, og produktionen steg faktisk under krigen. Der var tyske tropper og grænsepoliti (Gestapo) i Sulitjelma, men det forhindrede ikke, at området, navnlig i krigens sidste år, blev brugt som flugtvej til Sverige mest af nordmænd, men også af enkelte undvegne krigsfanger fra fangelejrene i Saltdalen og Fauske.
De norske eksilmyndigheder i London forsøgte to gange at stoppe minedriften i Sulitjelma, det ene gang forsøgte man via en ubåd at landsætte sabotører ude ved Bodø, der skulle sprænge kraftstationen for at lamme minedriften, men ubåden gik på en mine i februar 1943 ud for Gildeskål sydvest for Bodø (ses ikke på kortet) og besætningen på 34 mand og 7 sabotører omkom. Vraget blev først fundet mange år efter krigen. Det andet forsøg gik ud på at sprænge jernbanen til Sjønstå (ligger midt mellem Sulitjelma og Fauske), men sabotørerne nåede ikke frem før hen på efteråret, hvor transporten via jernbanen var sluttet på grund af den kommende vinter og aktionen blev aflyst.

Dette kort viser Sulitjelmas beliggenhed.
Der er ca. 15 km fra Sulitjelma til den svenske grænse (grøn streg).
Vejen fra Fauske - nr. 830 - startede som en jernbane, men hverken jernbane eller vej fandtes, da minedriften startede.
Der er ca. 40 km fra Sulitjelma til Fauske.

Transporten til og fra minen var i starten meget besværlig. Sulitjelma lå meget isoleret mellem fjeldene og transportproblemerne var årsagen til, at der først kom gang i driften, da svenskeren Persson kom til. Han startede straks med at bygge en jernbane mellem Sjønstå og Langvatnet. Fra minerne rundt om Langvatnet blev malmen først med tovbaner fragtet ned til smelteværket i Sulitjelma, hvor det blev bearbejdet. Derefter blev det fragtet på pramme og slæbebåde op af Langvatnet til Hellarmo, hvor det blev lastet på jernbanen til Sjønstå. Her blev det igen lastet på både, der via Øvrevatnet og Nedervatnet fragtede det til Finneid, hvor det endelig blev omlastet til store skibe, der bragte det videre ud i verden. En noget besværlig transport, og al transport af udstyr, varer og mennesker foregik på samme måde.
Transporten fra minen forgik kun om sommeren, forår og efterår blev Langvatnet holdt åben ved hjælp af en isbryder, og om vinteren, når søen var frosset til, foregik al vare og persontransport med hest og slæde senere med bil eller bæltekøretøj på isen.

I 1914 forlængede man jernbanen østover fra Hellarmo til Fagerli (lige syd for Sulitjelma), hvorved man slap for den besværlige transport via Langvatnet med omladning til jernbane i Hellermo. Denne transportmåde blev brugt i mere end 40 år indtil man i 1957, hvor der var blevet bygget tre store tunneler - er markeret med ) ( på kortet - forlængede jernbanen helt ind til Finneid. Herefter foregik transporten kun med jernbane og kunne finde sted hele året. I 1972 blev jernbanedriften indstillet, skinnerne blev fjernet og der blev anlagt vej dér, hvor jernbanen havde gået.

Da den 50-årige koncessionsaftale udløb i 1983 ønskede de daværende ejere ikke at forlænge kontakten, og den norske stat overtog derefter driften under et nyt navn Sulitjelma Bergverk AS. Umiddelbart efter statens overtagelse oplyste man, at man ønskede at nedtrappe og afvikle minedriften, hvilket - forståeligt nok - skabte stor røre i lokalsamfundet, og det lykkedes flere gange at få en nedlæggelse udsat, men i 1991 - nøjagtig 100 år efter, at det første selskab var blevet oprettet, standsede al minedrift i Sulitjelma.

Igennem de 100 år blev der udvundet 26 millioner tons råmalm, der blev forarbejdet til 500.000 tons kobber, 160.000 tons zink og 4,7 million tons svovl.
Hvis man valsede en 1 cm tyk kobbertråd af det udvundne kobber fra Sulitjelma, kunne den nå 18 gange rundt om jorden ved ækvator!

Arnold har fortalt mig de fleste af ovenstående oplysninger om Sulitjelma, og jeg blev meget betaget af stedet og dets historie, og vi kørte derud hvert år, vi var i Nordnorge, for der var altid noget nyt at se og opleve.

