"Fars bog":

Historien om en sjælden svensk håndskrift

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Unchained Melody",
mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Mine forældre arbejde fra 1960 til ca. 1971 for ægteparret Lillian og Hans Just, der ejede landejendommen "Prøvelyst" i Karlebo Nordsjælland. Ægteparret Just ville i dag havde været godt 100 år.
Min far, der var landmand, dyrkede ejendommens jord, og min mor var stue/kokkepige. De boede i et lille hvidt hus, der hørte til "Prøvelyst".
Hans Just var vingrosserer, hans kone Lillian var datter fra "Kokkedal Slot" og var en "fin" dame, men meget sød og venlig, ligesom Hans Just, der passede sin vingrosserer-virksomhed, medens min far klarede driften af landbruget og min mor stod for husholdning m.v. i det store stuehus.

På et tidspunkt skulle ægteparret Just skilles og "Prøvelyst" skulle sælges. Dette var uheldigt for mine forældre, der derved mistede deres arbejde og bopæl. De var næsten jævnaldrende med hr. og fru Just, og havde aldrig fået nogen rigtig uddannelse, men Hans Just skaffede min forældre arbejde hos deres søns svigerfar, ingeniør Islef, der ejede ejendommen "Sømandshvile" i Rungsted. Min far blev havemand/chauffør og min mor stue/kokkepige, og de kom til at bo i et lille sødt, stråtækt "dukkehus", der var gartnerbolig ved "Sømandshvile".


Mine forældre foran "deres dukkehus" på "Sømandshvile"

Lillian Just havde i sine meget unge dage været gift med en noget ældre mand, der arbejdede for ØK i det daværende Siam, hvor hun således boede i en kortere årrække. Ægteskabet med denne mand gik imidlertid ikke, hvorefter hun blev gift med en fransk læge, der døde forholdsvis ung. Efter sin hjemkomst til Danmark blev hun derefter gift med Hans Just, som hun blev skilt fra ca. 1970.

I forbindelse med skilsmissen skulle hun flytte til en noget mindre bolig end den store hovedbygning på "Prøvelyst", og hun bad derfor min far om hjælp til sortering, kassering og udsmidning af diverse indbo m.m.
Min far holdt meget af fru Just og var ked af, at han ikke mere skulle arbejde på "Prøvelyst", men gjorde naturligvis som han blev bedt om: hjalp Lillian Just med oprydning/udsmidning m.v. i forbindelse med hendes flytning.
Hun havde fra sin tid i Siam bl.a. en del orientalske møbler. Jeg har besøgt den store hovedbygning ved flere lejligheder og huske store, mørke, flotte skabe, kommoder og skærme - en slags rum-delere - med flotte orientalske ornamenter, indlagt elfenben og perlemor m.m, men der var naturligvis også almindelige "herskabsmøbler" i hjemmet.

Min far har fortalt, at de gik gennem de mange stuer/værelser, mens fru Just udpegede mange af sine fine ting og sagde: "Poulsen, det skal smides!" Far gav udtryk for, at han syntes, det var synd at smide alle de dejlige, gamle ting ud, men nej, fru Just holdt på sit: "Poulsen, det skal smides!" Hun var barn af tiden fra før første verdenskrig (så vidt jeg husker født 1898), og havde et meget elegant og korrekt sprog, jeg talte med hende ved flere lejligheder, når jeg besøgte mine forældre. I dag ville hendes sprog virke "fint og gammeldags", men jeg kan næsten stadig høre hendes: "Poulsen, det skal smiDes!" - med meget tydeligt D i "smides".

Under gennemgangen af huset, hvor der blev udpeget flere af de gamle orientalske møbler, store spejle o.s.v. o.s.v., spurgte min far, hvor alt det, der skulle "smides", skulle transporteres hen.
"Ned i mosen!" svarede fru Just.
Min far blev noget forundret, han havde nok ventet, at det skulle opmagasineres et eller andet sted med evt. senere salg for øje. Men, nej! Det skulle køres i mosen.
Mosen lå langt nede på en mark, der tilhørte en anden landejendom, Stenagergård, der også lå i Karlebo. Denne ejendom købte hr. og fru Justs søn, Hans Just jr. i forbindelse med sit ægteskab med ingeniør Islefs datter Anette, der har været/er en "fremtrædende" fremskridtskvinde.

