Pussi-the-phy
* 1/8 1995 † 17/11 2003

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Desværre døde Pussi den 17. november 2003.
Hun havde været syg i 3-4 dage, hvor hun intet spiste og næsten heller ikke drak, inden vi kørte hende til dyrlæge og måtte træffe den meget svære beslutning.
Heldigvis "nåede hun", at fortælle nedenstående.
Vi savner hende stadig!

Se billeder af Pussi her

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Before the next....",
 mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Jeg hedder Pussi, og jeg fandt mor først i september 1995. Hun og far var ude at gå tur, og det hørte jeg, for jeg lå i det høje græs i rabatten, hvor nogen bare havde smidt mig, og der lå jeg og var rigtig ked af det! Da jeg hørte mors stemme, begyndte jeg at græde meget højt, og det hørte hun og kiggede i græsset, hvor hun troede, der lå en voksen mis, der var kørt over. Da jeg så hendes bukseben i græsset, kravlede jeg hurtigt op af det, helt op på hendes skulder satte mig der og puttede mig.
Mor blev noget overrasket, men også vred og ked af det, hun sagde, det var noget svineri, at folk bare sådan smed deres misseunger ud. Hun spurgte alle naboerne, om der var nogle der manglede mig, men det var der ikke, og jeg var så lillebitte, at jeg umuligt kunne gå ret langt selv. Jeg vejede kun 327 gram, for hun vejede mig på køkkenvægten, da vi kom ind i huset, og jeg havde stadig blå øjne.

Det var dejligt at komme ind i huset, for der lærte mor mig at drikke varm mælk med meget vand i og at spise dejlig missemad, hun tog også en klud og vaskede mig, for der var slet ikke nogen, der havde lært mig, hvordan jeg skulle, men jeg lærte selv at gøre det, da der var gået lidt tid. De første dage boede jeg kun ude i badeværelset, for mor sagde, jeg skulle lære at tisse i kassen først, og da jeg havde lært det, fik jeg lov til at komme i hele huset.

Der var så mange spændende ting at kigge på og lege med, og jeg elsker kasser. Hvis mor stiller en kasse et sted, hvor der er plads til en mis, skal jeg nok finde den. Hun købte ellers en fin missekurv til mig, den bruger jeg også sommetider, men jeg vil helst ligge i en kasse tæt på mor.
Jeg kan også godt lide at ligger på fars papirer, når han ordner regnskaber. Det er ikke altid, han synes, det er sjovt, selvom jeg jo bare vil hjælpe, han siger, jeg roder og er en Pussi-the-pyh-og-munni-og-lille-bitte-mis.

Jeg er også dygtig til at passe på ting som f.eks. mors "frilandsgris", eller når der kommer julekort, eller alle gaverne ligger på bordet inden det bliver rigtig juleaften, og selvom jeg tit ligger mellem alle hendes ting, så bliver hun ikke sur, men jeg har heller aldrig slået noget i stykker!

Fars computer er altså også sjov, dengang jeg var lille, lagde jeg mig tit ovenpå den, når han alligevel bare sad og spillede kort, og så hjalp jeg ham med at "flytte kortene".

Det også sjovt med mors printer eller fax, for jeg elsker at hjælpe papiret med at komme ud, men det er ikke altid, mor synes det er så sjovt, for der var engang jeg havde revet en fax helt i stykker. Den kom fra en mand ovre i Jylland, og hun var nødt til at ringe til manden og sige, at han kom til at sende den én gang til, for jeg havde haft poterne i den, mor var lidt sur, for det var noget arbejde hun skulle lave, og hun var bange for, at manden måske blev sur over, at jeg havde revet hans besked i stykker, men det blev han slet ikke. Han sendte en ny fax med et billede af en stor sort kat på den første side, så troede han nok jeg blev bange, men det gjorde jeg slet ikke, for den fax gad jeg slet ikke lege med!

Sommetider fanger mor en mus til mig under køkkenvasken. Jeg kan tydeligt høre, at den er der, og så sidder jeg på vagt foran lågen. Jeg er sikker på, at hun har fanget den lige netop til mig, og jeg vil så forfærdelig gerne have den.

En af de første gange mor havde fanget en mus under vasken, vidste hun ikke rigtigt, hvor hun skulle lukke den ud til mig, for den kunne jo gemme sig under skabe og reoler, og det er smadder irriterende, for så gider den overhovedet ikke komme ud igen, selvom man sidder stille meget længe og venter. Så mor tog mig og fælden med musen i med ud på gæstetoilettet, for der er ikke så mange ting, den kan gemme sig under, og så lukkede hun musen ud til mig.
Jeg syntes det var vældigt sjovt, musen for rundt og jeg bagefter, men så fandt den lige pludselig ud af, at den kunne kravle op af mors ben, det kunne hun ikke lide, så hun hoppede op og stillede sig på toiletlåget! Så fik jeg jaget musen op i en krog, og nu skulle den altså have! Men tænk! Den lagde sig på ryggen og bed mig i den ene forpote! Miw, sagde jeg, for det var ikke rart, og så hoppede jeg også op på toiletlåget, der var lige plads til mig mellem mors ben!
Mor begyndte bare at grine, som om det var sjovt, at blive bidt i poten af en mus, hun ville jo heller ikke have den rendende op af sine poter, vel? Men så tog hun heldigvis toiletbørsten og slog den ihjel, men hun grinede længe efter og sagde, at jeg var en værre tøse-mis!

