Per og Marie, Harran

side 1

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Rigtige Venner",
 mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Harran er en lille by - nærmest kun "et sted" - godt 200 km nord for Trondheim i Norge.
Per og Marie Moa ejede Moa Camping i Harran. Marie døde desværre for mange år siden, men Per lever - så vidt jeg ved - stadig og er fyldt 87 år i år (2004). I dag drives Moa Camping af deres søn og svigerdatter Gunnbjørn og Gunvor Moa.
Campingpladsen er anlagt på en del af den landbrugsjord, der hører til den gård, de ejer, der ligger så tæt på Namsen, at den næsten løber gennem deres "baghave".

Mit første møde med Per og Marie var en mørk og regnfuld aften for godt 20 år siden. Vi lå på camping nord for Polarcirklen, men blev kaldt hjem via vores amatørradio på grund af særlige omstændigheder hjemme i Danmark.
Vi kastede vort udstyr m.m. i bilen og kørte sydover, så langt vi orkede den første dag og havde vel kørt ca. 500 km sydpå, da vi godt trætte og fuld af ængstelse over problemerne hjemme kom til Harran, hvor vi efter at have passeret broen over Namsen så Moa Camping på højre side af E6'eren som det første "civiliserede" overnatningssted.
Det var ved ca. 20.00-tiden om aftenen, og campingpladsen så temmelig død ud, men Per og Maries private ejendom lå - selvom vi ikke vidste det på daværende tidspunkt - lige på den anden side af E6-eren, så da de fra stuevinduet så, at der holdt en bil ved "modtagelses-hytten", kom de og spurgte, om vi havde brug for en hytte, hvilket vi jo kunne bekræfte, hvorefter vi blev installeret i hytte nummer 13.


Dette var Moa Campings indkørsel dengang.
Hytte nummer 13 er den gule hytte tv., der ses lige over indkørselsportalen. Der holder en hvid bil foran.
(billedet stammerr fra et gammelt postkort)


Et af mine egne fotografier taget et par år senere.
Hytte nummer 13 er hytten bag det lille træ, og den har fået "nyt tøj" - det vil sige, den er blevet malet rød. Langt oppe på marken skimtes Pers "jordbærhytte" bag den lysegrønne mark. Den mørkegrønne mark er en jordbærmark. Lidt senere i artiklen fortæller jeg, hvad jordbærhytten bl.a. også blev brugt til!

Det var midt i september og dermed sent på sæsonen, i hvert fald dengang "så højt mod nord", så Per - den nysgerrige rad - spurgte, hvad vi dog lavede så langt hjemmefra på den tid af året.
Vi forklarede, at vi godt kunne lide Nordnorge i "høsten" (efteråret), der er så mange lysende og smukke farver, og så gjorde det ikke så meget, at det måske var lidt koldt om natten! Der var heller ikke så overrendt af andre turister og myggene var væk - ! - og det gjorde heller ingenting, at vi en gang imellem kom til at overnatte på en campingplads, der faktisk var lukket for sæsonen og dermed ikke havde diverse vareudvalg i en evt. tilhørende kiosk, for vi medbragte som regel selv en stor del af vort proviant hjemmefra, og ellers var det jo ikke noget problem at handle i et lokalt S-lager (norsk brugsforening). Vi fortalte også, at vi var blevet kaldt hjem på grund af problemer i Danmark, så vi havde kun brug for hytten én nat.

Per er/var en stor menneskekender, for han fornemmede sandsynligvis vor store ængstelse over, hvad der skete hjemme, så han inviterede os over i deres private hus, der som nævnt lå lige på den anden side E6'eren op af en temmelig stejl indkørsel og med udsigt over hele campingpladsen.
Vi takkede ja til den venlige indbydelse og fik en meget hyggelig aften, hvor vi udvekslede almindeligheder om vort arbejde m.m., som man nu gør med helt fremmede mennesker, som Per og Marie jo var på det tidspunkt.
Marie serverede kaffe med hjemmebagte vafler med blåbærsyltetøj og rømme. Rømme havde jeg aldrig havde smagt før. Det var himmelsk! Og jeg ærgrer mig stadig over, at det ikke er muligt at købe det i Danmark! (Rømme kan nærmest betegnes som "fløde-tykmælk", men ingen danske surmælksprodukter kommer efter min mening op på siden af "norsk rømme").

