3. maj 1997


Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Prik fortæller:


Hvis du ikke bryder dig om, at Prik spinder, mens du læser,
kan du få ham til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Prik, fordi jeg var så lillebitte da jeg var misse-unge. Jeg er lillebroder til Gråmis og Bølle-pige og født den 3. maj 1997.

Jeg var et "lille skravl" siger mor, da jeg var lille. Jeg fik også en kæmpestor knude på den ene side af hovedet, da jeg var ca. 2 måneder gammel. Der var en dame, der sagde til mor, at mig kunne hun godt aflive, for jeg blev aldrig til "en rigtig kat"! Det ville mor nu ikke, for hun troede, det bare var en bi eller noget andet, der havde stukket mig, selvom damen sagde, at jeg garanteret var meget syg, men så mor sad næsten en hel formiddag og nussede mig på stolen ude i køkkenet, og det var bare så dejligt, og hun hviskede til mig, at jeg skulle se at bliver stor og fin, og det blev jeg så!

I dag kan jeg sagtens fylde næsten hele sofaen, hvis ikke lige den er optaget af nogle af de andre misser, mindst en meter lang kan jeg blive, når jeg ligger der og slanger mig, og jeg er 40 cm høj og vejer 9 kilo, men jeg er slet ikke tyk, men en stor, flot, blank, sort mis. Mor siger sommetider, at jeg har en pels, der ligner noget, der er pudset i sort skosværte!

Mor har købt to runde misse-senge, men de er for små til mig, men de andre misser kan sagtens bruge dem. Jeg prøver engang imellem at sove i dem, men jeg vil hellere ligge på sofaen eller i mors gæstestol inde på kontoret, for der kan jeg rigtig brede mig. Nåe, ja, altså - det med stolen, den er også lidt for lille, for både mit hoved og mine bagben falder sommetider ud over kanten, men så kommer mor og puffer mig ligeså forsigtig på plads.

Jeg kan godt lide at se fjernsyn, navnlig hvis der er noget med fugle, men de er jo ikke til at fange i den der kasse med glas for, og mor griner bare, når jeg prøver og hjælper mig slet ikke!

Hun grinede også den dag jeg prøvede at fange den store fasanhane ude på græsplænen, han gik altså bare der og så så vigtig ud! Græsplænen er temmelig lang - ca. 40 meter - og det er mange "misse-skridt" selv for en stor mis som mig, men jeg listede mig ind på ham, da han gik helt nede ved den gamle brønd og råbte på sine koner, og SÅ skulle han altså lige fanges. Men tænk, han fløj bare sin vej - langsomt - hele vejen ned over græsplænen og kun ca. én meter fra jorden. Jeg fór selvfølgelig efter og sprang op efter ham, men hver gang jeg var lige ved at fange ham, forsvandt hans lange halefjer bare mellem forpoterne på mig, og mor stod bare der inde i stuevinduet og grinede af mig, men bagefter sagde hun, at fasanhaner godt kan være arrige og både kradse og hakke én, især hvis han har koner og børn, som han skal passe på.

Ellers er jeg en stille og rolig mis, der ikke laver ret meget ballade. Engang for 2-3 år siden var jeg dog blevet væk, og mor kaldte og kaldte, men jeg kom ikke, for jeg kunne slet ikke høre hendes stemme dér, hvor jeg var.

Så ringede mor til forskellige mennesker for at spørge, om de havde set mig. Oppe på gården med den dumme, sorte hund, som Missemor har fortalt om, sagde damen, at hun havde set mig ude på deres gårdsplads først på dagen.

Jeg var jo bare gået en tur for at se på verden, og så kom jeg op på gåden, men der var altså den dumme, sorte hund, og den rendte efter mig. Jeg blev så bange så bange, så jeg skyndte mig op af stigen til loftet over deres maskinhus. Hunden stillede sig op nedenfor stigen og gøede og skældte ud og så rigtig arrig ud, men til sidst gik den dog sin vej. Jeg var bange meget længe, og man bliver så træt af at være bange, så jeg faldt i søvn på nogle gamle kornsække, men så hørte jeg pludselig, at mor kaldte nede i maskinhuset: "Prikker - Prikker? Er du her?" Hun var gået op på gården for at kigge efter mig, for damen havde jo sagt, at hun havde set mig på gårdspladsen tidligt om morgenen.

Jeg blev så glad så glad, da jeg hørte hendes stemme, så jeg svarede lige med det samme og kom hen til stigen, så hun kunne se mig, men jeg turde ikke komme ned. Så kom mor op og hentede mig og bar mig hele vejen hjem til Spurvely, for hun var bange for, at den dumme hund skulle komme og jage mig igen, men jeg tror nu nok, at den var blevet lukket ind i stalden, for vi så den slet ikke. Mor blev noget træt i armene af at bære mig, for selvom jeg lå hen over hendes ene skulder, så holdt hun jo fast på mig alligevel, og jeg vejer jo 9 kilo, og der er langt hjem fra gården, næsten en halv kilometer.

Far har en datter, der engang imellem kommer og bor lidt hos os, og det er smadderhyggeligt, for hun er noget så sød, leger og kæler med mig og siger, at jeg er den flotteste mis, hun har set. Det er jeg lidt stolt over, og jeg kan vældig godt lide hende. Hun ringer jævnligt til far og mor, og hvis de så ikke lige er hjemme, så siger hun noget til telefonsvareren. Det er ikke altid, at jeg lige hører, når hun ringer, men når far og mor så kommer hjem og skal høre, hvem der har sagt noget på telefonsvareren, så kender jeg hendes stemme og kommer styrtende, når jeg hører hende snakke, men øv, så er det bare den dumme maskine, der snakker med hendes stemme og slet ikke hende selv!

Jeg er altså glad for, at jeg blev født på Spurvely for her er dejligt at bo, og jeg elsker at sove ude på en af hylderne i Misselandsbyen eller på den store "palle-seng", hvor jeg kan fylde næsten det halve af den.

Mange, store missehilsner fra Prik

© Prik

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"