Arnold - og lidt flere
side 2

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Unforgetbel",
mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Et par dage senere besøgte jeg igen Arnold og fortalte ham om mødet med den gamle mand fra Utha, og det viste sig, at Arnold godt vidste, hvem han var. Hans familie havde været meget velhavende og havde i mange, mange år haft en stor ejendom lidt nord for Bodø, den lå der stadig, men lå nu hen som en ødegård.
Vi kørte derud den efterfølgende dag og fandt også den store ejendom, der engang havde været flot og præsentabel, men nu var tilgroet og med afskallede vægge og brædder for vinduerne.

Jeg har tit tænkt på den gamle mand fra Utha, der havde taget den lange vej hjem for "bare" at finde sit fødehjem i forfald og den store driftige, arbejdsplads, som han havde hørt så meget om, nedlagt.

I stedet for at tage et billede af "et barndomshjem i forfald", tog jeg nedenstående billede:


En lille "skvæt" af Landegodefjorden nord for Bodø.
Bemærk de høje antenner, de er et led i et varslingssystem.

Vejen nord for Bodø førte mig bl.a. også ud til Steigtindvatnet, en sø, der ligger lige nedenfor Steigtind (796 m.o.h.), hvor der er meget smukt og forholdsvist øde. Vi holdt ind på en lille vigeplads langs vejen for at fotografere, og mens min chauffør foretog en mindre bjergbestigning for at få den bedste udsigt, blev jeg ved "nede ved jorden", hvor jeg satte mig på en sten på vigepladsen for at nyde stilheden og udsigten. Pludselig fløj en havørn skrigende lavt henover mig, som om den var sur over, at jeg sad dér. En pludselig indskydelse fik mig til at "svare den", så jeg udstødte et eller andet på "havørne-sprog", hvorefter den vendte om og fløj endnu et par gange hen over mig, mens den "svarede igen".
Det var en speciel oplevelse, at sidde der på en sten og føre "en samtale" med en havørn - gad vide hvad jeg har "lovet" den ?!

Det varede lidt inden bjergbestigeren kom ned igen, ørnen var fløjet, og mens jeg sad og ventede, fik jeg øje på noget der glimtede i en klippeknold, der var på den anden siden vejen.


 En klippeknold på vejen nedenfor Steigtind.
Det sorte er ikke kun skygge, men også "glimtende klippe".

Som jeg bl.a. har fortalt i Højdeskræk og fåremøg, var/er jeg interesseret i geologi og "fine sten", så jeg gik over for at se, hvad det var, der glimtede og konstaterede, at det måtte jeg altså lige have en lille "prøve" af.

Normalt må man ikke fjerne sten/klippestykker langs vejene, det havde Terje, som er omtalt i ovennævnte artikel, fortalt mig, fordi sten/klipper ofte er med til at holde vejen "på plads" og forhindre jord- eller stenskred m.v., men bare en "lille prøve" turde jeg godt tage, så jeg gik tilbage til bilen efter min hammer og bankede nedenstående klump ud af klippeknolden.

Klumpen er i alt ca. 15 x 10 cm. Det hvide er kalkspat
(en slags "urent marmor") og det mørke, brunsorte er biotit,
det kan pilles fra hinanden i små tynde flager.
Biotit blev i gamle dage og i en lys udgave anvendt
til "marieglas" i kakkelovne.

Efter "tyveriet" kører vi tilbage til Lundhøgda Camping i Fauske, hvor vi boede.
Der sad en "uventet gæst" på terrassen, da vi kom tilbage:

Jeg ved ikke, hvad den hed, men den var sød,
en rigtig "samehund", og den kom tit og hilste på,
men tog ikke imod godbidder fra "fremmede"
 - jeg prøvede flere gange :-))

