Højdeskræk og fåremøg.....

side 1

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Twinpeak",
 mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

For en del år siden holdt jeg mange af mine ferier i Nordnorge nærmere betegnet i Fauske, der ligger i bunden af den smukke Skjerstadfjord, en forlængelse af Saltfjorden ude ved Bodø. Der er ca. 60 km fra Fauske til Bodø og ca. 30 km fra Fauske og til den svenske grænse (luftlinie).
Dengang var jeg stadig aktiv radioamatør, og det var min daværende mand også, og vi havde altid diverse amatørradioudstyr (radioer, antenner m.m.) med på ferie, som vi installerede på de campingpladser, vi boede på. Vi fik efterhånden en næsten fast rute op gennem Norge, hvor vi vidste, det var muligt, at opstillede bl.a. den mobile HF-antenne uden at genere de andre beboere på campingpladsen.

Et af de første år vi holdt ferie i Norge, var vi endt på en campingplads i Midtnorge, hvorfra vi fik kortbølgekontakt til en gammel norsk radioamatør LA2IA, Arnold Brembo i Fauske. Han blev årsagen til, at alle vore ferie derefter gik til Fauske. Han sluttede nemlig QSOen (radioforbindelsen) med at sige: "I kan da lige komme forbi til en tår kaffe!" At turen til kaffen var en lang heldagstur på mange hundrede kilometer, gik først op for os, da vi havde sagt jatak og skulle til at finde Fauske på kortet!
Vi følte os imidlertid så godt tilpas dér ca. 100 km nord for Polarcirklen, at vi gentog turen i flere år, og vi fik efterhånden en del venner, som vi besøgte, når vi var der, bl.a. Mai-Briit og Terje (LA2OZ og LA7OY). De delte - udover at være radioamatører - også min interesse for geologi og "fine sten", og det er der jo masser af i Nordnorge.

Jeg plejede at tage flintesten med som byttemateriale, for flint findes ikke deroppe, og med en ganske almindelig flintesten kunne man bytte sig til næsten hvad som helst.
Et år havde jeg fundet et meget stort stykke markflint i en jordbunke ude i Vassingerød, hvor man var ved at bygge en ny fabrik. Flintestykket lignede, når man så den fra en bestemt vinkel, en liggende, hvid puddelhund. "Puddelhunden", der vejede temmelig meget, blev på turen til Fauske anbragt inderst i bagagerummet lige over baghjulene. Den forærede jeg til Mai-Britt og Terje, der anbragte "hunden" fin og nyvasket og i den rigtige vinkel - så man kunne se det var en "hund" - på fliserne foran brændeovnen i deres stue. Jeg overdrev nok lidt, da jeg fortalte dem om mit "besvær" med først at transportere "hunden" fra marken ved Vassingerød til mit hjem i Nordsjælland og derefter den lange vej til Fauske, så Mai-Britt og Terje ville gerne forære mig noget helt særligt til gengæld!

Terje havde været ansat ved militæret og kendte derfor en masse "listige steder" ude i naturen, hvor der var spændende sten og særlige geologiske forekomster, og han spurgte, om jeg var interesseret i at komme ud og hente granater i fjeldet - altså ikke militærets - men en slags ædelsten! Han viste mig nogle store eksemplarer, som han havde hentet et "listigt sted" - som han udtrykte det - granaterne stadig sad i klippematerialet, d.v.s. i glimmerskifer.

Ja MON ikke jeg var!

Jamen så var det på med "sportstøjet", for så skulle vi til vejrs ude på en fjeldbondes mark lidt nordøst for Fauske. Derude havde Terje fået lov at hente alle de granater han kunne bære derfra. Der måtte ikke medbringes transportmidler på hjul eller lignende, og der måtte heller ikke medbringes sprængmateriale for at få granaterne fri af fjeldet, man måtte kun bruge en hammer!
Jeg undrede mig lidt over det med sprængmateriale, men fik fortalt, at der var mange granater ude på den mark - nærmest et helt bjerg - og det havde nogle tyske turister for år tilbage opsnuset, så de var mødt op med diverse "knaldperler", for at få så store stykker med hjem som muligt, samt rygsække og mindre transportvogne til at transportere det væk i, og det ville bonden altså ikke have, men man måtte tage det, man kunne bære derfra.
Bagefter - da jeg havde været derude - spekulerede jeg meget på, hvordan i alverden de tyske turister havde fået transportvogne m.m. med derud, nå - men det lød jo forjættende med de granater, så jeg sagde selvfølgelig jatak til tilbuddet.

Terje tog sin geologhammer og et par indkøbsposer til at transportere byttet hjem i, og jeg iførte mig gummistøvler, et par lange bukser og en næsten ny vindjakke, og så kørte vi ud til marken - nåe - ja - mark og mark, det er nok for meget sagt for, for én fra det flade Lolland, lignede marken nærmest et bjerglandskab!
Marken lå for enden af en "vej" (hjulspor), der endte ca. en halv kilometer bag bondens ejendom. Der parkerede vi bilen, og så skulle vi bare gå "et lille stykke", så var vi ude ved granaterne.

Javel!

Til venstre for enden af hjulsporet var der ganske vist en græsmark, men den blev temmelig hurtigt til et mindre bjerg, d.v.s. det var en meget stejl græsmark! Til højre for marken var der en del bevoksning, mindre træer - ca. 2 meter høje - og forskellige småbuske. En smal sti langs marken, der var indhegnet med fårehegn, førte temmelig stejlt opad.

