3. maj 1997

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Gråmis fortæller:

Hvis du ikke bryder dig om, at Gråmis spinder, mens du læser,
kan du få ham til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Gråmis - eller Gråmmer - eller Grådyr - eller Gråmse - eller hvad mor nu kan finde på at kalde mig - jeg ved, det er mig hun mener, uanset hvilket navn hun bruger !

Jeg blev født nede i stakladen den 3. maj 1997. Jeg tror nok, at mor var lidt utilfreds med, at Missemor sådan havde været løs på tråden, for hun vidste ikke rigtigt, om hun ville have flere misser. Hun havde jo Pussi og Missemor, og så havde hun haft en hel masse, der alle sammen var blevet kørt over eller var blevet væk i løbet af de første år, hun og far boede her.

Der var Panterbarnet, Gråstribe-mis, Stefan og Stella, de to sidste forsvandt bare, Gråstribe-mis blev kørt over af en mand fra København, der besøgte os engang, og Panterbarnet blev kørt over af en stor traktor med roevogne bagefter.

Det var mor meget ked af det, for Panterbarnet var en meget flot sort mis, men manden, der kørte ham over, blev også ked af det, men han kunne altså ikke gøre for det, for Panterbarnet løb lige ud foran traktoren!

Mor havde også en anden helt sort drenge-mis, der hed Panteren. Den var meget stor og flot, og den passede de fire misse-unger: Panterbarnet, Gråstribe-mis, Stella og Stefan, for deres mor, som blev kaldt Missemor-oppe-fra-gården, for hun havde bare lagt sine misse-unger nede i stakladen ved siden af alt brændet, da de var ca. 2-3 måneder. En dag var Missemor-oppe-fra-gården her ikke mere, men så kom Panteren, en stor sort hankat, og han passede de fire misse-unger, som om han var deres missemor.

Han kom ned til køkkendøren med dem, når mor havde sat mad ud, men spiste ikke noget selv, før alle fire misse-unger var færdige! Der var også engang, hvor far havde parkeret bilen lige foran køkkendøren, fordi der var kommet en hel masse brænde ovre i garagen, og det var ikke stablet på plads endnu. Så kom Panteren med de fire misse-unger og skulle have mad, men den ene misse-unge ville meget hellere lege med udstødningsrøret på bilen, for det var så spændende med det sorte hul, men så sagde Panteren en underlig lyd og straks var misse-ungen henne ved madskålen og spiste. Mor grinede lidt, men hun er sikker på, at Panteren skældte ud og sagde: "Kan du så komme hen og spise din mad!"

Kort tid efter at de fire misse-unger og Panteren var blevet væk, var der igen en eller anden missemor, der havde afleveret misse-unger i stakladen. Denne gang var det to kulsorte fuldstændig ens misse-unger. Mor kunne ikke engang kende forskel på dem, når hun så deres ansigt. De var meget bange og ville slet ikke snakkes med, men ville gerne have mad og bo i stakladen, og det fik de så lov til, men hver gang mor eller far prøvede at komme til at snakke med dem, gemte de sig bag alt brændet, derfor døbte far dem Angst og Bange.

Angst og Bange blev også kørt over, mor ved ikke, hvem der blev kørt over først, for de var jo ikke til at se forskel på, men den ene lå bare en dag i rabatten og var død, og den anden kom en dame ind og fortalte, at hun desværre var kommet til at køre over. Hun var meget ulykkelig og var lige ved at græde, så det var lige før, at mor måtte trøste hende.

Den næste mis, som far og mor mistede, inden jeg kom til verden sammen med mine to søskende, var Larsen.

Det var faktisk vores genbos kat, men så begyndte genboen med byggerod. De skulle bygge en fin ny garage, og det gad Larsen altså ikke, så han flyttede over til os. Mor sagde til genboen, at hendes mis var ovre hos os, men det gjorde ikke noget, sagde hun.

Mor gik og snakkede meget med Larsen, og han svarede altid, når hun sagde noget til ham, men så begyndte han pludselig at blive tykkere og tykkere. Genboen havde sagt, at han var en kasteret hankat, men han så forkert ud bagi syntes mor, der ikke var helt sikker på, om han var en dreng eller pige. Det var - fandt mor senere ud af - fordi den dyrlæge, der havde kasteret ham, ikke havde ladet de to små skindposer blive siddende på Larsens numse - sådan som de gør hos mig og min broder - og så var det svært at se, at om han var en dreng eller pige. Mor spurgte genboen, om hun var sikker på, at han var en hankat. Det var hun. Hmm! Mor tænkte jo lidt over det, for Larsen blev som sagt tykkere og tykkere, så han lignede en gravid mis.