Næste dag kørte vi på besøg hos Mai Britt og Terje, som også interesserede sig for "fine sten og mineraler", og jeg tog "sten-rovet" med for at vise dem det. Terje blev temmelig overrasket, da han så den, og spurgte, om jeg var sikker på, jeg havde fundet det ude nord for Bodø, hvilket jeg naturligvis var. Jamen, det skulle slet ikke findes derude!
Nå-ja, det vidste jeg jo ikke så meget om, men Terje og Mai Britt tog sommetider på "stentur" med nogle bekendte fra byen, og de var aldrig stødt på sort biotit derude.
Jeg forklarede ham temmelig nøjagtigt, hvor jeg havde funder det og sagde, at klippeknolden, som jeg havde hugget det ud af, så temmelig "ny" ud og ikke var tilgroet med mos eller alger i revner og sprækker, vigepladsen så også ny ud, så måske var klippeknoldens "indre" næsten lige blevet afdækket, hvis vejen var gjort bredere, men min klump med sort biotit blev beundret, og derefter glemte jeg faktisk alt om det, indtil næste år, hvor jeg også holdt ferie i Fauske og blev enig med mig selv om, at der nok ikke kunne ske noget ved lige at køre ud og "se på" det sorte biotit, der var dér, hvor det ikke burde være!
Og det var det heller ikke!
Klippeknolden var væk! Der var nærmest en hulning ind i bakken.
Først troede jeg, vi var kørt forkert, men den lille vigeplads var lige overfor, og jeg genkendte den sten jeg havde siddet på, da jeg talte med ørnen, men knolden var væk!
Da jeg et par dage senere besøgte Terje, sagde jeg, at jeg havde været ude ved Bodø for at se til det sorte biotit, men klippeknolden var væk, og så fortalte Terje, at mit fund året i forvejen var rygtedes, så der havde fundet en mindre valfart sted ud til knolden, der derefter forsvandt lidt efter lidt, så der blev ikke mere sort biotit til mig!

Derimod inviterede Terje mig med til Fridalen, der i luftlinie ligger ca. 10 km nord for Fauske, men vejen derop var noget længere, idet vi var nødt til at køre ud til Valnesfjord (vejen mod Bodø), og der dreje mod nord af en lille smal jordvej, i alt ca. 40 kilometer, men det var bestemt turen værd. Terje havde bestilt et rensdyr - altså et slagtet - hos nogle samer, som han kendte, samerne havde hytte(r), slagteplads m.m. i Fridals-området. Fridalen ses på det første kort i denne artikel næsten stik nord for Fauske og helt oppe ved kortkanten.

Det lød jo spændende, men da han skulle have et slagtet rensdyr med hjem, og han kendte vejen, drog vi af sted i Terjes bil. Det var nu ikke fordi, der var så mange muligheder for at køre forkert, men vejen var ikke i særlig god stand, så vi var nok aldrig kørt derud, hvis ikke vi havde haft en lokalkendt chauffør.

Da vi kom frem til samernes slagteplads var der stor aktivitet, for slagtningen var allerede begyndt. Den foregik i fri luft i nærheden af et stort telt, hvor der allerede hængte ca. tyve dyr Jeg ved ikke, om denne form for udendørs slagtning er lovlig mere, Terje snakkede noget om, at man ville indføre nye regler m.m. for rensdyrslagtning, men efter min vurdering var der nu ikke noget at udsætte på samernes slagtemåde, det mindede mig nærmest om min barndoms slagtning af gris, der også foregik i fri luft. Vi var ca. 500 m.o.h. og midt i september, så temperaturen var der heller ikke noget at udsætte på.

I nærheden af det store telt stod kvinderne og rensede dyrene, hvorefter de blev hængt op på et kraftigt træstativ inde i teltet. Næsten lige ved siden af var en stor midlertidig indhegning, hvor mange rener - ca. et par hundrede vil jeg tro - løb rundt og rundt og rundt, og hvor et par unge mænd med lasso fangede de "udvalgte", der derefter blev ført bort !
Det så lidt voldsomt ud, syntes jeg, ikke selve fangsten og hvad deraf fulgte, men de gik jo inde blandt mange temmeligt urolige dyr. En ældre mand, der stod udenfor indhegningen hilste kort på Terje og mig, da vi ankom, hvorefter han vendte sig mod indhegningen igen og med tilråb fulgte med i, hvad der foregik.


I dette hjørne af indhegningen var der ikke så megen uro.
Teltet med de slagtede dyr ses i baggrunden.

Terje gik over til teltet med de slagtede dyr, og jeg stod tilbage i nærheden af den ældre mand, der, efter hvad Terje havde fortalt, var "overhoved" for same-familien.

Jeg stod længe og betragtede sceneriet med at fange de udvalgte dyr, og følte mig på en eller anden måde på temmelig fremmed grund og måske en lille smule i vejen, der var jo fuld fart på aktiviteterne, og jeg følte, jeg måske var et forstyrrende element. Men så vendte den ældre mand sig mod mig og spurgte, hvor jeg kom fra, om jeg var i familie med Terje m.m., hvortil jeg jo blot kunne svare, at jeg var en dansk turist, der var nysgerrig, at jeg kendte Terje gennem amatørradio m.m.

