1. marts 2001

 

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Blackie fortæller:

Hvis du ikke bryder dig om, at Blackie spinder, mens du læser,
kan du få ham til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Blackie fordi jeg er en meget sort mis, de andre sorte misser, der bor her på Spurvely, skinner lidt rødligt engang imellem, når solen skinner på dem, men det gør jeg ikke. Jeg har ganske vist en lille hvid plet under hagen, men det er min butterfly, siger mor.

Hele sommeren 2001 løb jeg rundt i Spurvelys have sammen med min søde søster Dolly. Vi boede her ikke rigtigt dengang, men på en gård ikke så langt herfra, men der var ikke så godt at være.

Jeg havde, når jeg var hernede, lagt mærke til, at mor lagde fuglemad ud til fuglene på et gammelt havebord, det gør hun nemlig også selvom det er sommer, for hun kan godt lide at sidde på køkkenbænken og kigge på alle fuglene.

Den første uge i juli er her altid i hundredvis af stæreunger, de tømmer ganske vist havebordet for mad i løbet af nul komma fem, men så lægger mor noget mere fuglemad ud. Jeg prøvede at liste mig ind på stæreungerne, men der var altid en dum solsort, der skræppede op, og pist væk var de alle sammen, og så ville jeg lige smage på fuglenes mad, for jeg var meget sulten. Det kunne man faktisk godt spise, selvom man er en mis, havregryn og billig margarine - nåe ja og så lidt fuglefrø, men dem spyttede jeg ud igen, men det var bedre end ingenting!

I løbet af en månedstid blev der en frygtelig larm i Spurvelys have, en masse graven og saven og slåen søm i. Der rendte to fremmede mænd rundt i haven og lavede alt den larm. Jeg gik selvfølgelig og holdt øje med, om det var noget farligt, der foregik, men så pludselig var der et stort bur omme i haven, hvor der var en masse andre misser i. Dem sad jeg sommetider ude i syrenhækken og kiggede på. Misserne inde i buret havde fået en masse hylder at sidde på, og til sidst kom der også en masse små huse, de kunne gemme sig i, når det blev regnvejr. Jeg tænkte jo lidt over det med buret og husene, det så faktisk ret spændende ud, og de andre misser blev altid lukket indenfor i det store hus, hvis det blev regnvejr eller, de kunne gå ind i de små huse. Det så også ud til, at de fik en masse dejlig mad, for de var alle sammen fine og blanke i pelsen. Dolly og jeg kunne kun rende over i garagen og gemme os, når det regnede, og fuglemad kan godt blive lidt kedeligt i længden.

Men så viste det sig, at det var en Misselandsby, der var blevet bygget, og den har jeg nu heldigvis også - sammen men Dolly - fået lov at bo i.

Mor kom tit ud i haven og lagde mærke til mig og Dolly. I starten spurtede vi over til garagen og gemte os, men hun så nu vældig rar ud, så til sidst turde jeg godt blive stående og lade hende ae mig, og hun sagde hver gang, at jeg var en "fine lille sorte-mis". Det kunne jeg godt lide at høre, så jeg svarede hende og gned mig op af hendes ben, og så begyndte mor at stille rigtig missemad ud ved køkkendøren hver morgen.

Bagefter har jeg jo fundet ud af, at det bare var resterne fra de andre missers madskåle, det de ikke havde spist i løbet af natten, men det gjorde nu ingenting, for det var dejligt med rigtigt missemad i stedet for bare fuglemad!

Så jeg stod hver morgen ved døren og ventede, og når mor kom med resterne, så kaldte jeg på Dolly, for hun var stadig lidt bange og stod henne bag hushjørnet eller ovre ved garagen, hvor mor ikke kunne se hende, og så skyndte jeg mig at begynde at spise, for jeg var altid så sulten. Jeg spiste og mjawede tak for mad på én gang, så jeg sommetider var lige ved at få maden galt i halsen, og mor sagde, at jeg skulle lade være med at snakke med mad i munden!

Dolly kom først over til mig og maden, når mor var gået ind i huset igen, men så måtte jeg jo lige forklare hende, at mor slet ikke var farlig, så da der var gået en månedstid kom vi begge to løbende ovre fra garagen, når vi hørte hun lukkede køkkendøren op.

Sådan gik det en 3-4 måneder, men det var efterhånden blevet koldt at ligge i garagen om natten, og når vi kom over til døren om morgenen og mor aede os, sagde hun, at vi var kolde på vores tøj! Sommetider var det også regnvejr, og vi blev pladdervåde på pelsen, men så satte vi os i læ i hakket udenfor køkkendøren og ventede. Det var nu mest Dolly, for jeg har ikke så meget imod at blive våd, men jeg har også sådan en tyk tyk pels. Når mor så kom med maden, bar hun den over i garagen, hvor der var tørvejr, eller om til hoveddøren, hvor vi kunne stå og spise på trappestenen i læ.

Vi kom også engang imellem lige indenfor i det "gamle køkken" lige ved siden af hoveddøren, det var dejligt, for der var lunt og ikke vådt og koldt om poterne. Men så en dag, det var lige før jul, har mor fortalt, blev det et frygteligt vejr, det var koldt og det stormede og regnen var blevet til kolde hvide snefnug i stedet for bare vand, og der var slet ikke rart ovre i garagen, for sneen føg ind på os, og der var rigtig væmmeligt, selvom der lå noget halm vi kunne ligge på. Så da mor lukkede hoveddøren op og kaldte, skyndte vi os indenfor i huset.
Mor lukkede døren og sagde, at vi ikke måtte komme ud igen, før det var holdt op med at være snestorm. Det gjorde nu heller ikke noget, for der var bedst inde i huset, varmt og læ og masser af mad, og så fandt vi også ud af, at her var masser af plads til at lege på, for når man løb op af trappen, var der en stor gang og et helt værelse, som vi kunne lege, spise eller sove i, og mor havde købt et helt nyt badekar til "menneske-killinger", som vi brugte som missetoilet.

