Bølle
* 3/5 1997 † 20/1 2009

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Jeg var desværre nødt til at tage den tunge beslutning og lade Bølle sove ind den 20. januar 2009. Hun havde fået en kræftknude på halsen og et par steder på kroppen, så jeg ringede efter dyrlægen, der sørgede for, at hun ikke mere skulle "græde", når jeg ville ae hende eller tage hende op.
Hun lå på spisebordet - som hun så tit gjorde - og sov ind, mens jeg holdt hende tæt ind til mig - - - nu ligger hun her:

  lige på kanten af staudebedet, hvor hun elskede at sidde, da hun for mange år siden var en "lille pige" og udendørs-mis.
Nedenfor kan du læse, hvad hun skrev om sig selv, mens hun boede her.
Jeg savner hende - - -

Se billeder af Bølle her

Hvis du ikke bryder dig om, at høre "You will never walk Alone", mens du læser,
kan du slå den fra nederst på siden

Jeg hedder Bølle - men det er jeg slet ikke - i hvert fald ikke mere. Da jeg var lille misse-unge sagde mor godt nok, at jeg var en lille Bølle-mis, fordi jeg altid drillede min to brødre. Jeg er nemlig lillesøster til Gråmis og storesøster til Prik, og er altså også født den 3. maj 1997. Jeg er en meget sød og blød mis, og jeg er meget dygtig til at fange mus.

I dag er de andre misser er sommetider lidt efter mig, men så råber mor op og siger, de skal lade mig være i fred, og så lægger jeg mig til at sove ude i vinduet i bryggerset, hvor jeg også kan holde øje med alle fuglene ude på madbordet. Der er nu også rart inde i stuen, navnlig om vinteren, hvor jeg lægger mig i gyngestolen eller under spisebordet, hvor varmen fra brændeovnen kan nå mig.

Inden mor fik bygget Misselandsbyen, kunne jeg vældig godt lide at gå ude i haven sammen med mor. Et år kom der nogle mænd fra SEAS og savede i vores høje træer nede bag i haven. Træerne var vokset næsten helt op i de elektriske ledninger, så mor havde ringet til mændene fra SEAS, der kom og savede og larmede og regerede. Alle de store grene faldt ned ude på landmandens mark, og dem lod mændene fra SEAS bare blive liggende, for de skulle kun save, sagde de!

Der gik så en ugestid, inden mor fik tid til at slæbe alle de store grene ind i vores have, hvor de skulle saves i stykker, og det ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe hende med, for man kan aldrig vide, om der skulle være en enkelt mus eller to under sådan nogle grene.

Mor gik ud og hentede nogle af grenene og slæbte dem ind i haven, men jeg skulle nu lige undersøge, om der ikke var en enkelt mus. Jo, det var der. Den fangede jeg lige, haps, og så gik jeg med mor ind i haven med musen i munden. Mens mor lagde grenene i en bunke nede ved siden af stakladen, spiste jeg min mus, og så gik mor af sted igen efter flere grene, og jeg gik med, for måske var der flere mus. Ganske rigtigt, jeg fangede en til, som jeg også spiste, medens mor lagde grenene på plads. Så gik mor ud efter de sidste grene, og jeg gik igen bagefter, og der var sandelig endnu en mus, men nu var jeg altså blevet så mæt, at jeg ikke kunne spise den, så den fik mor, jeg lagde den på trappestenen ved køkkendøren, og jeg er sikker på hun ku' li' den, for den var væk bagefter!

Inden vi fik Misselandsbyen, gik jeg morgentur med mor på vejen hver dag både sommer og vinter, men mor trampede bare af sted og gav sig slet ikke tid til at lytte efter musene ude i rabatten, det var først, når jeg stod helt stille og lyttede og stirrede ind i græsset, at hun lagde mærke til, at der var noget, der rørte sig ude i græsset. Så standsede hun også og stod helt stille, og så fangede jeg lige musen til hende. Hun spurgte altid, om hun ikke godt måtte få den, og så lagde jeg den lige foran hendes fødder, og hvis musen ikke var helt død, prøvede den jo at stikke af igen, men så fangede jeg den bare én gang til.

Mor blev altid så glad og sagde, at jeg var en meget dygtig mis. Jeg tror nok hun spiste den, selvom jeg aldrig så det, men den var altid væk bagefter, måske tog hun den med ind i huset for at dele med far, for hun tog nemlig sommetider det, jeg fangede og afleverede til hende, med ind i køkkenet.

En dag var det lillebitte fugl, mor sagde den hed en fuglekonge, men der var nu ikke meget konge over den, synes jeg, for den var jo bittelille, men i hvert fald tog hun en plasticæske og lagde fuglen ned i og satte låg på, også selvom den lå helt stille. Den havde en lille ring om det ene ben, og den ville mor kigge nærmere på.