Det blev som nævnt en meget hyggelig aften, og vi fik tankerne lidt væk fra problemerne hjemme. Da vi havde planlagt at køre tidligt næste morgen, benyttede vi samtidig lejligheden til at betale for hytten, for så behøvede hverken Per eller Marie at være oppe og/eller hjemme næste morgen for at modtage betaling. Efter flere kopper (norsk!) kaffe, men med de vidunderlige vafler med rømme og syltetøj til, takkede vi for en hyggelig aften og lovede at kigge ind det efterfølgende år, hvis vi kom på de kanter, og gik over i hytten for at sove.
Der gik næppe mere end et kvarter før det bankede på hyttedøren, og Per stod udenfor med min mands tegnebog, som han havde fundet i sofaen efter, at vi var gået. Min mand havde normalt sin tegnebog i baglommen og havde tilsyneladende "siddet den op af lommen", da han sad i sofaen. I den befandt sig godt halvdelen af vor "rørlige formue" til ferien, så den blev vi meget glade for at få igen.
Bagefter talte vi om, hvor dejligt det var, at møde ærlige mennesker, ja - det lyder måske lidt mærkeligt, for vi lærte jo i de følgende år Per og Marie temmelig godt at kende, og de var søde og flinke, ærlige og meget gæstfri mennesker, men vi ville nok ikke havde savnet tegnebogen før efter flere hundrede kilometers kørsel den efterfølgende dag med diverse "tissepause-stop" eller "mad/kaffepause-stop" undervejs, og mange hundrede kilometer sydligere i Norge, kunne det godt havde været vanskeligt at lokalisere, hvor tegnebogen var mistet!
Tidligt den følgende morgen forlod vi Moa Camping og efter i alt tre dages intens kørsel, hvor vi gennemsnitligt kørte næsten 700 km pr. dag, var vi hjemme igen ca. en uge efter, at vi var kørt hjemmefra.

Der var - dengang - ca. 2000 km fra Polarcirklen og hjem, og vejnettet i Norge var ikke nær så udbygget, som det er i dag. Allerede få år efter den afbrudte og mislykkede ferie, der jo næsten kun havde bestået af bilkørsel, var der bygget broer, tunneler, foretaget diverse omlægninger af veje m.m., der forkortede afstanden til Nordland en del og gjorde kørslen mindre anstrengende.

De efterfølgende mange år drog vi igen nordpå op gennem Norge med kurs mod Fauske i Nordland. Kun et enkelt år kørte vi op gennem Sverige til Luleå, ind over Jokkmokk, Gällivare og Kiruna og derfra over grænsen til Norge og ud til Narvik og derfra videre ned til Fauske, men vi var bagefter enige om, at det måske nok var en lidt nemmere rute at nå Nordnorge på, men der var ikke nær så smukt op gennem Sverige som via den lidt mere anstrengende, men meget mere varierede og smukke vej op gennem Norge.

Vi holdt altid 3 ugers ferie og fik hurtigt erfaring for, hvor langt vi orkede at køre de enkelte dage samt, hvor der var godt at overnatte, så vi havde en næsten fast rute vi fulgte hvert år. Første overnatning var på en campingplads tæt ved flyvepladsen i Gardermoen. Dengang var pladsen temmelig gammeldags og hytterne var små og gamle, men vi blev der altid kun én nat. I dag - har jeg hørt - er pladsen vist nedlagt og/eller ombygget til en meget moderne plads.
Derefter kørte vi til Toftemo Camping i Dovre lidt syd for Dovre Fjell, hvor vi som regel også kun lå en enkelt nat, og herefter fortsatte vi op til Per og Marie på Moa Camping i Harran, hvor vi på turen op blev i et par dage, mens vi på vejen hjem efter 10-12 dage på Lundhøgda Camping i Fauske boede i ca. 3-4-5 dage hos Per og Marie.
I de sidste 10-12 år af vore mange ferie i Norge skrev vi altid i forvejen til Toftemo, Moa Camping og Lundhøgda, hvilken dato vi regnede med at komme samt, at vi gerne ville reservere vor stamhytte i de dage/nætter. Der var nu aldrig optaget på pladserne - tværtimod - nogle år var vi de eneste gæster på pladserne, for vi holdt jo som nævnt altid ferie i de første 3 uger af september bortset fra eet eneste år, hvor vi kørte derop i slutningen af juni begyndelsen af juli, men det gjorde vi aldrig mere.
Jeg er - også her i Danmark - "guf" for alle former for myg, og da vi dengang gjorde holdt på Dovre Fjell for at fotografere det flotte landskab, blev jeg i bogstaveligste forstand overfaldet af tusindvis af myg.
Jeg måtte gå tilbage til bilen og sidder der med oprullede vinduer, mens jeg myrdede de myg, det var lykkedes at komme med mig ind i bilen - og det var temmelig mange - mens min mand, der ikke faldt i myggenes smag, stod uanfægtet og fotograferede.
Underligt nok var der ikke SÅ mange myg, da vi kom længere nordpå, men myggene på Dovre Fjell har måske blot været ekstra sultne eller havde særlig smag for kvindelige danske turister!

