23. juni 2004


Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Lotte fortæller:

Hvis du ikke bryder dig om, at Lotte spinder, mens du læser,
kan du få hende til at tie stille nederst på siden

Hej!
Jeg hedder Lotte og er bare en teenager på næsten fem måneder.
Jeg hedder Lotte, fordi jeg "vandt i lotte-riet", dengang far skulle vælge en af Mor Lines syv nyfødte killinger. Heldigt det blev mig, der blev valgt, selvom far helst ville ha' beholdt os alle syv - men "Ih! Du go'este" sagde mor - DET kan altså ikke lade sig gøre - og så blev altså kun mig, der blev tilbage!
Jeg har hørt noget om, at mine søskende blev "overgivet" til dyrlægen og Dyrenes Beskyttelse, og DET lyder jo godt nok, for dér passer de sikkert godt på dyr - - -

Jeg blev født ovre i garagen midt i alle stenene, men jeg har hørt, at mor kom med en kasse til mig og Mor Line, så vi ikke skulle ligge dér på den bare jord!
Bagefter flyttede mor os op på loftet nede i stakladen, og der boede jeg så sammen med Mor Line til jeg var to-og-en-halv måned gammel. Jeg kan ikke huske så meget af den første tid, for der sov jeg mest og drak mælk og blev passet på og vasket i både den ene og den anden ende.

Da jeg var blevet ca. en måned, var jeg blevet lidt mere livlig og rendte rundt oppe på stakladeloftet for at undersøge det hele. Der var så mange spændende ting, kasser jeg kunne gemme mig bag og en masse brædder jeg kunne kravle op på. Brædderne lå i en pæn stak, da jeg begyndte at bruge dem som klatretræ, men en dag væltede hele stakken ud over gulvet, så mor næsten ikke kunne komme hen til vores kasse, da hun kom på besøg med mad og vand, men så lagde hun dem bare i en flad bunke, så jeg stadig kunne bruge dem til at klatre i, men uden at de væltede.
Jeg var et par gange henne og kigge ned af trappen, som Mor Line gik ned af en gang imellem, men den turde jeg slet ikke kravle ned af i begyndelsen, der var så langt ned, at jeg næsten ikke kunne se, hvor den endte.

Jeg skulle jo undersøge det alt sammen deroppe på stakladeloftet også helt ude under taget, og der var det lige ved at gå galt en dag.
Jeg var kravlet om bag en kasse, der stod helt ude under taget, og den var meget, meget tung. Nogle af kasserne kunne jeg godt flytte et lille stykke, når jeg skubbede til dem, for der var ingenting i, men denne var fyldt med små fliser, der fuldstændig ligner dem - det har jeg set, efter at jeg er kommet ind i huset - der er på gulvet i vores badeværelse.

Det var søndag den 25. juli og det regnede meget, men det var fuglene, der boede udenfor stakladen, ligelade med, for de sad og roede i de gamle blade og grannåle, der var faldet ned i tagrenden for at se, om der var biller eller andre dyr, de kunne spise. Jeg havde tit hørt fuglene trampe rundt oppe på taget, men nu sad de lige der udenfor, kunne jeg høre. Jeg kunne også se lidt ud, for der hvor taget går helt ned til gulvet, er der en smal revne, som man kunne se ud af, hvis man var en lille mis som mig.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, men jeg tror nok jeg prøvede at komme til at snakke med fuglene, for det kunne jo være de ville lege, men pludselig faldt jeg dybt, dybt ned og landede på græsplænen lige udenfor stakladen. Jeg blev meget bange og mjawede og mjawede højt om hjælp, for jeg vidste slet ikke, hvor jeg var, og det regnede meget og var koldt og væmmeligt.
Mor Line hørte mig råbe om hjælp, så hun skyndte sig ned af trappen og hoppede op i vinduet for at se, hvor jeg var, men hun kunne ikke få øje på mig, hun kunne kun høre, at jeg gik rundt udenfor og græd!

Jeg ved ikke hvor længe, jeg gik der i regnen og græd, jeg syntes det var længe, men det kan godt være, det kun var et øjeblik. Mor gik imidlertid inde i køkkenet og så, at Mor Line sad i vindueskarmen nede i stakladen og kiggede efter "et-eller-andet" og så "forkert" ud, og da mor ville se, hvad det var Mor Line kiggede efter, fik hun øje på mig, der vaklede rundt på fliserne midt i al regnvejret lige foran stakladeporten.