Flere år senere fandt jeg ud af, at min på tidspunktet for "smidningen" tilkommende (jeg kendte ham ikke dengang), men nu forhenværende mand Knud Pinds far, der også hed Knud Pind, ejede ejendommen Stenagergård, inden Hans Just jr. købte den. Altså var det min "uden-at-vide-det-tilkommende-svigerfar", som min far havde haft "smådiskussioner" med om, hvordan man skulle dyrke den ene eller anden mark på den gamle Pind'ske ejendom. Min far overtog nemlig driften af den unge Hans Justs landejendom, medens han uddannede sig til landmand, og min far var vant til den "fede lollandske jord", og det gik ikke altid at dyrke den Karlebo'ske jord på samme måde! Min far havde bl.a. under disse "smådiskussioner" fået at vide af "den gamle Pind", at mosen nede bagved var bundløs!

Nå - men tilbage til kassering og udsmidning m.v. af fru Justs indbo.
Der var selvfølgelig mange forskellige ting i skabe og skuffer i de møbler, der skulle "smides", og alle disse ting sorterede fru Just også. En bunke "Der skulle meD!" og en bunke "Der skulle smiDes!"

Jeg markerer de tydelige "D'er", fordi min far var en rigtig "gammel lollænder", og han udtalte ikke "D'er" - og slet ikke som en nordsjællænder fra Kokkedal - jeg kan stadig høre hans forsøg på "tydelige D'er", når han fortalte den triste historie om alle fru Justs fine ting, der endte i den bundløse mose.
Min far protesterede nok lidt over, at alt bare skulle smides i mosen, men fru Just holdt på sit.

Far var af "den gamle skole", født og opvokset før første verdenskrig i et af landarbejderhusene under godset Halsted Kloster på Lolland, hvor man lærte at "stå med huen i hånden og bukke", når greven kørte forbi, var altså opdraget til at være respektfuld og autoritetstro over for dem, der var "finere" end én selv. Han har nok - selvom fru Just overhovedet ikke var nogen "fin, snobbet" dame, men sød og venlig, haft en dyb respekt for hendes - "herskabets" - ord, og har derfor ikke yderligere diskuteret med hende om udsmidningen af alle hendes fine, gamle ting.

Et enkelt pip eller to er han nu nok alligevel kommet med, for fru Just havde under gennemgangen af huset sagt til ham, at hvis der var nogle af tingene "Poulsen eller Ella kan anvende", så måtte han tage dem. Hun var på efternavn og "Des" med min far, men på fornavn med min mor, men det var man jo dengang omkring 1970, i dag bliver man næsten "helt forkert", hvis nogen siger "De" til én.

Så min far kørte flere vognlæs fulde af møbler og andet inventar, tøj m.v. til den afsides liggende mose og "druknede" det hele deri.
Det ligger der garanteret stadig, og vil måske engang om flere tusind år sætte grå hår i hovedet på arkæologer eller andre, der finder rester af orientalske ting på "en simpel mark" i Nordsjælland, men nogle af tingene endte altså også hjemme hos mine forældre, fru Just havde jo givet far lov at tage "hvad han kunne bruge".

Nu var det jo begrænset, hvad der kunne hjembringes til det lille hjem, som mine forældre havde, men jeg husker bl.a. et meget stort, flot spejl med en meget speciel ramme i mørkt træ, det var så bredt, at to mennesker kunne spejle sig i det samtidigt, og så højt at far desværre måtte tage "løvefødderne" af det, for at det kunne stå i deres soveværelse.