Så en dag lige efter nytår fandt mor et par mærkelige kasser frem og puttede mig i den ene og Dolly i den anden, og så bar hun os over i bilen. Der blev jeg altså meget bange, for jeg troede vi skulle "smides væk", men vi skulle bare en tur ud til dyrlægen, men ih, hvor bliver man søvnig af at være derude, jeg faldt i søvn næsten ligeså snart jeg var kommet ind i dyrlægens hus. Da jeg vågnede igen, var jeg hjemme i huset hos mor og lå på sengen oppe på det værelse, som hedder "Ullerens værelse". Det er et værelse, som misser må være i ligeså meget de vil. Jeg blev hurtig rigtig vågen, men Dolly hun sov og sov, men det fortæller hun nok selv om.

Bagefter fik jeg lov til at komme ned i kontorerne og stuen og køkkenet og bryggerset og badeværelset og mellemgangene - ja, jeg måtte være lige hvor jeg ville, og da snestormen holdt op, fik jeg også lov at komme ud i Misselandsbyen, det varede lidt længere inden Dolly kom derud, men hun har heller ikke sådan en tyk pels, som jeg har.

Misselandsbyen, det er altså bare alletiders. Der er altid en hylde man kan sove på, eller et hus man kan gå ind i, hvis det regner rigtigt meget.

Mor siger nu ellers, at jeg er en underlig "vand-kat", for jeg er slet ikke bange for vand, og hvis det bare regner lidt, og ikke er særlig koldt, så bliver jeg bare liggende på en af hylderne, og jeg bliver slet ikke våd - nåe, jo på det yderste af pelsen, men det kan jeg slet ikke mærke, men når jeg så kommer og vil ind i det store hus, så tørrer mor mig med et håndklæde, for hun siger, at hun ikke vil have sådan en våd mis ind i huset.

Jeg kan også godt lide at ligge på nogle af de lænestols-hynder som mor har lagt ud i Misselandsbyen, og det er rigtig dejligt, hvis jeg og Dolly kan sove i arm på sådan én eller en hylde, for jeg elsker min søster meget højt og leder efter hende, hvis jeg ikke har set hende i et stykke tid.

Mor er altså sjov, for hun kalder os sådan noget underligt noget engang imellem, hun siger for eksempel, at jeg er en "ro-ro-til-fiskerskærs-mis". Jeg ved ikke rigtigt, hvad hun mener med det, men hun siger det altid til mig, når jeg har drukket vand af de fine, lysegrønne skåle, hun har købt til Misselandsbyen. Når hun lige har fyldt nyt, friskt vand i, er skålen jo helt fyldt, og det skal jeg lige smage, og jeg synes det er så sjovt at stille mig med alle fire poter på kanten af skålen, før jeg drikker.
Først går jeg op med forpoterne på den ene side af skålen, så sætter jeg forporterne over på den anden side samtidig med, at jeg sætter bagpoterne op, og så laver jeg små bølger med den ene forpote, mens jeg balancerer på kanten på de andre tre poter, når bølgen så skvulper mod kanten og kommer tilbage igen, så bøjer jeg mig ned og drikker af bølgerne, og så er det, at mor kalder mig for en "ro-ro-til-fiskerskærs-mis".
Det var godt nok lidt irriterede en overgang, da det var sådan nogle høje skåle, Margretheskåle kalder mor dem, der stod derude, for de væltede tit, når jeg prøvede at drikke på den måde, og så løb alt vandt ud, inden jeg nåede at drikke noget, og det var ikke altid, at mor så det lige med det samme, for hun havde jo lige kommet vand i, men de nye lysegrønne er brede og flade og vælter slet ikke.

Sommetider siger hun også at jeg er en "hyrde-hunde-mis". Det er altså noget vrøvl, for man kan ikke både være en mis og en hund på samme tid, men det kalder hun mig hver gang, jeg hjælper hende med at få de andre misser til at gå ind i det store hus. Mor vil nemlig gerne have, at vi alle sammen sover inde i huset om natten, for der er både ræve og grævlinger, her hvor vi bor, og de kommer og lusker rundt om Misselandsbyen om natten, og der var en nat for snart længe siden, at der var et eller andet dyr, der havde prøvet at bryde ind i Misselandsbyen, for hegnet var helt bulet indad og gået lidt i stykker et sted, men det har mor repareret og sat noget for, så det kan ikke mere kan lade sig gøre, nå, men det kan du læse om under Misselandsbyen, for jeg ville jo fortælle om det med "hyrde-hunde-missen".

Når mor står i vinduet i "Den Gule Gang", hvor vi kommer ud og ind til Misselandsbyen, og kalder på Garfield, eller Bølle, eller Gråmis, eller Prik eller hvem det nu er, der stadig er derude, når mor synes, vi skal ind og sove, så sker det sommetider, at nogle af dem bare lader som ingenting og bliver liggende der, hvor de ligger. Men jeg ved godt hvem, der er hvem, så hvis mor kalder på Gråmis, og han bare lader som ingenting og bliver liggende på en hylde, så hopper jeg op og jager ham ned og hen og op af trappen og ind i huset. Mor siger jeg er SÅ dygtig, men jeg bryder mig ikke så meget om at blive kaldt noget med en hund!

Jeg elsker at bo her på Spurvely, og det ved jeg, at min søster Dolly også gør, så det var godt vi fandt herned, for her er rigtig dejligt at være.

Mange bløde, bølgeskvulps-hilsner fra Blackie

© Blackie

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"