1. februar 2002

 


Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Merle fortæller:


Hvis du ikke bryder dig om, at Merle spinder, mens du læser,
kan du få hende til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Merle, fordi jeg er en "meleret" mis, engang imellem kalder mor mig også Merle-Perle eller sin Lille Halv-perser-pige. En dag var jeg lige pludselig i Spurvelys have, mor tror, at der er nogen, der har "smidt mig væk", fordi jeg ikke er "ægte nok". Jeg synes ellers, at jeg er en ægte nok mis, men pludselig var jeg altså her i haven og fandt ud af, at der var læ og tørvejr under den kæmpestore tidsel, der stod i nærheden af fuglenes madbord.

Mor lagde mærke til mig første gang den 2. august 2002 sidst på eftermiddagen, og hun var faktisk lige ved at køre mig over. Nu skal du bare høre:

Mor havde helt andre ting i hovedet den dag end at kigge efter en stakkels lille hjemløs mis som mig, for dagen i forvejen havde hun haft fødselsdag, og da havde hun fået "Pico" af far. Pico er mors lille røde bil, og den skulle hun ned og hente i Rødby Havn. Så da far og hun gik over i garagen, så han kunne køre hende derned for at hente den, lagde hun slet ikke mærke til, at jeg sad under den store tidsel og kiggede.

Der gik et stykke tid, og jeg sad faktisk og småsov, så hørte jeg fars bil komme tilbage og køre ind i garagen, men det var kun far, der kom hjem, mor var ikke med. Far gik ind i huset, og så gik der igen et stykke tid, så kom han ud igen og gik ud på vejen for at kigge. Der mødte han en af naboerne, som han gik og snakkede lidt med, så jeg listede op i indkørslen og satte mig og ventede, for han skulle nok snart ind i huset igen, og så ville jeg prøve at hilse på ham.

Pludselig kom mor kørende i sin lille røde Pico lige ind i indkørslen, hvor jeg sad, så jeg skyndte mig at løbe ned til min tidsel. Mor kørte helt ned foran køkkendøren, hvor der ellers aldrig plejer at holde nogen bil, og så kom far og spurgte, hvor hun dog havde været henne.

Mor stod grinende ud af Pico og sagde, at hun sørme var faret vild på sin egen fødeø, og så fortalte hun, at hun, da hun skulle køre sin nye bil hjem fra Rødby Havn, ville køre om forbi en stor gård, hun engang har boet på. Hun fandt også hurtigt vejen, der gik hen forbi gården, og hun vidste, at "lige om lidt", var der en vej der gik til Maribo, og så var det bare at køre ud ad den vej og så videre hjem til, hvor vi bor.
Men hun kørte og kørte og så et par vejskilte, der viste af til nogle meget små landsbyer, som hun kendte fra "gamle dage", men dem skulle hun jo ikke til, og så pludselig var hun i Holeby, der lå i en hel forkert retning. Ups! Så viste det sig, at vejen forbi gården var lavet om, fordi den skulle gå op over motorvejen, så hun kom slet ikke til vejen til Maribo, men endte i Holeby.
Heldigvis kendte hun vejen hjem fra Holeby, men hun grinede hele vejen hjem, og sagde til far, at det var da godt gjort, at hun sådan for vild på sin egen fødeø!

Far havde været lidt bekymret over, at hun var så længe om at komme hjem, så derfor var han var gået ud på vejen for at kigge efter hende, men han grinede, da hun fortalte om sin "langtur", og nu driller han hende sommetider, når hun bare lige skal op til byen for at købe missemad til mig og alle de andre misser, og siger: Pas nu på, du ikke farer vild!

Nå - men jeg sad jo der lige midt i indkørslen, da mor kom hjem, og hun så selvfølgelig, at jeg løb ned og gemte mig under tidslen, så da hun var færdig med at grine og snakke med far og ville gå ind i huset, gik jeg hen imod hende og kiggede på hende, for hun så jo vældig rar og glad ud, hun aede mig og spurgte, hvis mis jeg var, men jeg var jo ikke rigtig nogens, og så gik hun ind i huset.

Næste morgen, da hun kom ud for at fodre fuglene, sad jeg under den lille røde bil lige foran køkkendøren og kom springene frem, da jeg så, hun kom ud. Så aede hun mig igen og sagde, at jeg skulle gå hjem hvor jeg boede, men det kunne jeg ikke, for jeg vidste ikke, hvor det var. Da mor lidt senere stod inde i køkkenet, så hun, at jeg var hoppet op på fuglenes madbord for at smage på deres mad, og så kom hun ud med rigtig missemad til mig.

