1. marts 2001

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Dolly fortæller:

Hvis du ikke bryder dig om, at Dolly spinder, mens du læser,
kan du få hende til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Dolly og kom til Spurvely sammen med min bror Blackie i sommeren 2001, men han har vist fortalt om, hvordan det gik til.
I begyndelsen, da jeg sad og spiste fuglenes mad sammen med Blackie, stod mor inde i køkkenet og kiggede på mig, men det kunne jeg ikke lide, så når jeg så, at hun havde set mig, skyndte jeg mig at løbe, men efterhånden blev jeg klar over, at hun ikke var spor "farlig" og kiggede bare igen!

Mor syntes jeg lignede en dalmatiner-hund - tænk en HUND - ! - og begyndte at kalde mig "dalmatiner-katten", men hun fandt heldigvis selv ud af, at det ikke var noget godt navn til en mis. Så kaldte hun mig "Dalle", men det fik hende til at tænke på Dalle-Valle, der var en stor forretning inde i København engang, så det syntes hun heller ikke var noget godt navn til mig - heldigvis!

Så en dag, da jeg stod og spiste ved hoveddøren sammen med Blackie, blev jeg forskrækket over et eller andet og begyndte at løbe, og så kaldte mor, der stod i døren: "Dolly, du skal ikke være bange!" Navnet kom bare sådan lige ud af munden på hende, har hun fortalt, og jeg syntes det lød pænt, og så løb jeg ikke alligevel, men kom tilbage og spiste videre, så sådan fik jeg mit navn.

I starten kunne jeg ellers ikke lide, at hun stod og så på mig, når jeg spiste, så jeg stod altid og ventede bag hushjørnet eller ovre i garagen, indtil Blackie mjawede højt for at fortælle, at nu var der mad ved døren, så nu kunne jeg godt komme, men efterhånden fandt jeg jo ud af, at mor er sød og jeg er meget, meget glad for hende i dag. Dengang skulle jeg også sommetider skynde mig at komme for at nå og få noget mad, for Blackie var altid så sulten, at han næsten havde spist det hele, inden jeg turde komme, og han stod bare der og slugte maden og snakkede til mor med mad i munden, men hvis mor så, at der næsten ikke var noget tilbage til mig, kom hun altid med noget mere.

Dengang det så blev snestorm, som Blackie vist også har fortalt om, så kom vi rigtigt ind i huset. Ellers havde mor jo sommetider stillet maden over i garagen, hvis det var regnvejr, eller vi kom lige indenfor i det "gamle køkken" lige ved siden af hoveddøren, men jeg kunne altså ikke lide, når hun lukkede døren. Den allerførste gang mor lukkede døren helt, blev jeg så bange for at være "fanget", at jeg sprang op på bordet i det gamle køkken og for hen til vinduet, hvor mor har nogle blomster stående. Blomsterne væltede og jord og alting flød ud på bordet, men hun skældte slet ikke ud, men ryddede bare op efter mig, og sagde, at jeg ikke behøvede at være så bange, for hun ville ikke være ond ved mig!

Mor havde lagt mærke til, at jeg der ved juletid 2001 var blevet noget tyk på maven, så hun gik og kiggede undersøgende på mig og følte på min mave. Jeg kunne nu ikke lide, når hun tog mig på maven, for det gjorde lidt ondt.

Så en dag lige efter nytår fandt mor et par mærkelige kasser frem og puttede Blackie i den ene og mig i den anden. Det gjorde ikke så meget, at jeg var lukket inde i den kasse, så længe kasserne stod på det gamle køkkenbord og jeg kunne snakkede med Blackie gennem tremmerne i lågen, men da hun bar mig over i bilen, og far startede bilen og begyndte at køre, da blev jeg godt nok bange. Mor sad ganske vist mellem mig og Blackie på bagsædet og snakkede til os hele tiden og sagde noget med, at vi ikke skulle være bange og, at hun jo var lige ved siden af os. Hun prøvede også at ae mig ind gennem tremmerne, men jeg var altså så bange så bange, og jeg græd hele vejen ud til dyrlægen.