Far og mor fik også plads til et stort to-fløjet skærmbræt, der blev anvendt til opdeling af et lidt større værelse i en tilbygning til det lille hvide hus. Spejlet og skærmbrættet ved jeg ikke hvor er i dag, muligvis kasseret af mine forældre, da de nogle år senere flyttede i lejlighed.
Far fik også et gammelt engelsk standur, som jeg senere arvede. Det kunne desværre ikke gå, og jeg havde - på det tidspunkt - ikke råd til at få sat det i stand. Jeg solgte det for flere år siden på en Bruun-Rasmussen auktion og fik "lidt" for det - også efter salær!

De fik ligeledes en del gamle, engelske fajance tallerkener, dybe og flade, i frokoststørrelse. De sidste otte, 3 flade og 5 dybe, der overlevede brugen hos mine forældre, står i dag hos mig, og de flade bliver brugt næsten dagligt. Min far slog desværre en del af dem i stykker efter, han blev alene (min mor døde i 1976, min far i 1988), idet han i de sidste år af sit liv, hvor han stadig boede i egen lejlighed, kun kunne gå og stå ved hjælp af to krykkestokke på grund af meget dårlige hofter. Det var således noget besværligt for ham at dække bord, vaske op o.s.v., og der røg ofte en tallerken på gulvet sommetider med frokost-spejlæg og det hele, fordi han VILLE dække bord og spise frokost "som vi plejede, da mor levede", og han ønskede ikke hjælp udefra.

Jeg har også arvet en samling farverige ordens-bånd - 15-20 stykker - de brede, kraftige silkebånd, som bl.a. kongelige bærer tværs over brystet ved særlige lejligheder med f.eks. en orden eller andet nederst. Der er mange forskellige farver, grønne, røde, blå, hvide og nogle med en stribe i en anden farve i kanten. De fleste har en roset af stoffet nederst, dér hvor båndet er "syet sammen", og hvor f.eks. en orden skal hænge.
Disse bånd skulle efter sigende stamme fra Siam, hvor fru Just jo tilbragte en del af sin ungdom. Hvem, der har haft ret til at bære dem, ved jeg ikke.
Jeg har også nogle mærkelige store "sikkerhedsnåle" med "små ordensbånd" på - det såkaldte "sildesalat", hvor den længste er ca. 15 cm. lang. Farverne fra de brede ordensbånd går igen på flere af disse "sildesalat-sikkerhedsnåle".

Min far havde også fået en enkelt "rigtig orden". Dengang jeg arvede den, var jeg nok lidt mere "dum" - eller "modig" - end i dag. Jeg syntes det vedhængende kors med de fine filigran-snore omkring var pænt, så jeg hægtede det af båndet og bar det ved enkelte lejligheder som vedhæng i en guldhalskæde, indtil der en dag var en "venlig sjæl" - en flink og venlig mandlig kollega for resten - der diskret spurgte mig, om jeg havde ret til at gå med "den dér på dén måde!" Jeg har ikke "misbrugt" ordenen siden, jeg vidste jo faktisk godt, at det ikke var korrekt, at anvende den på den måde!


Min fars "orden"

Senere har jeg forsket lidt i, hvad det er for en orden, og det viste sig, at den faktisk ikke eksisterer! Det vil sige, "nogen" har lavet "fusk", for båndet tilhører Dannebrogsordenen, mens selve ordenen er en del af Order of the Crown of Italy, men den mangler noget midt i korset.
Ordenen skulle efter hvad jeg har fundet ud af se således ud:


Order of the Crown of Italy

Hvem der har fjernet midterstykket (det blå med ædelsten), ved jeg ikke, men jeg har stadig den "falske orden".

Far fik også nogle "elefantsmykker", som han kaldte dem. Det var nogle underlige tin-farvede plader - ca. 2 x 2 cm - med mærkelige (siamesiske?) tegn på, de var hæftet sammen med små metalringe til en slags "tæppe". De kunne godt minde om noget af den udsmykning, man sommetider ser elefanter med ned over snablen, men jeg ved ikke om det faktisk var "elefant-smykker". De ligger i dag et eller andet sted på mit loft sammen med bl.a. ordensbåndene m.m.