Da hun efter en halv times tid så fik tid til at kigge på fuglens ring, var fuglen pludselig blevet levende og fløj ud af æsken, da hun tog låget af. Jeg prøvede selvfølgelig at hjælpe hende med at fange den igen, for jeg havde siddet og kigget på æsken på køkkenbordet og havde godt hørt, at den rumsterede lidt, men hun råbte op og sagde, jeg skulle lade være fuglen være, og hun fik da også fanget den til sidst uden min hjælp!

Bagefter tog hun æsken med fuglen i med udenfor og tog låget af, og så fløj den selvfølgelig fra hende igen, men hun så nærmest glad ud, da hun så den sidde oppe i det træ, som jeg engang klatrede højt op i. Det syntes jeg var lidt underligt, når nu jeg havde fanget den til hende.

En anden dag havde jeg fundet mig en rigtig sjov legekammerat ude på græsplænen, det var en lille harekilling, men mor så ud gennem køkkenvinduet, at jeg rendte efter den, så hun kom stormende ud og råbte så højt, at både harekillingen og jeg blev forskrækket. Harekillingen blev så bange, at den løb lige ind i porten ud til vejen og faldt om, den så faktisk ud som om den var død, og jeg troede jo så, at jeg måtte få den, det var jo mig der havde fundet den, men nej, mor lagde den ned i en papkasse og tog den med ind i køkkenet, hvor den var en timestid.

Senere så jeg fra vinduet, at hun bar kassen lidt hen ad vejen og satte harekillingen ud på marken midt i alt det grønne, så man slet ikke kunne se den mere.

Mor siger, at jeg er en værre klatre-mis, for jeg elsker høje træer. Der var godt nok en morgen, hvor jeg var kravet højt op i et af de store træer ude ved vejen, hvor jeg syntes, der var lidt for langt ned, men jeg skulle lige se, om jeg ikke kunne fange et par af fuglene, men de fløj jo bare deres vej!

Mor gik længe og kaldte på mig, og jeg svarede, for jeg sad jo lige oppe i træet, men der gik lidt, inden hun fandt ud af, hvor jeg var. Hun sagde, jeg skulle komme ned, men jeg turde altså ikke. Så hentede hun en lang stang, som hun bruger, når hun plukker blommer eller æbler, den kunne lige nå op til den gren jeg sad på, og så rystede hun grenen, så jeg faldt ned igennem træet.

Jeg blev altså godt nok bange, for der var langt ned, men træet er en slags pinjetræ, der har tætte grene, med mange flade nåle på, så grenene sørgede for, at jeg ikke bare faldt ned på jorden, men rutsjede ned gennem alle grenene. Puha! hvor var jeg bange, det tror jeg også mor var, men hun trøstede mig bagefter og sagde, at jeg skulle lade være med at kravle så højt op, men det var altså så spændende med de fugle, der bare fløj højere og højere op i træet, men til sidst fløj de jo bare helt deres vej!

En anden morgen så mor, at jeg var kravlet op i genboens store, høje træ inde i deres have, det var ovre hos de mennesker, der havde haft Larsen-missen. Træet har en meget tyk stamme med masser af revner og sprækker, så jeg kunne sagtens få fat med kløerne og komme ned igen, men nedenunder træet havde manden hængt sine store fiskenet til tørre, han fanger nemlig en gang imellem fisk nede i Smålandshavet.

Mor stod ude på vejen og kaldte på mig, og så ville jeg jo gerne hurtigt hjem til hende, så jeg hoppede ned af det store træ, men landede lige midt mellem et langt, langt fiskenet, som var hængt til tørre fra træet og hen til en stolpe og tilbage til træet igen, så det var næsten ligesom en pose. Og det kunne jeg altså ikke finde ud af, så jeg blev fanget i nettet og mjavede og skreg, for jeg var helt sikker på, at nu kom jeg aldrig fri. Så kom mor heldigvis ind i mandens have og reddede mig ud af fiskenettet, og det var altså så dejligt, at sidde på hendes skulder og putte sig ind til hendes hals, medens vi gik hjem, og mor sagde, at jeg ikke var nogen fisk, men en mis, så jeg skulle holde mig væk fra mandens fiskenet!

I dag har jeg heldigvis Misselandsbyen at være i sammen med alle de andre misser, og derude sker der ikke så mange farlige ting, selvom det sommetider er lidt irriterende, at solsortene render rundt lige udenfor hegnet og bare lader som ingenting, mens de stamper i græsplænen og trækker regnorme op, for selvom jeg sidder lige indenfor hegnet og mjawer efter dem, så lader de bare som ingenting.

Kærlig hilsen fra klatremissen Bølle

© Bølle

Retur til dem
der venter

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"