Nå - tilbage til Per og Marie:

Det var altid spændende og hyggeligt at komme og besøge dem, og der skete ikke alene en udvikling af vejnettet som nævnt ovenfor, men Moa Camping fik både ny velkomsthytte og nye hytter, så i de senere år indkvarterede vi os i en af de nye hytter - nr. 7 - der var mere komfortabel end den gamle hytte nr. 13.

Den nye velkomsthytte tog altid imod os med sol og flag, og på siden af hytten kunne man læse nedenstående skilt -

- - - hvor vi - og andre gæster på pladsen - blev ønsket velkommen. Der er gang i både græsslåning, rivning og gulvspand, og "den grønne mand" nederst til højre er Per, der sikkert er på vej op til sin "jordbærhytte".

Et nærbillede af den øverste del af skiltets tekst (nederste del er samme tekst, blot på engelsk), og der står:

  Vi håper du vil trives hos oss, og at
  du finner hyttene og plassen i den stand du ønsker.
  Utenom åpningstiden i kiosken finner du   oss i huset rett over E6.
  Skulle du være uheldig med noe som hører plassen til
så vennligst gi oss beskjed.
  Etter besøket ønsker vi deg god tur   videre og velkommen tilbake.

Hytte nummer 7 og vores bil. Radioamatør-antennen er ikke rejst.
Der var "dårlige forhold" fra campingpladsen, og vi kunne sagtens
få tiden til at gå med andre ting end "bare" at sidde og snakke i amatørradio.

Vi havde som nævnt det meste af vor proviant med hjemmefra for en del ting var temmelig dyre i Norge, andre kunne ikke fås i det første og bedste S-lager, bl.a. spiritus, øl og vin, selvom de havde masser af "essenser" og andre ting til hjemmefabrikation! Vi blev da også efter et par år præsenteret for nogle "boblende beholdere" i Per og Maries kælder, hvor han vist brugte nogle af essenserne henne fra S-laget i Harran, men vi smagte det aldrig!

