29. maj 1995

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Garfield fortæller:

Hvis du ikke bryder dig om, at Garfield spinder, mens du læser,
kan du få ham til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Garfield fordi - nåe ja, det har jeg altid gjort, men det vidste mor ikke, men det vil jeg fortælle om lidt senere, jeg vil lige først fortælle, hvordan jeg kom til at bo på Spurvely.

Den 27. maj 2002 tidligt om morgenen fandt jeg ind i Spurvelys have, jeg kan ikke rigtig huske hvordan jeg kom hertil eller, hvor jeg boede før, men jeg så, at der inde i haven var et lille rødt hus med halm i, og der lagde jeg mig til at sove, for jeg var både sulten og træt og havde meget ondt i den ene pote.

Inde fra det store hus så far, at jeg lå ovre i legehuset og sagde til mor, at der lå en "fremmed" mis ude i legehuset. "Nu skal jeg!" sagde hun og for ud i haven. Hun var vist lidt sur over, at jeg bare lige havde lagt mig der, for da hun kom ud, råbte hun: "Kan du SÅ gå hjem til dig selv!", men jeg vidste jo ikke rigtigt, hvor det var, og jeg havde set, at der omme på den anden side huset var en masse misser i en Misselandsby med små huse, de kunne sove i, så jeg tænkte, at her kunne man nok godt lide misser, og det lille røde legehus, var der jo ingen af de andre der brugte, så da jeg hørte hende skælde ud, blev jeg slet ikke bange, men rejste mig bare og humpede på tre poter hen til hende, satte mig lige foran hende, så op på hende med mine gule øjne og sagde "Mjaaaw!!" mens jeg holdt min dårlige pote frem, så hun kunne se den.

Mor blev pludselig helt anderledes i ansigtet. "Jamen, dog, har du dårlig pote!" sagde hun og lød slet ikke sur mere. Jeg tænkte godt nok, at det var noget underligt noget at spørge om, for det havde jeg jo lige fortalt hende, og hun kunne jo også se, at min venstre forpote var næsten dobbelt så stor som den højre. Hun ville prøve at røre den, men det ville jeg altså ikke have, så jeg humpede et par skridt tilbage og satte mig igen og kiggede på hende, og så gik hun ind i det store hus og hentede noget mad og vand og satte det over ved det lille røde hus. Det var vel nok dejligt, for jeg var både sulten og tørstig, for det er slet ikke til at fange hverken mus eller fugle med en dårlig forpote. Mor stod og kiggede lidt på mig, mens jeg spiste, og sagde, at jeg så lidt tynd ud, og så gik hun ind i huset igen. Da jeg var mæt lagde jeg mig igen til at sove i halmen.

Sådan gik der en god ugestid, hvor jeg også sommetider sov i skyggen af alle blomsterne i staudebedet, men ligeså snart jeg hørte mor i køkkenet om morgen, vågnede jeg og stak hovedet op imellem alle blomsterne, og så kom mor ud med mad og vand.

Mor spurgte alle naboerne og læste i avisen for at se, om der var nogle der savnede mig, for jeg var jo en fin, stor, rød mis, syntes hun, selvom jeg var lidt tynd og pjusket i pelsen på bagkroppen, men jeg kunne altså ikke vaske mig rigtigt der, for jeg kunne ikke støtte på den ene pote, der blev tykkere og tykkere og gjorde mere og mere ondt.
Så blev far og mor enige om, at de hellere måtte lade dyrlæge Kurt se på mig, så mor tog mig med ind i det gamle køkken og puttede mig i en missetransportkasse og kørte mig ud til Kurt. Jeg brød mig ikke så meget om den køretur, men jeg græd slet ikke. Kurt kiggede på mig både i den ene og anden ende og sagde, at jeg ellers var en pæn mis, men at jeg havde betændelse i forpoten fordi den ene af mine kløer var revet af. Han stak mig i nakken med en nål med noget medicin i, men det gjorde næsten ikke ondt, og så gav han mor nogle hvide piller, som jeg skulle spise. Han sagde også, at jeg var neutraliseret, så der skulle ikke gøres mere ved mig.

Da vi kom hjem til Spurvely igen bar mor mig op på Ullerens værelse og sagde, at nu kunne jeg bo der, indtil min pote var rask. Dyrlæge Kurt havde også sagt, at jeg havde lidt dårligt øje, så det skulle også være i orden, inden jeg kunne få lov at komme ned og hilse på de andre misser, og så skulle mor lige se, om vi kunne enes!

Mor vidste jo ikke dengang, at jeg er en meget, meget fredelig mis, jeg knurrer og hvæser aldrig efter nogle af de andre og har aldrig kløerne fremme. Missemor eller Merle kan ellers godt være lidt strenge engang imellem og rende efter mig, og mor siger sommetider, at jeg bare skal "lappe" dem én, for jeg har store poter, også selvom jeg ikke er syg mere, men jeg gider altså ikke at slås, så vel jeg hellere lægge mig op på værelset sammen med Dolly, der er så sød, så sød, eller finde et sted ude i Misselandsbyen, hygge mig på en hylde eller på første sal i Ullers Minde.

Nå, men jeg blev altså anbragt deroppe på værelset, og så lukkede mor døren efter sig, da hun gik, men hun havde sat både vand og mad, og missetoilet var der også. Hun kom op et par gange om dagen og gav mig ekstra guffe-mad, jeg kunne godt smage, at hun havde kommet medicin i, men jeg spiste det alligevel, og så kiggede hun på min hævede forpote og mit dårlige øje og sagde, at jeg snart var en fin mis.