Dyrlægen er nu meget sød, men jeg blev så forfærdelig søvnig af at snakke med ham, så jeg faldt i søvn, og jeg vågnede først, da jeg var hjemme i huset igen og lå på sengen oppe på "Ullerens værelse" sammen med Blackie.

Blackie blev hurtig helt vågen, men jeg var altså rigtig dårlig og havde meget ondt i maven og faldt ned af sengen, fordi jeg slet ikke kunne styre poterne. Så kom mor og TVANG mig til at spise nogle små hvide, runde nogle, bavdr, hvor de smagte, også selvom der var makrelsalat på, så jeg spyttede dem ud flere gange, men til sidst var jeg altså nødt til at sluge dem.

Det hjalp lidt på min mave, men det ville jeg altså ikke være med til mere, så jeg gemte mig helt inde under sengen, ovre i det allerbageste hjørne. Der sad jeg i næsten to dage og kom kun frem, når mor ikke var der. Jeg skulle jo ud og spise noget af det mad, som hun kom med, og drikke lidt vand, og så var Blackie der jo heldigvis også næsten hele tiden for at trøste mig.

Efterhånden gjorde det ikke så ondt i min mave mere, og jeg havde heller ikke hovedpine eller var svimmel, og mor blev ved med at fortælle mig, at jeg var en "søte lille én", og at det var godt, vi havde været ude og se til dyrlægen, ellers havde jeg slet ikke været her!
Mor havde nemlig troet, at jeg skulle have katteunger, men det skulle jeg slet ikke. Jeg var faktisk blevet tykkere og tykkere på maven, men da dyrlægen skulle operere mig fandt han ud af, at jeg havde livmoderbetændelse og slet ikke skulle have børn! Han sagde til mor, at det var godt, at hun var kommet ud med mig, ellers havde jeg været død i løbet af en uges tid! Det lød ikke rart, det med at være død, selvom jeg har set, at man får gran og fine blomster, ligesom Ulleren og Pussi fik, da de pludselig ikke var her mere, men jeg vil altså hellere være levende og lege med Blackie eller nogle af de andre ude i Misselandsbyen eller ligge og hygge mig oppe på "mit værelse" sammen med Garfield, selvom Blackie bliver jaloux, når jeg gør det, for ikke at tale om at kæle og snakke med mor.

Og så får jeg lov til at sove oppe i soveværelset sammen med mor og far om natten. Ikke oppe i sengen, for det gider jeg ikke - nåe joe, måske lige et lille øjeblik, men så siger mor, at jeg skal gå ned igen, fordi jeg hele tiden puffer til den bog hun ligger og læser i, men det hører da heller ingen steder hjemme, at hun bare ligger der og læser, når hun skal snakke med mig.

Men nu har hun købt et par kæmpestore "sutsko", som jeg sover i. Den ene står inde på "mit" værelse og den anden står inde i soveværelset ved siden af radiatoren, og der er rigtig dejligt at sove. Sommetider får Blackie også lov at komme med op og sove, men kun om vinteren, for han mjawer ligeså snart det bliver lyst, og så vækker han både mig og mor, og det gider vi altså ikke!