"Vi skal bare lige derover bagved," sagde Terje og pegede på "bjerget" og begyndte opstigningen ad stien. Jeg fulgte naturligvis efter. Der var granater forude!

Da vi havde gået et par hundrede meter, tyndede bevoksningen til højre, som vi ved begyndelsen af stien ikke kunne se ud over, pludselig ud og blev lavere og lavere, men det bemærkede jeg ikke i første omgang, jeg fulgte bare efter Terje, indtil det gik op for mig, at bevoksningen "forsvandt nedad", og at jeg pludselig befandt mig gående/stående på en meget smal sti - ca. en halv meter bred - med et fårehegn, der nåede mig til armhulerne på min venstre side og en stejl næsten lodret skråning på min højre side, og først langt, langt nede var der igen bevoksning.
Jeg blev stiv som en støtte og stod bomstille. Terje sagde vistnok "Kom nu," men jeg insisterede på at få at vide, om resten af stien var ligeså. Joe, blev der svaret, men der er "kun" 2-300 meter endnu, så kommer vi op, hvor der er plant, og det er deroppe, der er taget hul på "granat-bjerget"!

NEJ!! JEG GØR DET IKKE!

Jeg var stiv af skræk!
Terje prøvede på at overtale mig til at gå videre.

NEJ!!!

Så foreslog han, at jeg kunne kravle over fårehegnet og gå inde på marken og kravle tilbage igen, når vi kom op, det måtte man ellers ikke for bonden, men når nu vi var kommet så langt, så turde Terje godt tage ansvaret for, at vi - det vil sige jeg - gik inde i bondens fårefold - og fårene sladrede jo nok ikke!
Det prøvede jeg så, men jeg kunne ikke komme over, hegnet nåede jo til mine armhuler, og da jeg prøvede at bruge de store firkantede trådmasker som trappetrin, vaklede hele hegnet, og jeg kom til at se ned til højre og blev - om muligt - endnu mere stiv af skræk!

Men jeg KOM op til granaterne!

Tjerne den flinke, sindige nord-nordmand kom tilbage til mig på stien, han var høj - ca. 20-30 cm. højere end jeg, og så stillede han sig med armene "omkring" mig, d.v.s. han holdt fast med begge hænder i hegnet, medens jeg stod imellem hans arme tæt op af hegnet.
"Ned på maven og kravl UNDER!" kommanderede han ("gamle soldat"!)

Hegnet nåede på grund af terrænet ikke helt ned til jorden, der var vel ca. 20 cm luft forneden og tro det eller ej, det lykkedes mig at MASE mig under hegnet og ind til fårene, der ikke var i nærheden lige på det tidspunkt, men det havde de været, for jeg var smurt ind i fåremøg fra øverst til nederst, da jeg kom ud på den anden side.
Terje gik bare videre på den "rigtige" side af hegnet, mens jeg "legede får" - og lugtede som et - inde bag hegnet!

Vi nåede op, vi fik banket en masse granater løs både med og uden glimmerskifer, og vi nåede ned til bilen igen. Terje gik på stien, jeg på marken!
Han var godt nok ikke meget for at lade mig komme med hjem i bilen i hvert fald ikke før, jeg havde lagt min jakke om i bagagerummet, hvor "rovet" også blev anbragt, den var temmelig snavset og LUGTEDE! Buskerne, der også havde fået en noget ram lugt, bad han mig dog ikke om at smide!

Min næsten nye jakke blev aldrig til jakke igen, det var en lys vindjakke, lugten forsvandt ganske vist, men fåremøg - i hvert fald det nordnorske - indeholder tilsyneladende et særligt farvestof, der ikke kan vaskes af!
Bukserne mistede også lugten, men blev derefter kun brugt som havebukser, men både bukser og jakke er forlængst smidt ud!

Her er lidt af "rovet":

Desværre var jeg, dengang jeg fotograferede billedet, ikke fremsynet nok til at lægge en linial ved siden af, så man kan se størrelsesforholdet, men den store flade klump til højre er ca. 10 x 20 cm, det fortæller lidt om størrelsesforholdet på granaterne. Den løse, der ligger i forgrunden, er en "dobbeltgranat", d.v.s. to "granatkrystaller", der er vokset sammen. Granater - eller almandin - er jern-aluminium-silikat. Meget smukke og "rene" eksemplarer bruges som smykkesten.

Efter denne "vellykkede" ekspedition i det høje nord tilbød Terje mig endnu en ekspedition denne gang til en hule øst for Fauske med indgang lige efter en af tunnelerne på vejen ud til Sulitjelma. Det var ikke så skræmmende, syntes jeg, men alligevel underligt, at kravle rundt inde under 5-800 meter fjeld! Jeg blev iført et sæt orangefarvet alt for stort minearbejdertøj (lånt fra kobberminen i Sulitjelma, hvor Terje havde en bekendt, som også var med på turen), samt en minearbejderhjelm med pandelys. Jeg var yderst sexet, sagde de grinende, og så kravlede vi ind i hulen, hvorfra jeg bl.a. hjembragte nedenstående.

Kvaliteten af billedet er ikke så godt (formindsket), men det nederste er grundfjeld, ovenpå er der aflejret kalcittkrystaller - det er takkerne - og på kalcitten er der "kloritstøv", sortgrønt støv, der nærmest ligner stødt melis, men som sidder fast på kalcitten.
Det var imponerende at se næsten hele hulens vægge oversået med den slags formationer, der glitrede og glimtede i skæret fra vores pandelamper!

Jo, Fauske er et meget spændende sted geologisk set.

Læs mere

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her


Til toppen af siden



"Hjem"