Vi lærte hurtigt, hvad vi skulle tage med hjemmefra og hvad, det ikke kunne betale sig at fylde bagagerummet op med. Det blev dog efterhånden en mindre købmandsforretning, vi tog med, men bilen var rummelig, så der var masser af plads til bl.a.:
En hel hamburgerryg delt i to, kogt og frossen, opbevaret i køleboks under kørslen og så ind i køleskabets mini-frostboks på de forskellige campingpladser på vej nordpå.
En hel spegepølse. Det var nu ikke så nødvendigt, for nordmændene lavede noget dejligt spegepølse med fårekød, men det var ikke i alle S-lag, at den kunne fås, men den var mums!
En hel røget snitte til "stegt flæsk med persillesovs". Røget flæsk var smadderdyrt i Norge og kunne kun fås i større S-lag. Jeg husker engang jeg stod i fælleskøkkenet på Lundhøgda Camping (Fauske) og stegte flæsk for ikke at ose hytten til med stegelugt, da kom Jan Grimstad, der ejede campingpladsen dengang, tilfældigt ind for at ordne et eller andet, og han stirrede på mine "mange" skiver flæsk, der lå og ventede på at blive stegt. "Nå-da-da-da! Ska' I ha' kallas?" spurgte han. Næee, det skulle vi da ikke, det var jo "bare" stegt flæsk. "Jamen al den dyre maten!" udbrød han, og jeg så godt senere i en forretning, hvad et sådant måltid ville ha' kostet i norske kroner!
En kasse - hvilket var ca. 40-50 stk. - næsten modne tomater, de modnede jo undervejs, og jeg smed faktisk aldrig nogle ud, fordi de var blevet for gamle. Min bror var ansat på Grønttorvet i København dengang, så dem skaffede han, ligesom han også skaffede en tre-fire agurker. Tomater og agurker kostede en mindre formue i Norge. Jeg kan huske jeg så en ca. 12-15 cm lang stump agurk - de solgte dem i halve eller kvarte - den kostede ca. 40 kr.
Tre-fire dåser Jaka-skinke. Det brød vi os nu ikke så meget om, men det gjorde et værtspar på en campingplads, hvor vi overnattede på turen frem og tilbage. Jeg husker prisen på en dåse Jaka-skine i Danmark som ca. 12-14 kroner, en ligende dåse kogt skinke kostede i Norge 49 kroner.
En to-tre af de røde, runde Havarti-oste. Den ost elskede nordmændene, og jeg tror slet ikke, jeg så noget lignende i Norge. Derimod havde de masser af dejlig "brun-ost" (gede- og/eller fåreost) i forskellige "udgaver", men det er en helt anden historie.
Nogle flasker rødvin samt i de senere år 2 hele flasker Rød Aalborg. De to sidste var dog ikke til eget brug, men derom senere. Spiritus kunne ikke købes i almindelige forretninger, og mange steder kunne man heller ikke købe en almindelig øl. Jeg kan huske et af årene, hvor der i Dovre fylke (kommune), hvor vi som nævnt altid overnattede på Toftemo Camping lige inden "opstigningen" til Dombås og Dovre Fjell, blev holdt afstemning om, man skulle tillade salg af almindelig øl i forretningerne. Letøl kunne man godt købe, men ikke en "ganske almindelig bajer"!

Efterhånden som vi lærte vore faste campingpladsværter bedre at kende, blev noget af provianten brugt som gaver og/eller hel eller delvis betaling for overnatning på pladsen, men det var nu altid værtsparrene, der selv tilbød/gav en lavere og/eller gratis pris som tak for en ost, tomater, Jaka-skinke eller en "stump" hambrugerryg, for de fik gaven under alle omstændigheder - lav pris eller ej !

Det var nu mest Per og Marie, der blev "forkælet" med gaver, men vi blev sandelig også forkælet, når vi kom op til dem.
Det med gaverne til Per og Marie opstod allerede det første år efter vor noget hektiske og afbrudte ferie, hvor min mand havde tabt sin tegnebog i deres sofa, og Per midt om natten kom over til hytten med den.

Det efterfølgende år havde vi igen installeret os i hytte nr. 13, og jeg havde ved udpakningen af vor proviant bl.a. stillet en flaske rødvin, hvoraf vi havde drukket ca. halvdelen dagen i forvejen, på en hylde over den lille kogeplads, der var i hytten.
Efter vi var "flyttet ind", kom Per over til os for at ønske velkommen. Da han fik øje på den halvtomme flaske, spurgte han hvad det var for noget, og jeg svarede som sandt var, at det var rødvin. Om ikke han måtte få lov at smage? Jo, naturligvis måtte han det, men jeg sagde, at det drak man jo normalt til mad, så om ikke han hellere ville have flasken med hjem. Jo-tak, svarede han, det ville han da gerne, men gav udtryk for, man skulle da ikke spise mad til, for så kunne man da ikke mærke, at man havde drukket noget!
Per gik med den halvtomme flaske, og vi fandt senere ud af, at han havde drukket det hele på fastende hjerte, da han kom hjem. Nu er rødvin jo ikke det, man kan mærke mest, man har drukket - på fastende hjerte eller ej - og den var ham bestemt vel undt, og ovennævnte indikerer ikke, at han var en "drukmås", for det var han ikke, men dagen efter kom han forsigtigt listende og spurgte, om vi havde noget snaps med for hvis, så ville han da godt købe det!