Så en dag, da mor lukker køkkendøren op, ser hun, at Larsen ligger midt i indkørslen og kigger så underligt på hende. "Jamen Larsen dog, ligger du der?", siger hun og går hen til ham, og så ser hun, at han var helt levende bagi, der var en masse orm eller maddiker, der kravlede ud af ham.

Mor blev altså meget ulykkelig, og i dag er hun stadig ked af, at hun ikke vidste, at han blev tykkere og tykkere, fordi han havde orm, for så havde hun købt noget medicin til ham, men det fandt hun først ud af bagefter, da hun købte nogle bøger om misser og begyndte at læse om, hvad misser kan fejle.

Da Larsen så mor, mjavede han ligeså stille, og så meget ulykkelig ud. Mor skyndte sig ind til far og sagde, at de blev nødt til at ringe til en mand, de kendte, der var havde forstand på misser. Manden kom og kiggede på Larsen, men så sagde han, at det var synd for Larsen, og at han var så syg, at det kunne der ikke gøres noget ved, og så sørgede manden for, at stakkels, søde, gamle Larsen blev aflivet på en human måde!

Det var mor og far selvfølgelig glade for - altså ikke at Larsen var død, men at han nu ikke skulle lide mere, men de har så tit snakket om, at det var synd, at de ikke havde købt bøger om misser noget før, for så havde Larsen måske været levende i dag, selvom genboen sagde, at han allerede dengang i 1996, da han døde, var en gammel mis.

Så far og mor havde tit været kede af det, fordi deres misser døde eller blev væk, så de vidste ikke rigtigt, hvad de ville gøre ved Missemors misse-unger - altså mig og mine to søskende, og jeg tror faktisk, at mor var lige ved at tænke, at vi skulle aflives, men det blev vi heldigvis ikke, og det er vi - men vist allermest mor - meget, meget glade for, for jeg er hendes allerbedste Gråmse-mis, siger hun, og jeg elsker også hende højt.

Da Missemor skulle have os, begyndte hun at vandre hvileløs rundt ind og ud af køkkenet og vidste ikke rigtig, hvor hun ville være. Det lagde mor mærke til, så hun tog en stor papkasse med en masse tæpper og gamle lagner og satte den ned i stakladen og lukkede Missemor inde dernede, for så vidste hun, hvor Missemor var. Far og mor skulle nemlig til fødselsdag hos en mand nede i Kragenæs, og mor ville være sikker på, at hun vidste, hvor Missemor fik sine misse-unger. Lige inden de kørte, gik mor ned med mad og vand, og da havde Missemor allerede fået mig, jeg lå fin, varm, blød og renvasket i kassen, og Missemor var ved at få Bølle-pige, min søster. Den ene af hendes små hvide poter stak allerede ud af Missemor.

Hvis mor havde tænkt på, at vi skulle aflives, så var den tanke i hvert fald fuldstændig væk, da hun tog mig op, og jeg miwede ligeså stille og krattede hende en lille bitte smule med mine små skarpe kløer, og så lignede jeg jo Gamle Gråmis - Hvæseren, og ham havde mor holdt meget af.

I dag er jeg mors yndlingsmis - tror jeg nok - og jeg vil helst vide, hvor hun er. Sommetider sidder hun bare og skriver på den dumme computer, så hun næsten helt glemmer mig, men jeg gider altså ikke tisse på et snavset misse-toilet, som nogle af de andre lige har brugt, så hvis mor ikke lige har lagt mærke til, at nu trænger misse-toilettet til at renses, så henter jeg hende inde ved computeren. Jeg mjaver bare til hun ikke kan holde ud at høre på mig mere, og hvis det ikke hjælper, så sætter jeg kløerne i hendes lår - ikke sådan rigtigt hårdt, men bare en lille smule.

Så lægger hun nemlig mærke til mig og følger efter mig ud til misse-toilettet, og jeg så viser jeg hende, at det er snavset, og så renser hun det lige med det samme. Det samme gør jeg, hvis min madskål er tom, fordi de andre har spist det alt sammen, og så får jeg Gråmisse-mad - mums - eller måske rå fladfisk, som mor piller benene ud af, det er sager, navnlig hvis jeg kan få lov til at få rognen eller mælken fra fisken for mig selv, men Missemor og nogle af de andre kommer også rendende, når de hører, at mor begynder at ordne fisken, og hun siger, at vi skal dele pænt, selvom jeg ved, at jeg næsten altid får det største stykke rogn!

Mor siger, at jeg er en meget følsom mis, men jeg tror også nok, at jeg er lidt det, hun kalder en Russian Blue, jeg ved ikke rigtigt, om det er finere end bare at være mig, men det er også lige meget, men sådan nogle misser skulle være meget følsomme har mor læst!

