1. september 1995

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Missemor fortæller:


Hvis du ikke bryder dig om, at Missemor spinder, mens du læser,
kan du få hende til at tie stille nederst på siden

I eftersommeren 1996 kom jeg ned over marken fra en gård, der ligger ca. 500 meter væk, sammen med mine børn, som desværre nok er døde i dag.

Oppe på gården havde de nemlig en væmmelig stor, sort hund, der bed mit første kuld unger ihjel, så da jeg fik et kuld mere, bar jeg dem ned til Spurvely. Mor vidste godt, hvor jeg kom fra, så hun ringede til damen oppe på gården, der så kom for at hente mig hjem igen, men det ville jeg altså ikke! Damen tog ganske vist mine børn, men da hun ville tage mig, hvæsede og knurrede jeg efter hende, og så sagde mor, at jeg godt måtte blive her hos hende, hun skulle nok være god ved mig. Ih, hvor blev jeg glad, for her var ingen sort hund!

Damen sagde også, at jeg hed Plet, fordi jeg er helt sort med en lille hvid plet under hagen, men mor syntes, jeg skulle hedde Missemor, og det vil jeg også meget hellere hedde!

I starten boede jeg udenfor, men mor satte kasser med tæpper ned i stakladen, så jeg havde et varmt sted at være, hun troede nok, at jeg ville gå hjem til mine børn oppe på gården, men næe, nej, ikke mere sort hund til mig!

Da det blev næsten forår i 1997 forlovede jeg med en gammel grå mis, der holdt til her ved huset, da far og mor købte det. Han er her ikke mere, men jeg er sikker på, at mor gerne vil have, at jeg fortæller lidt om ham alligevel:

Da far og mor flyttede herned havde huset stået tomt i et par måneder, men der var en dame, der havde holdt øje med det, så der ikke blev ødelagt noget, og de mennesker, der havde haft huset før far og mor, kom engang imellem og slog græsset og klippede hækken.

Da mor så begyndte at rode ude i haven, kom den gamle grå mis og gik og kiggede på hende. Hun prøvede at komme til at snakke med ham, men han hvæsede af hende, hver eneste gang hun kom i nærheden af ham og løb sin vej, men han blev i haven eller gemte sig nede i stakladen, der dengang ikke havde nogle vægge på de tre sider.

Mor syntes, det var synd for ham, så hun satte en stor papkasse med masser af tæpper ned til ham, og så lokkede hun ham tæt på sig med dejlig missemad. Han var meget forpjusket og tynd og meget bange for mennesker, men mor er altså så god til det med misser, så til sidst kunne hun næsten røre ved ham, når han spiste, og han blev fin og flot i pelsen af al den gode mad, men ind i huset, det ville han ikke.

Når hun sad tæt ved ham, medens han spiste, lagde hun mærke til, at han ikke havde nogle hjørnetænder og ingen kløer på forpoterne, og nogle, der bor ovre på den anden side af vejen fortalte, at der havde boet en ung mand i et lille bitte hus i nærheden, og han havde været ond ved sine dyr, han havde bl.a. en stor gul hund, som han bankede engang imellem, så den hylede, så det kunne høres langt væk, og da han flyttede fra huset, lod han bare sine misser blive tilbage.

Mor er sikker på, at det var den mand, der havde været ond ved Gamle Gråmis eller Hvæseren, som hun kaldte ham, for han var altså meget, meget bange for mennesker.

Mor er heldigvis et meget tålmodigt menneske, så hun blev bare ved med at sætte mad ud til ham og snakke med ham, når han fulgte efter hende rundt i haven, medens hun gik og lavede noget, men røres ved, det ville han altså ikke, men han løb ikke mere, når han så hende, men kom der andre mennesker i haven, så var han pist væk!

Mor kaldte ham Hvæseren fordi en dag, da far og mor sad og i køkkenet og spiste frokost, så syntes hun, at hun hørte en kat, der hvæsede, så hun lukkede den øverste halvdel af sladre-døren i køkkenet op og lige nedenfor på trappestenen sad Hvæseren og hvæsede lige så stille, da han så hende!

"Er du sulten?" spurgte mor, "Hvæs!" (et lille et) svarede han, og så kom mor med missemad til ham, som han fik serveret i den åbne dør, men indenfor i køkkenet, nejtak!

Så hver dag, når Hvæseren hørte, at far og mor spiste frokost: "Hvæs!" sagde han så udenfor døren, og så kom mor med mad.

Nogle gange sagde hun, at han skulle mjave i stedet for at hvæse, hun prøvede faktisk at lære ham det, ved at sige mjaww til ham - (der er nok nogle, der syntes hun er tosset) - men - altså - tro det eller ej, han prøvede faktisk et par gange at sige mjaw, når hun sagde det, men han kunne måske slet ikke mjave, men det var jo sådan set også lige meget for mor vidste, at når han hvæsede, så var det fordi, han var sulten.