Mor kom farende ned til mig, så jeg blev så forskrækket, at jeg lagde mig på ryggen og viste hende, at jeg altså havde kløer på alle fire poter, mens jeg prøvede at hvæse, men hun tog mig bare op og puttede mig ind under sin jakke, mens hun låste stakladeporten op, så jeg kunne komme jeg ind til Mor Line igen. Ih, hvor var det altså dejligt!
Mor Line så godt nok lidt surt på mor, men da mor så hentede vores kasser ned oppe fra loftet og satte dem på gulvet med mad, vand og vores missetoilet ved siden af, var Mor Line ikke sur mere, men lagde sig i kassen sammen med mig og vaskede mig. Jeg puttede mig ind til hende og drak en masse mælk, og bagefter var jeg helt tør og varm på pelsen og dejlig mæt og faldt i søvn!

"Stakkels Lille Mis!" sagde mor, "det var da godt jeg så dig, ellers var du måske død!" Jeg ved ikke, hvad det vil sige at være det, men jeg var meget glad for, at hun kom og bar mig ind til Mor Line igen.

Da jeg var kommet mig lidt oven på den forskrækkelse, fandt jeg ud af, at der også var masser af spændende steder nede i selve stakladen, havetraktorens sæde, hvor jeg rigtig kunne gemme mig bag det lille ryglæn, den lille røde sækkevogn, som jeg kunne lege titte-bøh bagved - nåe - ja - den var måske ikke så nem at gemme sig bag ved, men jeg prøvede i hvert fald! Der lå også alle hynderne til havestolene og "Farbror Pouls havestole", som Mor Line og jeg fik lov til at låne, mens vi boede der, og så den STORE stak brænde, der lå i den ene side af stakladen, den var altså også spændende, men da mor nogle dage senere så, at jeg prøvede at kravle IND under al brændet, skyndte hun sig at hænge en stor presenning hen over, så jeg slet ikke kunne komme derind. Hun sagde, at hun ikke "gad" flytte 20 rummeter brænde for at finde mig igen, hvis jeg blev væk under brændet!
Nå - skidt med det, der var masser af andre ting jeg kunne udforske dernede i stakladen.

Mennesker er nu lidt irriterende og dumme engang imellem, for sommetider flyttede mor alle de ting, jeg syntes det var allermest sjov at lege i, hun sagde godt nok, at det var fordi jeg ikke skulle komme til skade, hvis jeg væltede noget af det eller slog noget i stykker. Nogle af tingede flyttede hun endda ud i carporten, men pyt - så blev der jo mere plads på gulvet til mig at lege på.
Mor kom også med nogle små bolde og "mus" og andet misse-legetøj, og det var så sjovt at se hende krave rundt på gulvet for at "fange" tingene inde under havetraktoren eller andre steder, hvor "musene" havde gemt sig, når jeg legede med dem! Næste gang hun kom, havde jeg selvfølgelig "jaget" dem derind igen, for mor skulle jo også have noget at lege med - ikke ??

En dag kom mor og puttede Mor Line ind i en kasse, som jeg ellers havde leget i, og gik med både hende og kassen. Bagefter hentede mor mig og bar mig ind i huset og op på et værelse ovenpå. Der gik lidt tid inden Mor Line også kom ind i huset og op på værelset, men da Mor Line kom, var hun blevet lidt underlig, hun gad slet ikke lege med mig de første par dage, og mælk måtte jeg heller ikke få mere, men jeg kunne selvfølgelig godt se, at hun havde et stort sår på maven, det har nok gjort ondt, for der var slet ikke noget pels på et stort stykke af hendes maveskind. Jeg prøvede at trøste hende så godt jeg kunne, og lagde mig forsigtigt ved siden af hende, hver gang vi skulle sove.

Da vi, efter at have boet oppe på værelset i en uges tid, kom ned i hele huset til de andre misser, var jeg ikke særlig modig, men det var de nu heller ikke. Garfield var nærmest bange for mig i starten, og han er ellers en stor mis med meget store poter, men nu leger vi meget sammen og kan næsten vælte hele huset - siger mor - og så kigger hun undersøgende på Garfields "opførsel", for hun VED ikke rigtig, om han er en "rigtig" hankat eller ej - hmm - det ved jeg heller ikke, men mor siger, at hun håber jeg er for lille - ? - til DEN slags, hvad hun så mener med det - - - men ellers - - - !