Men det vigtigste er, at mor elsker mig, uanset om jeg er fin eller ej. Hun siger sommetider, at jeg er en sølvpote-mis, det er mest, når jeg ligger på hendes skød, når hun sidder i lænestolen og ser fjernsyn eller læser. Det kan ellers sommetider være svært at få plads, for Missemor eller Merle vil også være der, så mor næsten hverken kan læse eller se fjernsyn, men jeg kan tydeligt mærke, hvis hun er ved at blive sur over, at vi ligger så mange hos hende, og så hopper jeg over i Moster-sofaen eller ned i min misseseng.

For nogle år siden, da mor havde meget ondt i sit ene bagben, hun havde fået noget hun kaldte iskias, da føltes hun også helt forkert. Sommetider gik hun bare fra køkkenet ind igennem stuen, ud i mellemgangen og gennem badeværelset og ud til den gule gang, der fører ind til fars kontor, derfra vandrede hun helt ind på sit eget kontor, men hun satte sig ikke ved computeren, men vandrede tilbage igen, mens hun hele tiden føltes helt forkert, jeg kunne tydelig mærke, at hun havde det dårligt, og det kunne jeg altså ikke lide, så jeg gik med hende frem og tilbage og mjavede for at fortælle, at jeg var så ked af, at hun havde det dårligt, og jeg er sikker på, at hun forstod hvad jeg sagde.

Mor forstod mig nemlig også dengang, jeg havde meget ondt i maven, jeg skulle tisse hele tiden, men kunne slet ikke. Så ringede mor til dyrlæge Kurt, der sagde, at vi skulle komme ud til ham med det samme, men jeg havde så ondt i maven, at jeg græd hele vejen derud, men heldigvis kunne Kurt hjælpe mig. Han sagde, at jeg nok havde nyresten, og så satte en lillebitte plasticslange op i min tissemand.

Ja, altså, jeg kan ikke rigtig huske det, for jeg sov, mens han gjorde det, men bagefter, da vi kom hjem, var det rigtig væmmeligt med den dumme plasticslange, der var syet fast til min numse. Jeg prøvede flere gange selv at bide den væk, men Kurt havde fortalt mor, hvad hun skulle gøre, for at få den væk. Hun prøvede også et par gange, men det gjorde altså rigtig ondt, så jeg blev sur og rev hende på hånden, men så kom far og holdt mig fast i et stor håndklæde, mens mor klippede trådene over og trak plasticslange ud, åhh, hvor var det dejligt bagefter. Og så havde Kurt også sagt, at jeg skulle have noget specielt misse-mad, så jeg ikke fik ondt i maven mere, og det får jeg så, det vil sige, det gør alle de andre også, men så får de jo heldigvis heller ikke ondt i maven.

Dyrlæge Kurt kommer en gang om året og hilser på os alle sammen, og han sagde sidste gang han var her, at vi alle sammen er nogle meget fine velplejede misser, men at jeg ligner en rigtig sabelkat med de lange hjørnetænder jeg har. Jeg bryder mig altså ikke så meget om fremmede mennesker, og hvis der kommer gæster, plejer jeg gerne at løbe ind på mors kontor og lægge mig på hendes stol, men Kurt VIL hilse på mig og rode mig i ørerne og kigge på mine tænder, men han er nu meget flink alligevel, for han hjalp mig jo, da jeg havde så ondt i maven. Og nu er mor begyndt at kalde mig for sin egen lille sabelmis!

Jeg elsker at bo her på Spurvely, her er nemlig også mus, og en aften, hvor mor ikke kunne finde mig, inden hun skulle i seng og sove, havde jeg sat mig til at vente på, at den dumme mus, der havde gemt sig bag alle bøgerne bag døren nede i hjørnet af stuen, skulle komme frem. Til sidst fandt mor mig, og så flyttede hun alle bøgerne på den nederste hylde, og så fangede jeg bare lige musen, men jeg vil altså ikke dele med de andre, så jeg måtte lige knurre lidt, så de kunne forstå, at musen var min !

Spurvely er det bedste sted i hele verden, for her er dejlig mad, mennesker, der elsker mig og siger, jeg er et dejligt Grå-dyr og masser af hyggelige steder at sove, og om sommeren, når det er varmt, er det dejligt at være ude i Misselandsbyen, hvor jeg selv kan bestemme om jeg vil ligge i græsset eller på en hylde eller inde i et af husene, som mor har bygget, men når det regner eller er koldt, så vil jeg altså helst være inde hos mor.

Bløde kærlige missehilsner fra Gråmis

© Gråmis

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"