Han kunne også finde på at komme og hvæse, hvis hun gik og ordnede staudebedet eller køkkenhaven, "hvæs" sagde det så et par meter væk, og der sad Hvæseren og kiggede med store gule øjne, og så var mor jo nødt til at gå ind efter mad til ham. Somme tider lagde han sig i solen ovre ved brændestablen og holdt øje med mor, og hvis hun forsvandt rundt om hjørnet på huset, så fulgte han efter for at se, at hun nu ikke blev væk.

Hvæseren forsvandt desværre i en væmmelig snestorm omkring den 27. marts 1997. Mor gik ned i stakladen for at finde ham, da det blev snestorm, hun ville prøve at få ham med ind i huset, men han var der ikke. Det var meget snestorm, og der lå meget høje snedriver dagen efter, så høje, at man slet ikke kunne køre på vejen, de blev ganske vist ikke liggende ret længe, men Hvæseren var desværre blevet væk, og mor fandt ham aldrig, selvom hun ledte mange, mange steder. Hun siger nemlig, at hun hellere vil vide, at en af hendes misser er død end at gå og tænke på alt muligt væmmeligt, der kan være sket med dem.

Nå, nu skal jeg jo ikke snakke om Hvæseren hele tiden, men også fortælle lidt om mig selv, men jeg blev altså så forelsket i Hvæseren tidligt på året i 1997 inden snestormen, og fik så tre søde, frække misse-unger.

Jeg fik dem nede i stakladen, men så kom der børn på besøg, og de kunne altså ikke lade os være i fred selvom mor sagde, at de skulle lade være med at forstyrre os hele tiden, så en dag, da misse-ungerne var godt en uge gamle, bar jeg dem over i garagen ind bag ved 20 m³ brænde, så var der i hvert fald ingen der kunne nå os!

Mor troede, at misse-ungerne var blevet væk, taget af ræven eller en hankat, og hun ledte i flere dage efter dem, men det var først, da børnene var taget hjem, at hun fandt ud af, at de lå i bunden af garagen. Jeg kom selvfølgelig hver dag over til køkkendøren og fik mælk med vand og mad, og mor kunne jo se på min mave, at der var nogle misse-unger, der drak min mælk.

Da misse-ungerne var blevet lidt større, lavede mor et hul i enden af garagen og lavede en lille trappe, så vi kunne komme ud og ind den vej, men til sidst flyttede vi ned i stakladen igen.

Mor syntes, at jeg var så dygtig til at lære mine misse-unger at fange mus, jeg tog en af gangen med ud på tur, og fem minutter efter kom vi tilbage med en halvdød mus, og så var det den næstes tur til at gå med ud, så jeg kunne lære dem hvordan.

Det tog ca. en halv time hver formiddag, og mor sad på bænken ved køkkendøren og kiggede på os, jeg tror nok hun var lidt imponeret over, at vi sådan bare lige kunne fange tre-fire mus, men jeg havde jo gået og fundet ud af, at musene boede nede under brændestablen, så det var slet ikke særlig svært, og så siger hun, at jeg bestemt ikke har læst den lov, der blev vedtaget i sommeren 1997 om, at man ikke må slå sine børn, for de fik altså et par "dask" engang imellem, når de blev for frække!

Da der var gået ca. 8 måneder, og mine misse-unger var blevet rigtig store, kørte mor mig ud til dyrlæge Kurt i Nakskov, jeg kan godt nok ikke fordrage at komme ind i den dumme transportkasse og køre i bil, men Kurt er nu meget sød. Han aede mig, mens mor holdt om mig, og så blev jeg så søvnig så søvnig. Da jeg vågnede op igen, havde jeg meget ondt i maveskindet, og der var noget væmmeligt grønt noget i mine ører, men mor trøstede mig og gav mig dejlig markrelsalat med noget hvidt pulver i, så det holdt op med at gøre ondt i maveskindet, og så sagde hun, at nu var jeg hendes helt egen Missemor, for jeg havde fået skrevet nr. SXA007 med grønt i mine ører. Det gjorde lidt ondt dengang, men i dag kan jeg slet ikke huske, hvordan det var og jeg er ligeglad med et grønt nummer i mine ører, når bare jeg må bo her hos mor.

Mor siger, jeg er en rigtig ballet-danser-mis, fordi jeg har sådan nogle små, fine poter. Jeg er meget, meget glad for at bo her, der er meget bedre end oppe på gården, og nu behøver jeg ikke at være bange for hunde, bilerne på vejen eller de store landbrugsmaskiner på markerne, for mor har fået bygget en Misselandsby med masser af huse og hylder til at sove på, og hvis det er for koldt udenfor, må jeg gerne sove inde i huset næsten lige hvor jeg vil. Jeg kan vældig godt lide at ligge under brændeovnen, mor siger, at jeg sommetider lugter helt svedent, når jeg kommer frem igen, men hvis det bliver for varmt, og mor sidder i lænestolen for at se TV eller læse, så lægger jeg mig på hendes skød og åhh, hvor er det dejligt, når hun aer mig!

Mor siger også, at jeg har fødselsdag den 1. september 1995, og at jeg snart er en gammel mis, men hun har lovet, at jeg må være her altid, og det er bare dejligt.

Kærlig hilsen Missemor

© Missemor

 

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden

"Hjem"