Jeg boede udenfor under tidslen eller ovre i flamencokassen ved legehuset i en halvanden månedstid, men mor kom med mad og vand til mig hver dag, og når hun gik ude i haven, så gik jeg lige ved siden af, så hun sommetider var ved at falde over mig og sagde, at jeg var værre end en hundehvalp! Men så begyndt hun at gå og tage mig på maven og sige, at jeg vist hellere måtte få noget medcin, for jeg var blevet lidt tykmavet og havde nok fået orm af at spise musene ovre i legehuset. Så de næste par dage smagte maden lidt underligt, men jeg spiste det alligevel, for hun kom ikke med mere, før jeg havde spist op, og hun gik stadig og tog mig på maven og sagde, at det vist var noget værre noget med mig. Det kunne da godt være, men jeg havde jo kun leget lidt med den fremmede drengemis, der vist bor nede hos Mads nede på marken.

Så en dag tog hun mig med ind i huset og puttede mig ind i missetransportkassen og kørte ud til dyrlæge Kurt. Altså, hvor jeg græd hele vejen, for jeg vidste jo slet ikke, hvad der skulle ske. Mor sad hele vejen og prøvede og trøste mig, men jeg græd og græd, så jeg var helt udmattet, da jeg kom ud til Kurt. Mor brokkede sig lidt, da hun kom derud og sagde, at hun snart var træt af alle de misser, der kom rendende fordi andre folk ikke passede dem ordentligt, så hun vidste ikke rigtigt&ldots;....! - !

Jeg ved ikke, hvad det var, hun ikke rigtigt vidste, men i lang tid bagefter gik hun og kaldte mig "sin lille udsætter-mis", for dyrlægen sagde, at jeg jo var en sød lille mis, men ikke ret gammel og, hvis man kom med en mis, som man ville "sætte ud igen", så kunne man få noget, der hedder Kattens Værn til at betale for, at sådan en mis ikke bliver til flere misser, og "Du kan jo altid sætte hende ud - - - - - i Misselandsbyen", sagde Kurt, han kender nemlig mor, og han vidste, at hun ikke ville sætte mig "rigtigt ud" igen. Så da Kurt havde sagt det, blev jeg så søvnig så søvnig, men jeg var altså også meget træt af alt det græden hele vejen derud.
Bagefter har jeg hørt, at jeg havde tre misseunger i maven, men de blev altså ikke til noget, men Kurt havde også sagt, at jeg nok kun var et halvt år, og derfor alt for ung en mis til at få børn.

Da jeg kom hjem til Spurvely igen, havde jeg fået grønne tal i ørerne og min mave gjorde lidt ondt og havde slet ingen pels på, men kun nogle dumme sorte tråde. Jeg fik lov at ligge oppe på værelset et par dage, men jeg blev hurtig frisk igen og gnaskede selv de dumme sorte tråde ud af maveskindet, selvom mor sagde, at jeg ikke måtte. Og så gik jeg ellers på opdagelse nede i huset og hilste på alle de andre misser.

Ih, hvor var det dejligt, for her er masser af dejlige steder, jeg kan sove, kasser med eller uden papir i, mors skab, når hun har glemt at lukke det, det lille rullebord, der står lige ved siden af hendes computer, den tomme æggebakke ude i køkkenet, kassen til saftkogeren eller opvaskebaljen, inden mor når at fylde den med nyvaskede saftflasker, men det allerbedste sted er oppe på mors skulder. For når hun sidder og ser fjernsyn, så hopper jeg op til hende og putter mig tæt, tæt ind til hendes hals og spinder og spinder, for der er SÅ dejligt at ligge, hun aer mig og siger, jeg lyder som en lille mejetærsker. Missemor ligger sommetider på hendes skød samtidig og ser sur ud, men det kan jeg ikke rigtig se, for jeg ligger med ryggen til hende.

Jeg kan også godt lide at være ude i Misselandsbyen, men helst når det er sommer og varmt, for jeg kan ikke lide at få våd eller kold pels. Jeg kan for resten heller ikke så godt lide, når mor reder min pels med kammen, men mor siger, at det skal jeg og at min pels let bliver filtret, fordi jeg er en "halv-perser-mis". Sommetider ser jeg vredt på hende, når hun begynder med den dumme kam, men hun lader bare som ingenting, holder mig fast og reder videre, men hvis det gør ondt, så jeg siger "Mj-av!" så siger hun undskyld og passer på, at det ikke gør ondt mere. Det er nu meget rart bagefter, når hun lægger kammen væk, for så får jeg ikke så meget pels i munden, når jeg vasker mig.

