3. juni 1997


Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Olga fortæller:



Hvis du ikke bryder dig om, at Olga spinder, mens du læser,
kan du få hende til at tie stille nederst på siden

Hej! Jeg hedder Olga-lille-mis, og jeg er så sød, siger mor, for når jeg sidder rigtigt pænt, ligner jeg logoet for Kattens Værn.

Jeg er født ca. 1. juni måned 1997 oppe på gården med den dumme hund, men der var det jo ikke til at være for en lille misse-unge eller to, så min bror, der hed Bjørn Poulsen, og jeg gik ned over marken for at bo på Spurvely, for der vidste vi, at man godt kunne lide misser, og der var ingen sort hund!

De andre misser, der boede her i forvejen, blev godt nok lidt sure på os, men min bror var så dygtig til at bare "lade som ingenting", og så stod jeg bagved og lod også som ingenting. Mor sagde, at vi selv måtte finde ud af det, for faktisk var vi jo slet ikke hendes misser, men til sidst ville de andre godt lege med os, og vi fik lov til at komme med ind i huset, hvor vi sommetider alle sammen lå på bænken i køkkenet og sov i én stor bunke.

Desværre blev min bror Bjørn Poulsen kørt over den 14. december 1997, så han blev kun et halv år gammel. Far kom ud og skulle over til garagen, og der lå han bare lige midt på havegangen. "Jamen ligger du der, Bjørn Poulsen?" sagde far, men Bjørn kunne slet ikke svare, for han var død, men han var altså lige nået ind i vores have. Far blev så ked af det, at han var lige ved at græde, og det var mor også, hun aede ham selvom han var død og sagde, at han ellers var sådan en sød mis - næsten som missen i missemads reklamen i fjernsynet.

Det var godt nok en sjov måde, vi kom til at hedde Olga og Bjørn Poulsen på, for i starten, da vi var her, kaldte mor os bare "hende den lille sorte" og "ham den stribede", men det kunne ikke blive ved med at gå, sagde far, vi skulle have rigtige navne, når nu vi var flyttet ind.

Så en aften sad far og mor og så fjernsyn, og der var en udsendelse fra Hjørring revyen med et nummer, som far og mor grinede meget af. Dem, der optrådte, hed "Olga" og "Bjørn Poulsen", og så syntes far, at vi engang imellem var lige så sjove som dem inde i fjernsynet, så sådan fik vi vores navne.

Mor siger, at jeg er den mest søde og fredelige mis hun har, men jeg har jo lært af min bror, at det er bedst, hvis man lader "som ingenting", hvis de andre er ude på ballade, for der kommer kun revne ører og hårtotter ud af at komme op og toppes!

Det vil sige, hvis nu en af de andre engang imellem tror, at de skal bestemme, så ser jeg bare hånligt på dem og tænker: Du kan bare lige prøve på at lave ballade, for jeg har også kløer i poterne! Man skal drille mig rigtig meget, inden jeg bliver sur, jeg vil meget hellere gå min vej og finde mig et hyggeligt sted at sove, f.eks. i den sorte plasticpose med papiraffald fra mors og fars makulator, så nu nænner mor slet ikke at smide sækken ud, jeg tror snart, den har stået inde i arkivet i flere år!

Sommetider, når det er aften og mørkt, og der ikke er tændt lys ude i arkivet, hvor sækken står, så kan mor slet ikke se, jeg ligger der, for hvis jeg ruller mig rigtig sammen, så er jeg helt sort, og det er sækken også, og så går hun og spørger "Hvor er Olga mon henne?" indtil jeg løfter hovedet, så hun kan se det hvide på min mund.

Mor siger også, at jeg er en lynhurtig mis. Der var en morgen hvor hun sad på bænken foran køkkendøren og kiggede på at fuglene spiste mad på deres madbord. Næsten lige ved siden af bordet er der et rosenbed, og der havde jeg lagt mig i skyggen af den store, røde rose og lurede på fuglene. Jeg kunne tydeligt føle, at mor tænkte, at dem kunne jeg ikke fange alligevel, for hun ville sige "hysssss", så de fløj deres vej, hvis jeg prøvede.
Men hun tog fejl! Der sad en musvit på bordet og spiste, den kunne slet ikke se mig, for jeg lå jo bomstille i den mørke skygge under rosen, og som en lyn sprang jeg op på bordet og fangede musvitten.
Mor blev sur og råbte op, men jeg løb over i mirabellehegnet og gemte mig, men sørme om ikke mor kom bagefter og tog fuglen fra mig. Den var ellers død, og jeg fik den ikke igen, selvom det jo var mig, der havde fanget den, men måske har hun givet den til far.