Min bror arvede en gammel petroleumslampe samt nogle meget, tunge firkantede glaskarafler med træ-låg. Der skulle efter sigende havde været en bakke til disse karafler, der kunne låses, så man ikke kunne skænke af karaflerne, medmindre man havde nøglen. Sikkert en foranstaltning for at butleren eller andre ikke skulle tage et nip af den fine portvin eller andet, der blev opbevaret i karaflerne! Denne bakke findes desværre ikke mere. Min bror fik også et lille, fint læderskrin, der muligvis har været anvendt til opbevaring af cigaretter. I en skotøjsæske lå en masse meget gamle breve, men dem havde musene desværre hygget sig med, så de var umulige af rekonstruere.

Fru Just smed også en del tøj ud, bl.a. fine selskabskjoler, overtøj, dragter m.m., noget af det var garanteret fra før anden verdenskrig. Noget af dette tøj tog min far også med hjem, og jeg blev tilbudt noget af det til evt. omsyning. Jeg var rimelig "fattig" dengang i 1970, men det meste var jo temmeligt gammeldags, og selvom det blev sprættet op til evt. omsyning, så var det temmeligt uanvendeligt alene på grund af stoffet.
Det var jo ikke hver dag, at en almindelig kontordame havde brug for kjoler af elegant og fint selskabskjole-stof, men jeg fik mig dog et par mere almindelige kjoler ud af noget af det. Jeg syede også en gammel og visse steder noget slidt minkpels om til en minkjakke. Det var dengang i 70'erne, hvor det igen var blevet moderne med pelskraver, sølvræve m.m., og det lykkedes mig - selvom det var noget af en udfordring - at fremstille en brun minkjakke af den gamle slidte pels. Ærmerne var dog så medtagne, at jeg blev nødt til at indkøbe brunt frakkestof i samme farve som pelsen til ærmerne.
Den BLEV faktisk "temmelig smart" - - dengang!

I nogle af skufferne i et meget stort skuffemøbel lå en del meget store, gamle bøger. "Poulsen, de skal smiDes, det er regnskabs-bøger fra mine forældres tid!"

Det var nu ikke bare regnskabsbøger alt sammen, men bl.a. også en bibel fra 1847, der havde tilhørt den barnepige, som fru Just havde haft engang først i forrige århundrede. Denne bibel står i dag i min bogreol. På titelbladet står med fin, gammeldags håndskrift "Frøken M. Nielsen til venlig Erindring. P. Friis, 30. september 1914". Hvem P. Friis var vides ikke, men frk. M. Nielsen - der blev ved med at være frøken hele livet - har tilsyneladende fået den forærende ved en eller anden lejlighed. Frk. M. Nielsen kom indtil sin død først/midt i 60'erne, hvor hun var blevet en meget gammel dame, stadig og besøgte "sit barn" (fru Just) på "Prøvelyst". Biblen indeholder en hel del silkepapirs-beskyttede sort-hvide tegninger, det fremgår desværre ikke, hvem der har tegnet dem, men stregen ligner Gustave Dorés.

Der var også en del "skrifter" på siamesisk, som jo er ulæseligt for de fleste danskere, men min far har sikkert fundet dem spændende. Sammen med disse siamesiske skrifter lå noget tekst på engelsk, der fortalte om et søslag øst for Siam (Thailand) i 1890, det var dengang i sejlskibenes tid!
Ved en forespørgsel på den thailandske ambassade er det blevet oplyst, at den engelske tekst er en oversættelse af en del af den siamesiske tekst samt, at den siamesiske tekst tilsyneladende også indeholder en beskrivelse af (nogle) af de personer, der deltog i søslaget. Disse skrifter befinder sig hos min bror.

Men det var ikke bare en gammel bibel, gamle regnskabsbøger og skrifter på siamesisk, der lå i skufferne. Der lå også en stor, gammel, tyk, håndskrevet bog indbundet i læder og med en del meget flotte, farvelagte illustrationer i. Jeg vil tro den var på et par hundrede sider, den var i hvert fald ca. 5 cm tyk.