Under samtalen spurgte jeg ham, om det var alle hans rensdyr, der løb rundt derinde i indhegningen, næee-nej, det var "ikke dem alle, de andre er på fjellet", svarede han, hvorefter han spurgte om jeg ville ind i indhegningen og se rigtigt på dem, dér kunne jeg også tage nogle bedre billeder. Det syntes jeg nu ikke umiddelbart var nogen god ide, for dyrene så jo temmelig urolige ud, men han sagde, at de garanteret ikke ville løbe mig overende, for de kom ikke frivilligt nærmere til mennesker end et par meter uanset, hvor urolige de så ud.
Jeg var temmelig betaget af de mange rener, så jeg sagde jatak til tilbuddet om et besøg i indhegningen med fuld tiltro til, at han vidste hvad han snakkede om, og det gjorde han! Pludselig befandt jeg mig - som et andet "smørhul" - midt i en flok rener, der løb rundt og rundt og rundt om os.
Det var meget fascinerende, for hvis jeg gik et par skridt, ændrede flokkens facon sig, så der stadig var et par meters sikkerhedsafstand for mig - eller renerne !


Flokken faldt lidt til ro, når der var fanget en udvalgt,
som om de vidste, at nu var der fred et øjeblik.
Til højre - udenfor billedet, desværre - lå de to unge mænd
(sønnerne) og holdt en ren fast, inden den var klar til
transport over imod teltet og de "evige renmarker"


Den store flotte ren til højre, er vist nok den samme som på det første billede. Den var forholdsvis tam, idet den ældre mand kunne gå hen
til den og klø den på hornene, men danskere, nej - det kunne
den ikke lide, den trak sig baglæns, hver gang
jeg prøvede at komme på "klø-hold".

Da det indkøbte rensdyr var læsset i Terjes bil, tog vi afsked med samerne, jeg kunne ellers godt havde set på sceneriet længe endnu, men vi kørte til en hytte, hvor vi spiste vor medbragte frokost. Jeg ved ikke, hvem der ejede hytten, den var ikke ret stor, men hyggelig og lun og ulåst, som mange hytter var/er deroppe. Den lå langt fra alfarvej, altså også et godt stykke fra den dårlige jordvej, så vi var ude på en mindre fjeldvandring af en sti, som jeg aldrig havde fundet alene, inden vi nåede frem.

Terje, der havde været inde i den noget større hytte nede ved samernes slagteplads for at afregne for rensdyret, havde som bonus modtaget et stort stykke lufttørret rensdyrkød, som han indtog på rigtig samefacon.


Terje spiser tørret renkød i hytten langt fra alfarvej.
Jeg smagte det ikke - -

"Do'et" ved hytten i Fridalen.
Der sidder vistnok en turist bag den halvåbne dør !
Bag/under toilettet var der et dybt hul i jorden, men det
blev dækket med mos, blade og grene engang imellem,
og det var lige "rengjort", da jeg var der.

På vej tilbage til Fauske spurgte jeg Terje, om han vidste hvor mange rensdyr den gamle same ejede, for han havde svaret venligt, men kryptisk, da jeg havde spurgt ham om det.
Terje grinede og sagde, at det var mange, sandsynligvis tusindvis, og at samen gik for at være meget velhavende. Der "gik en historie" om, at den gamle same engang havde været nede i banken i Fauske for at låne lidt penge. Bankdirektøren havde under forhandlingerne spurgt, hvor mange rener han havde, hvortil samen havde svaret, at det ikke kom ham ved, for han spurgte ikke om, hvor mange penge banken havde, han ville bare låne lidt. Efter sigende fik han lånet, uden at fortælle sit "ren-tal".

Der gik også en anden historie om, at når der skulle holdes mandtal på renerne, sandsynligvis for at vide lidt om, hvor man skulle føre dem hen for at græsse. Renerne gik jo i løsdrift - altså frit på fjeldet - og der var jo stor forskel på, om der skulle være græsningsmuligheder et sted til ét, to eller tre tusind rener. Når renerne skulle tælles, kørte de to sønner rundt på fjeldet i hvert sin firhjulstrækker og optog flokkene på video, så kunne de bagefter sidde lunt og godt inddøre i en hytte og "tælle rener", mens videoen kørte i "slow"!

Om historierne er sande ved jeg naturligvis ikke, men det skulle ikke undre mig, og det var i hvert fald meget interessant at besøge samerne på deres slagteplads!

Læs videre - - -

Retur til
personligheder

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her


Til toppen af siden

"Hjem"