Jeg var ellers begyndt at sove nede på kontorene eller i stuen eller den gule gang, men så blev jeg syg igen. Jeg blev så træt så træt, så jeg sov hele tiden, jeg havde slet ikke lyst til at spise noget af alt det dejlige missemad og drak kun en lille bitte smule vand engang imellem.
Jeg lå på en af gæstestolene i fars og mors fælleskontor i flere dage og mor gik rundt og så rigtig bekymret ud. Blackie kom og lå hos mig engang imellem og Garfield kom også for at se til mig og sommetider også nogle af de andre, der jo ikke kunne forstå, hvorfor jeg lige pludselig ikke ville lege, men så syntes mor, at jeg skulle have lov at hvile mig i fred, så hun stod og kaldte henne ved døren ud til det gamle køkken, og sagde, at jeg skulle komme med ovenpå. Jeg elsker hende jo meget højt, så jeg vil så gerne gøre, hvad hun beder mig om, og jeg kom da også ned fra stolen og gik langsomt hen til hende og med ud i det gamle køkken og derfra ud i gangen.
Så gik mor op af trappen, mens hun kaldte på mig, og jeg prøvede at gå bagefter og kom da også en tre-fire trin op, men det gik så langsomt så langsomt, for jeg var så træt så træt, og poterne ville slet ikke flytte sig, så jeg var lige ved at falde ned igen, men så kom mor og bar mig op og lagde mig i en af sutskoene lige ved siden af hendes seng, så kunne hun holde øje med mig, når hun sov, sagde hun, hvordan man så kan det, men hun er nok ligesom os misser, der kan høre næsten alting, også selvom vi sover.
Hun kom også med missemad og vand, og sørgede for, at der var åbent ind til "mit" værelse, så jeg kunne komme på missetoilettet, hvis jeg skulle. Men jeg bare sov og sov, og mor blev mere og mere bekymret, kunne jeg mærke, og var begyndt at tænke på, at hun nok måtte køre ud til dyrlægen med mig. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg følte, hun tænkte på det med dyrlægen, der jo ellers er sød nok, at jeg blev rask igen, men det gjorde jeg altså og det var rigtig dejligt, og efter den tid får jeg altid lov at sove i min sutsko om natten.
Jeg kender næsten klokken og ved godt, når det er sengetid, og hvis mor ikke lige har set hvad klokken er, så kommer jeg og beder om at komme op i sutskoen og sove.

Jeg er så glad så glad for at bo her. Der er dejligt i husene ude i Misselandsbyen, eller på hylderne. Mor har også sat nogle havestole derud, som man kan ligge på, ja faktisk må jeg ligge næsten lige hvor jeg vil, selv på Dannebrog.
Mor havde nemlig hejst flaget en dag, og da det så blev mørkt, tog hun det ned og foldede det fint sammen og lagde det på bordet i det gamle køkken. Jeg lå ganske vist og hyggede mig oppe i sutskoen på værelset, men da jeg hørte hende nede i det gamle køkken, skulle jeg lige ned og se, hvad der foregik. Hun spurgte, om jeg ville med ind på kontoret, men jeg hoppede bare op på flaget og lagde mig, det lignede jo et fint rødt tæppe, og det var rart at ligge på. Mor mumlede ganske vist noget om, at det ikke var noget tæppe, men jeg fik lov til at blive liggende, indtil vi skulle op og sove, så tog hun flaget med op og lagde det i den fine guld-kasse, der står ovenpå den gamle, blå dragkiste.

Jeg elsker mor og far og alle de andre misser der bor her, dog mest Blackie og Garfield og ikke så meget Merle, for hun kan godt være en lille hidsigprop, der tror hun skal bestemme det hele, men det gør ikke så meget, for mor hjælper mig altid, hvis Merle er for fræk, det gør Blackie forresten også, og jeg er så glad for, at han er min bror og også bor her og, at jeg får lov at sove i sutskoen ved siden af mors seng om natten.

Mor spørger sommetider, om jeg kan huske, da jeg stod udenfor på fuglenes madbord og så bange ud, når jeg så, hun havde fået øje på mig ud gennem køkkenvinduet. Det kan jeg selvfølgelig godt, men det tænker jeg ikke på mere, og hun siger det mest, når vi skal sove, og jeg går rundt på hendes dyne og puffer til hendes bog, når hun så aer mig godnat med den ene hånd, mens hun holder bogen med den anden, så slikker jeg hende lidt på hånden for at vise, at jeg rigtig godt han lide hende.

Mange kærlige missehilsner fra Dolly

© Dolly

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"