Far og mor gik nede i stuen og snakkede om, hvad jeg nu skulle hedde. Mor foreslog "Rødmis", men det syntes far ikke var noget godt navn. Jeg tror nok, de snakkede om mange forskellige navne, og far mente bestemt, at jeg skulle hedde Garfield, men det syntes mor var for "fantasiløst" til en rød mis, men hun kunne jo heller ikke vide, at det hed jeg faktisk. Men en dag da hun kom op på værelset med mad med medicin i, lå jeg og snorksov på sengen, jeg hørte slet ikke hun kom ind på værelset, før hun sagde "Ja, ja, du ligner nu godt nok én, der hedder Garfield!" Jeg vågnede lige med det samme, da hun sagde "mit navn" og sagde "Mjaaw!", så sådan kom jeg til (stadig) at hedde Garfield. Far var godt nok dygtig, at han sådan kunne vide det, uden at jeg havde fortalt det!

Jeg lå kun oppe på værelset med lukket dør i 3-4 dage. sommetider kunne jeg godt høre, at de andre misser var ude på den anden side døren, hvis de løb med mor ovenpå, men hun var sikker på, at de - eller jeg - ikke kunne lukke døren op, for den binder en lille smule. Så en dag, da Prik var løbet med ovenpå, men ikke var gået med mor ned igen, lod hun bare døren stå åben fra gangen og ind til stuen, og så gik hun ud i køkkenet for at lave noget. Hun var helt sikker på, at når Prik hørte, hun tog fisk frem fra køleskabet, så ville han komme styrtende ned, og jeg ville stadig ligge oppe på værelset bag en lukket dør. Men der tog hun fejl.

Prik og jeg havde nemlig siddet og snakket lidt gennem den lukkede dør, og så skubbede Prik til døren, så den gik op, og så gik jeg med ham ned i køkkenet, hvor mor stod og var ved at lave mad. Jeg stod bare lige pludselig bag ved hende sammen med Prik, og nu var jeg jo kommet ned i huset, sagde mor, så måtte vi se, hvordan det gik. Men der blev slet ingen ballade for som sagt, jeg gider ikke at skændes.
Da mor så mig stå der midt på køkkengulvet lagde hun mærke til, at der var lidt "grums" i mit øje. Det plejede hun at tørre væk, når hun kom op på værelset, men nu sagde hun: "Garfield, kom lige og få tørret øjet!" og så kom jeg selvfølgelig og stillede mig foran hende, så hun kunne tørre mit øje.

Her er altså så dejligt at bo, for jeg må sove næsten lige hvor jeg vil, på det bløde missetæppe på sofaen eller i en af missesengene. Om natten sover jeg næsten altid i missetransportkassen for den glemte mor at stille på plads, sidst hun brugte den, så nu står den i stuen ved siden af gyngestolen, og mor nænner ikke at stille den væk, fordi jeg så gerne vil sove i den.

Jeg må også gerne hoppe op på køkkenbordet for at komme op i vindueskarmen og sidde og kigge ud på fuglene ude på madbordet. Den første gang mor så mig på køkkenbordet, blev jeg altså meget bange, for jeg tror nok, at det måtte jeg slet slet ikke der, hvor jeg havde boet før. Jeg prøvede at gøre mig så lille så lille og gemme mig bag ved kaffemaskinen, men mor grinede bare og sagde, at her måtte man godt gå på køkkenbordet, så nu er jeg ikke bange for at hoppe derop mere.
Alle de andre misser hopper også derop for at se på fuglene udenfor, og selvom mor har noget menneskemad liggende på en tallerken i en plasticpose, så er der aldrig nogen af os, der har prøvet af stjæle det, men det er heller ikke nødvendigt, for her er altid masser af dejlig missemad hele tiden.

Jeg kan også vældig godt lide at være ude i Misselandsbyen, og jeg har afprøvet alle hylderne og husene og flamencokasserne, men jeg kan bedst lide at ligge i lejligheden på første sal i Ullers Minde.

Jeg har også fået en rigtig snakke-veninde. Det er naboens sorte schæferhund, Sussie. Når hun går tur med manden, kommer hun næsten altid ind i haven og hilser på mig, og så sidder vi og "nusser næser" gennem hegnet. De andre misser styrter ind i huset, når Sussie kommer, men hun er jo ikke den dumme sorte hund oppe fra gården, men bare Sussie. Jeg elsker, hvis der kommer gæster, men det er ikke dem alle sammen, der synes jeg er sød, heller ikke selvom jeg prøver at gnide mig op af deres ben for at vise, jeg godt kan li' dem. Den eneste gæst jeg ikke kan lide er skorstensfejeren, han vil nu ellers gerne snakke med mig, men han kommer med sådan en kæmpestor støvsuger, meget større end mors, og støvsugere kan jeg altså ikke fordrage, så lige så snart jeg ser ham, er jeg smuttet ud i Misselandsbyen eller op på værelset.

Mor siger, at jeg et forfærdeligt "snakke-hoved". Det kan da godt være, men man er da nødt til at svare, når der bliver talt til én. Jeg kan både sige "Mjaaaee!" eller "Mjneeej!", når hun spørger om jeg vil udenfor eller ovenpå. Jeg kan også sagtens forklare hende, hvis der er noget jeg er utilfreds med, og sommetider sender hun mig op efter far om morgenen, hvis han ikke lige har hørt, at nu er morgenkaffen færdig, og så siger mor, at jeg er en meget klog kat, og jeg blev også næsten interviewet af den journalist, der var her engang for at tale med mor om hendes bog og alle os misser, mit billede kom i hvert fald i avisen - sammen med mor og Prik.

Jo, her er dejligt på Spurvely, det var vel nok godt, jeg kom til at bo her.

Mange snakkende missehilsner fra Garfield

© Garfield

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"