Mor siger sommetider, at jeg er "sort mellem tæerne". Det kan jeg ikke forstå, for jeg vasker mig tit der, men pelsen mellem mine tæer er helt sort og bliver ved med at være det, uanset hvor meget jeg vasker og vasker. Resten af "mit tøj" er - - nåe, ja meleret, lysegråt, hvidt og lidt rødt blandet sammen, men mellem tæerne er jeg altså helt sort, men det er der også flere af de andre misser der er, Prik og Blackie og Missemor, men dem siger hun aldrig til, at de sort mellem tæerne, men det er nok fordi, de også er sorte på tøjet!

Jeg er meget glad for at bo her og jeg skal helst vide, hvor mor er hele tiden, og jeg finder altid en kasse, en gæstestol eller noget andet at sove i tæt på hende. Sommetider vil Dolly også være tæt på mor - eller Gråmis - det kan vi godt blive lidt uenige om, men vi plejer som regel at enes pænt, og ligger på hver sin side af hende, for ellers skælder hun ud!

Jeg er et lille "kræsen-dyr" siger hun, for den slags fisk, som hun plejer at give de andre misser som "guffe-mad", kan jeg ikke lide! Jeg vil helst have sejfileter, så når hun ser, at hun kan købe billige sejfileter, kører hun op til byen, ja, sommetider helt hen til Maribo bare for min skyld - tror jeg nok - og kommer hjem med "guffe-mad", og jeg kan næsten ikke vente til fileterne er tøet op, for jeg ved godt, at de blå poser hun lægger til optøning i vasken er "guffe-mad" til mig, men jeg prøver aldrig selv at lukke posen op!

Mor har også købt en helt speciel "misse-krukke" til mig med et låg, der slutter tæt. Den står på køkkenbordet med små runde misse-mads-kugle i. I starten satte mor altid låget på, men jeg asede og masede til jeg fik låget af, og så kan jeg rigtig "fiske", og jeg spiser selvfølgelig pænt af poten, når jeg har fanget noget!
Engang imellem prøver mad-kuglen at flygte, den ruller rundt på køkkenbordet, men så får den nogle "bank" til jeg har fanget den. Sommetider finder mad-kuglen også på at "hoppe ned" på gulvet, men så tager jeg lige et hovedspring med efterfølgende glidetur på køkkengulvet for at få fat i den "flygtende" mad-kugle! Men det sjoveste er at lege "akrobat-ohh" med kuglerne, jeg "fisker" en kugle op med munden og kaster den med et kast med hovedet op i luften og griber den igen med munden for at spise den. Det er rigtigt sjovt, og jeg griber den næsten hver gang.
Jeg har godt set, at nogle af de andre misser også spiser af "min krukke", men hvis de har spist så meget, at jeg slet ikke kan nå ned til kuglerne, mjawer jeg bare højt, indtil mor har fundet ud af, at der skal flere mad-kugler i krukken.

Engang imellem får jeg dårligt øje, hvis jeg har ligget ude i Misselandsbyen og fået træk. Mor har snakket med dyrlæge Kurt om det, og hun har fået noget salve, som hun smører mit øje med, hvis det er meget dårligt, men Kurt siger, at hun bare skal tørre mig med køkkenrullen, hvis det ikke er rigtigt slemt, for sådan nogle misser som jeg, har tit øjne, der løber lidt i vand. Det svier lidt med salven, så det bryder jeg mig ikke så meget om.
Det er mest om morgenen, at øjet er dårligt, og mor plejer at tørre det, ligeså snart hun ser der, men sommetider har hun så travlt med at lave morgenkaffe eller fodre fugle eller noget andet ligegyldigt, så hun ikke lægge mærke til, at mit øje løber. Men jeg kan også godt selv tørre det, jeg kratter en hel masse af køkkenrullen fri, så det næsten ligger ud over hele køkkenbordet, og så gnider jeg øjet mod papiret. Mor råber ganske vist op og siger, at det må jeg ikke, men så kan hun da bare lægge mærke til, at mit øje skal tørres!

Her er så mange sjove ting at lege med, mor har en hel skål med misse-legetøj, og sommetider hygger Prik og jeg mig med at smide ALLE tingene ned på gulvet. Det er sjovest hvis vi kan få mor til at lege med, så hun samler op efterhånden, for så kan legen vare rigtig længe. Men det allersjoveste er en halvanden meter lang tøjtunnel, der ligner en broget mis. Den har mor fået af en sød dame nede i Kragenæs, der også har misser. Den er altså bare alle tiders. For den kan jeg gemme mig i, så de andre slet ikke kan se mig, og så farer jeg ud i hovedet på dem, når de kommer forbi.

Så jeg er så glad så glad for at bo på Spurvely og for, at jeg ikke mere skal sove udenfor under tidslen. Det var vel nok godt at mor så mig dengang i indkørslen, selvom hun var mest optaget af sin lille røde bil.

Bløde, spindende og kærlige hilsner fra Merle

© Merle

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"