Teksten var som sagt håndskrevet med gammel gotisk skrift, og nogle af tegninger var "frække", andre forestillede "noget med krig". Bogen blev tit hevet frem, når enten min bror eller jeg var på besøg, og vi fik genfortalt den triste historie om alle fru Justs fine ting, der "skulle smiDes", mens vi i fællesskab forsøgte at tyde de håndskrevne, gotiske bogstaver - JEG lærte det aldrig!!

Men min far, der var en meget nysgerrig sjæl, satte sig for, at han VILLE læse den bog. Det blev dog ikke til noget i det første 6-8 år efter, at han havde fået den, han gik først rigtig i gang med den efter, at min mor var død i 1976.
Det må have været et slid for "min gamle far" i en alder af ca. 75 år at lære at læse gotisk håndskrift, men det gjorde han altså, og han fandt undervejs ud af, at bogen vist var "noget særligt" samt, at den mand, der havde skrevet den stammede fra Sverige.

Om det var min fars svenske aner (hans mor var svensk "fremmedarbejder", indvandret til Danmark i 1883) eller, om det var fordi han virkelig fornemmede, at bogen var "noget særligt", ved jeg ikke, men han besluttede i hvert fald først på året 1982 - da var han næsten 80 år - at den bog skulle hverken jeg eller min bror arve, den skulle tilbage, hvor den kom fra - altså "hjem til Sverige".
Hvordan greb en "simpel" gammel bonde fra Lolland så det an?

Jo, han henvendte sig til den svenske ambassade med bogen under armen. Han ville gerne tale med ambassadøren! Nå - det var jo ikke sådan bare lige at komme ind til ham, så han blev - efter hvad han selv fortalte - sluset ind gennem en "bombedetektor-indgang", hvor han, som han sagde "næsten måtte smide bukserne" - i hvert fald livremmen - fordi spændet fik detektoren til at bippe!

Jeg husker ikke mere hvilken "rang" den herre havde, som min far kom til at tale med i første omgang, men han virkede ikke særlig interesseret i den gamle håndskrevne bog, men tog nogle fotokopier og sendte far hjem igen med bogen under armen.
Men nogen på ambassaden må have undersøgt, hvad det var for noget underligt noget en "dansk trädgårdsmästare" havde præsenteret dem for. Måske havde nogle på ambassaden forstand på de dele eller, man har måske spurgt på det Kungliga Biblioteket hjemme i Stockholm. For pludselig skete der ting.

Far, der dengang boede i Slagelse, fik pludselig besøg af en herre fra ambassaden, der meget gerne ville have bogen udleveret, så den kunne komme bag lås og slå, men det ville far ikke. Han var blevet "fornærmet" over, at han i første omgang var blevet afvist, og havde følt sig mindre godt behandlet ved sit besøg på ambassaden.
Efter en del "forhandling", hvor min fars holdning var den, at bogen SKULLE tilbage til Sverige, blev det aftalt, at far sammen med en ambassadefunktionær skulle rejse til Sverige, så han selv kunne aflevere bogen på Det Kungliga Biblioteket i Stockholm.
Og sådan blev det.

Ambassaden betalte togbillet, hotelophold og fortæring på et "fint hotel lige ved kongeslottet" og sørgede for taxa m.m. frem og tilbage til Kungliga Biblioteket.
Turen til Stockholm forgik først i maj måned 1982 og varede et par dage.
I dagens aviser dengang stod bl.a. nedenstående artikler.

En månedstid efter ekspeditionen til Stockholm, som var en stor oplevelse for min far, modtog han nedenstående skrivelse fra Kungliga Biblioteket:

TÆNK!
Hvis min far ikke havde været så "nysgerrig" - så havde den fine gamle håndskrift været tabt for evigt - druknet i en bundløs mose i Karlebo!

OG måske burde jeg en dag overveje at besøge Kungliga Biblioteket i Stockholm for at se "min Fars Bog"

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her


Til toppen af siden



"Hjem"