Men hu-hej, hvor det går! Her inde i huset er der rigtig mange ting at undersøge, mor siger en gang imellem, at jeg er en "lille terrorist", men jeg har det smaddersjovt!
Turbo er også god at lege med, men det er mest "gemmeleg", og Gråmis tror, at han kan kravle lige så højt op i den høje "klatrestolpe", der er inde i stuen med reb omkring, men det kan han bare ikke - hi-hi-hi - for jeg kan komme HELT op til toppen i løbet af nul-komma-nul!
Og så er der Merle, hun er godt nok noget mopset, synes jeg, sommetider når jeg kommer og bare vil lege, knurrer hun så jeg ved ikke hvad, men jeg lægger mig bare helt fladt ned på maven foran hende og lader som "ingenting", nogle gange hjælper det, men andre gange hvæser hun også, og så går jeg altså, for så er hun vist rigtig sur?!

Sommetider, når Merle knurrer efter mig, tager mor hende op og kæler med hende og siger, at hun er en sød mis samtidig med, at også hun aer mig. Jeg synes, det er lidt underligt, at Merle er "sød", når hun knurrer, men hun holder op, når mor siger, hun er sød, og mor aer jo mig samtidig, så det betyder nok, at jeg også er sød, og jeg har hurtigt glemt, at Merle knurrede, for der er så meget andet, der skal undersøges her i huset.

Jeg har fundet en masse steder at og sove, jeg må ligge i alle vindueskarmene undtagen den, hvor telefonen står inde i stuen, men der må de andre misser heller ikke ligge, og det gør de heller ikke, og her er kasser og hylder og tæpper og stole og sofaer og borde og noget mor kalder for "Farmors sekretær", hvor der ligger en hel masse misser, altså ikke levende misser, men en slags tøj-misser, som jeg troede var misse-legetøj, men mor siger, at HVIS jeg skal ligge der, så skal jeg lade tøjmisserne være i fred og ikke smide dem på gulvet, så dem rører jeg ikke - - - mere !

En gang imellem gemmer jeg mig under "Moster-sofaen" eller lædersofaen eller mors store lænestol, der næsten kan laves om til en sofa, for når jeg ligger der, kan man slet ikke se mig, og så går far rundt og kalder: "Buh-luh-buh-luh, Lotte-hvor-er-du henne?" og så kommer jeg farende frem for at lege.

Jeg får en masse dejlig missemad med sovs på, det smager mums, men her står også altid nogle skåle med runde madkugler i, og de smager også godt. Mor siger ganske vist, at jeg skal opføre mig ordentligt, spise pænt og ikke smide alle kuglerne ud på køkkengulvet, men jeg har altså fundet på sådan en sjov leg!
Skålene ude i køkkenet er noget, mor kalder for en "væltefri madskål" - men - hi-hi-hi - den er ikke spor væltefri! Jeg har fundet ud af, at hvis jeg sætter den ene forpote på kanten og trække til, så vælter skålen - bums - lige med bunden i vejret, og alle madkuglerne falder ud på køkkengulvet.
DET er altså sjovt, og så farer jeg rundt mellem alle kuglerne og fanger dem én efter én og spiser dem, indtil mor kommer og skælder ud og fejer alle kuglerne sammen og putter dem op i skålen igen! Hvis jeg ikke er blevet helt mæt, når hun gør det, prøver jeg bare én gang til - - - når hun er gået !

Nå - jeg må vist hellere holde op med at fortælle, for jeg skal en tur ud i Misselandsbyen, dér er sjovt at være ude. Mor Line siger, det er lidt for koldt derude nu, men det synes jeg ikke. Jeg har prøvet alle hylderne og klatret i alle stolperne og kigget på fuglene og prøvet at fange de visne blade, der sidder på ydersiden af nettet, og gemt mig bag ved husene eller hoppet fra det ene missehus-tag til det andet, men en dag hoppede jeg forkert, og faldt ned i en af de store runde, flade vandskåle, der står derude, så jeg blev våd næsten over det, mor grinede, for hun så det fra vinduet inde i den gule gang, men jeg skyndte mig bare at ryste poterne og løb videre rundt i Misselandsbyen, for den er bare alle tiders, der kan jeg nemlig være udenfor, selvom jeg er "inde".

Når jeg har oplevet nogle flere spændende ting, skriver jeg nok lidt mere om mig selv.

Mange bløde "katte-unge" hilsner fra Lotte

© Lotte, nov. 2004

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden

"Hjem"