Det havde vi nu ikke, men det havde vi så alle de efterfølgende år, idet det blev en fast rutine, at når vi ankom til Moa Camping, hev jeg en hel flaske Rød Ålborg frem fra bilen og forærede den til Per. Sommetider gik han - tror jeg - næsten og holdt vagt for at være på pladsen, når vi kom midt/sidst på eftermiddagen. Hvem af os det var, der døbte en flaske Rød Ålborg om til "en flaske dansk vand", husker jeg ikke, men han tog glad imod den og bar den nænsomt tværs over E6'eren og tilbage til huset, næsten som man bærer en baby i sine arme!

Oppe bag campingpladsen lå Pers jordbærmark (ses på et af billederne først i artikelen). Marken skrånede mod syd, og selvom vi var "højt mod nord" - i hvert fald rent jordbærmæssigt, nemlig ca. 750 km nord for Oslo - så havde han næsten altid held med sine jordbær, og der var næsten altid friske bær, når vi kom. Sæsonen var jo forskudt i forhold til jordbærsæsonen i Danmark på grund af den noget nordligere beliggenhed. Jordbærrene solgte han til forskellige forretninger og/eller til private fra velkomsthyttens lille kiosk. Oppe ved siden af marken lå "jordbærhytten" en lille træhytte på ca. 3x3 meter, hvor han opbevarede emballage, kasser, rammer m.m. til jordbærrene, som han høstede på marken lige ved siden af.

Et år da vi ankom til Moa Camping, kørte en bil ind på pladsen lige foran os. Det viste dig at være Per, der var på vej op til jordbærhytten, men da han så os, standsede han, og vi fik velkomstkram m.m., hvorefter han fik overrakt sin flaske "dansk vand", der altid lå parat et let tilgængeligt sted i bilen, når næste stop var Moa Camping, så vi ikke behøvede at pakke hele bilen ud, inden den kunne blive overrakt, hvis Per - som blandt andet dette år - var "velkomstkomite", så snart vi kørte ind på pladsen.
Vi sludrede et lille stykke tid, og Per viste os glad den fine nye grønne folkevogn, han næsten lige havde købt, hvorefter han kørte op til jordbærhytten medbringende den hele flaske "danske vand", og vi flyttede ind i hytte nummer 7, hvor der naturligvis var sat en seddel op på døren med "Velkommen" og, at "Hytten er optatt", nøglen sad i døren, og der var tændt for varmen. Jo, der var skam "service og velkomst", når vi kom. Enkelte gange stod der også en buket blomster på bordet, som Per eller Marie havde plukket i deres ellers noget sparsomme blomsterhave.

Hytte nummer 7 lå lige ved den lille vej på campingpladsen, der fortsatte op til jordbærhytten oppe ved jordbærmarken. Da der var gået et par timer kom Per kørende - meget langsomt ! - ned ad bakken oppe fra jordbærhytten. Han stoppede ved hytte nummer 7, hvor vi sad og hyggede, bankede på og kom ind, og vi kunne godt se, at han vist havde smagt på "det danske vand"!
"I kan vel ikke lige køre mig og bilen hjem - over på den anden side E6'eren?" spurgte han og mente, han havde fået for meget af "det her" og holdt flasken med "dansk vand" op, den var kun trekvart fuld!
Så Pers fine nye bil - og Per - blev kørt ned ad bakken fra campingpladsen og tværs over E6'eren med dansk chauffør!
Per kunne måske nok selv have gjort det (?), men der var et lidt uoverskueligt sving til venstre på E6-eren, lige når man kørte ned og ud fra pladsen, så det var nok en meget fornuftig disposition, at komme og bede om "hjemtransport".
"Marie bli'r tosset, hvis jeg buler bilen eller mister kørekortet!" sagde han. Om han havde mest respekt for Marie eller det norske politi, ved jeg ikke, men han måtte "høre meget" for den hjemtransport de følgende år, når han fik overrakt sin "flaske dansk vand!"

Læs mere:

Retur til
personligheder

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her


Til toppen af siden

"Hjem"