Vejen, der jo var anlagt dér, hvor jernbanen havde gået engang, var, de første år vi kom der, temmelig smal, og de tre tunneller var lave og mørke og næsten kun i ét spor.
Et år kom vi til at køre bagefter en norsk indregistret bil, der kom fra Bodø, det kunne man (dengang) se på nummerpladens begyndelsesbog YE, og vi undrede os over, at han kørte temmelig langsomt, og hver gang han - en "lokal bilist" - kom til en tunnel, satte han farten ned og kørte endnu langsommere næsten som om, han var bange for at køre gennem tunnellerne. De var også meget snævre, men vi troede jo, at han var "lokal" og dermed ikke helt ukendt med smalle veje og snævre tunneller.
Først efter at have passeret den tredje tunnel var det muligt at overhale ham, hvorefter vi kørte ud til Sulitjelma og op på Jacobsbakken, der ligger syd for Sulitjelma, og hvorfra der er en flot udsigt ned over byen og Langvatnet.


Udsigt fra Jacobsbakken ned mod Sulitjelma og Langvatnet.
Byen spejler sig i vandet. Kirken (hvid) ses midt i billedet.

Oppe på Jacobsbakken var/er der en mindre parkeringsplads inden man kom til de to "rundkørsler", der ses på kortet, og der parkerede vi for bl.a. at fotografere ovenstående billede.

Da vi havde stået der et lille stykke tid kom den langsomt kørende bil og parkerede lige ved siden af os, og den enlige, ældre herre, som vi havde set køre bilen, da vi kørte uden om ham nede ved Hellarmo, stod ud og kiggede sig søgende omkring, hvorefter han på norsk spurgte mig: "Er dette ikke Sulitjelma?" Jeg bemærkede måske nok lidt "ekstra sang" på hans norske, men svarede, at det var det da, den lå jo lige dernede, hvorefter han spurgte, hvor "al grubedriften" var henne, hvorefter jeg fortalte, at der ikke mere var minedrift i Sulitjelma.
Han så næsten trist ud, da han fortalte mig, at han var født og opvokset på en større gård nord for Bodø, men at han havde boet i Utha i USA i mange år og, at det var første gang, han var hjemme i Norge. Dengang han rejste, havde alle sagt, at der var masser af arbejde at få ved grubedriften i Sulitjelma, så der var ingen grund til at rejse til USA, men "da var der langt fra Bodø til Sulitjelma", sagde han. Nu var han i Norge for at ordne nogle ting, og ville benytte "sin sidste mulighed" for at se den store, driftige arbejdsplads, som han havde hørt så meget om fra sin norske familie, men "nu her er jo ingenting". (På et tidspunkt havde Sulitjelma Gruber næsten 2.000 ansatte).

Jeg anbefalede ham, at køre ned og se Grubemuseet, hvor han måske kunne se, hvad han var gået glip af.
Vi stod og snakkede sammen et stykke tid, mest på engelsk, for selvom hans norske var let forståeligt for mig, så havde han lidt vanskeligt ved at forstå mit danske.
Da han vendte sig mod sin bil for at køre igen, så han følgende udsigt:


Udsigt fra Jacobsbakken mod øst-nord-øst.
Toppen i midten er Suliskongen 1.913 m.o.h.
I gamle dage blev det - af svenskerne - kaldt Sveriges højeste fjeld
- indtil de "kom på bedre tanker" og fandt ud af, at det lå i Norge -
og at de havde Kebnekaise på 2.123 m.o.h. !

Da den ældre herre så fjeldtoppen, spurgte han, om det var en vulkan, men jeg kunne jo fortælle, at det var det ikke. Der er ingen vulkaner i Norge, at man mange steder kan se geologiske spor efter, at der har været det, er en helt anden sag.

Senere da vi kørte ned til Sulitjelma holdt han ved museet, hvor vi også parkerede og tog nedenstående billede:


Udsigt over Langvatnet hvori byen og kirken spejler sig.


På den anden side af vejen lå - som en del af museet - resterne af noget gammelt "produktionsudstyr". Jeg tror den store jernbeholder er en "smeltedigel". Den er ca. 3,5 meter høj.


Næsten midt i Sulitjelma plaskede denne lille elv ned over fjeldsiden.
Billedet er taget om efteråret, så der er ikke ret meget vand i,
og der ses tydelige aflejringer fra bl.a. jern på klipperne.


Midt i Sulitjelma stod denne klump pyrit, den er ca. 1,5 meter høj.
Der var sat et par blomsterbuketter ved "stenen",
men der fandtes ingen mindeplade eller inskription.

Læs videre - - -

Retur til
personligheder

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her


Til toppen af siden

"Hjem"