Hun kalder mig også en "trappe-artist".
Ude i haven er der et højt, højt træ, mor kalder det for "det amerikanske træ", det hedder rigtigt en Nutkancypres, og er plantet af den dame, der boede her på Spurvely før far og mor købte det, for hun stammede fra USA, og havde vist taget det med hjemmefra. Det er ca. 30 år gammelt og meget højt!
Næsten helt oppe i toppen plejer tyrkerduerne at bygge rede, og dem skulle jeg lige op og kigge på. Jeg havde siddet længe højt, højt oppe - mindst 10-15 meter tror jeg - og luret på de dumme duer, men deres rede var helt ude på nogle tynde grene, hvor jeg ikke turde gå ud. Så hørte jeg mor kalde på mig nede på græsplænen.
Først lod jeg som ingenting, men hun blev ved med at kalde, så til sidst svarede jeg, og så fandt hun ud af, at jeg sad højt oppe i træet! Jeg tror nok hun tænkte over, hvordan hun skulle redde mig ned deroppe fra, men det var jo helt umuligt, for stigen var slet ikke lang nok, heller ikke selvom hun tog den rigtig lange, og desuden kunne stigen slet ikke stå op af træet, for det har meget tætte, men tynde grene, helt ned til jorden, men det var slet ikke nødvendigt at redde mig, for mens mor stod der og sagde: "Kom så da, Lille-Olga!" med hovedet helt inde mellem alle grenene, så brugte jeg da bare alle træets grene helt inde ved stammen som en vindeltrappe. Der var mange omgange ned, men jeg gik lige så forsigtigt, og mor sagde bagefter, at jeg var en rigtig lille "trappe-artist".

Nu kan jeg ikke kravle op i træet mere, for vi har jo fået bygget Misselandsbyen, hvor jeg er ude, når det er godt vejr, men jeg kan sidde på hylderne og holde øje med de dumme duer, der stadig har deres rede højt, højt oppe i træet, men jeg er så glad for at bo her, for her er ingen sorte hunde, og oppe på gården fik man aldrig lov til at komme ind i huset, for der boede tre andre hunde. Den sorte boede over i stalden - ligesom vi misser skulle - og den jagtede og jagede os, så det ikke var til at holde ud!

Sommetider er jeg også en "dør-artist", for når der er mus oppe på loftet, kan jeg tydeligt høre dem rumstrere, og så lægger jeg mig på skænken inde i stuen og lytter, indtil jeg kan høre de er lige ovenover. Så springer jeg op ovenpå døren ud til køkkenet, den står nemlig næsten altid åben, og balancerer hen ad den helt ind til væggen, hvor musene roder rundt lige ovenover. Jeg kan godt sidde meget længe og vente, men de kommer jo aldrig frem, og så må jeg vende ovenpå døren og gå tilbage og hoppe ned på mors skænk, midt mellem alle de ting, hun har stående der. Jeg kan godt høre hun engang imellem tænker "Gisp! NU vælter Olga det hele!", men jeg har aldrig væltet én eneste ting, og hun skælder aldrig ud, når jeg kravler på døren.

Næe, her på Spurvely, er der godt at være, her kan man også få lov til at sove på mors skød, det vil sige, hvis der ikke lige er optaget af Missemor, men jeg kan godt finde på at prøve alligevel, selvom Missemor ligger der, men det kan altså ikke lade sig gøre, for så bliver Missemor sur og kigger arrigt på mig, men jeg kan sagtens gå lige hen over mors mave alligevel, bag om ryggen på Missemor og over på sofabordet og derfra ned på gulvet, for så har jeg da lige fået et lille kæl eller to, mens jeg gik hen over mor.

Sommetider savner jeg Bjørn Poulsen, for det havde været rart at have haft sin rigtige bror her også, men jeg håber, at der er rigtig mange mus eller fugle han kan lege med, der hvor han er nu - og ingen sorte hunde!

Mange kærlige hilsner fra Olga

© Olga

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"