Det er nu ikke helt rigtigt, at jeg er en tøse-mis, for jeg hjælper også mor, hvis jeg kan føle, at hun trænger til hjælp!
Mor kendte en dame engang, der kunne være temmelig irriterende. Hun kom bare rendende i tide og utide for at spørge om de mest mærkelige ting.
En dag stod mor i køkkenet og var ved at rydde op efter frokosten, og så bankede det på køkkendøren. Det var damen, og hun lukkede bare døren op, satte sine træsko på trappestenen og gik ind i køkkenet, hvor hun satte sig på fars plads på køkkenbænken. Har du noget kaffe på kanden? spurgte hun. Tjooo, det mente mor jo nok hun havde, men hun havde også en masse arbejde inde på kontoret, der lå og ventede, så hun havde ikke så meget tid til at sidde og snakke med damen, og det siger mor pænt til hende, men damen lod bare som ingenting!
Jeg lå inde i stuen på en af spisestuestolene og hørte det hele, og så kunne jeg tydeligt mærke, at mor blev rigtig sur og irriteret. Udenpå så hun sød ud, men jeg kunne altså tydeligt mærke, at hun faktisk var smaddersur.
Damen snakkede og snakkede og snakkede, og mor prøvede flere gange at sige, at nu måtte hun vist hellere ind og lave noget, men dame hørte det overhovedet ikke, hun blev bare siddende på køkkenbænken - og endda på fars plads - med det ene ben over det andet, og snakkede og snakkede.
Så rejste jeg mig altså op og gik stille og roligt ud og bed hende i storetåen!
"Guuud! Bider din kat !?!" udbrød damen. Mor kiggede på mig og sagde: Fyeee! Pussi, men jeg kunne tydeligt mærke, at hun overhovedet ikke mente det, men i stedet tænkte: Juhu! Pussi, hvor er du SØD! Damen gik næsten lige med det samme og kom ikke så tit mere.

Der kommer en anden dame her engang imellem, hun kalder mig "Vagtværnet". Hun skulle engang gå rundt i vores hus, hvor far og mor ikke var hjemme, men det brød jeg altså ikke så meget om, så jeg lagde mig i døråbningen ind til fars kontor og hvæsede efter hende, da hun ville gå igennem, men hun blev slet ikke bange, og mor siger, at jeg ikke må hvæse efter hende, for hun er sød, så det gør jeg ikke mere. Mor føles heller ikke, som dengang med hende den irriterende, når den søde dame er her. Hun kommer jævnligt, og nu kan jeg godt lide hende, for mor er altid så glad, når hun har været her.

Jeg var jo alenemis i starten, og det kunne godt være lidt kedeligt. Jeg havde godt set, at der også rendte nogle misser rundt udenfor huset, og mor havde da også, da jeg var lille bitte, præsenteret mig for nogle af dem, for det kunne jo være, at min mor var imellem, men de kunne slet ikke lide mig, og så jeg fik lov til at blive inde i huset, hvor jeg fik lov til en masse sjove ting. Jeg gik engang hen over mors computer, så den skrev noget meget mystisk ud, som hun aldrig fandt ud af, hvad var for noget.

Som sagt kunne det godt være lidt kedeligt, at være helt alene, men mor eller far legede tit med mig og sørgede for, at der var en masse ting jeg kunne lege med. Mor strikkede en masse legedyr, som vi legede med, det var nu også sjovt med de runde blå ringe, der er på plastikdunkene med mælk i. Jeg stod og ventede på at få ringen, hver gang mor tog hul på en ny dunk, og engang kom der et brev til mig fra fars yngste søn, der vældig godt kan lide mig, med en masse ringe i, det var vel nok sødt af ham.
Mor tog også sommetider fjer med ind ude fra haven, som jeg kunne lege med. Det var som regel duefjer eller fasanfjer, og jeg legede med dem til der næsten ikke var mere fjer tilbage og mor smed dem ud.
En dag havde mor og far været ude et sted, hvor der lå en masse svanefjer, og dem tog mor nogle af med hjem til mig. De var kæmpestore, ja, næsten dobbelt så lange som mig, og det var så sjovt at styrte igennem hele huset med sådan en stor fjer i munden, bortset fra, at mor sommetider lukkede døren på klem ud til mellemgangn ved badeværelset, og så kunne jeg altså ikke komme igennem den, når jeg spænede gennem stuen og ville ud på badeværelset, for fjeren stødte på hele tiden, jeg prøvede mange gange og mor grinede bare, men til sidst lukkede hun døren helt op så jeg kunne komme igennem.

Jeg kan også godt lidt at hjælpe mor med at skrælle kartofler. Det lugtede så dejligt synes jeg, og når hun står ved køkkenvasken med kartoflerne hopper jeg op og snupper en skræl. Jeg synes de lugter godt, men de smager underligt.

Efterhånden kom alle de andre misser jo også ind i huset, Missemor, Grånis, Bølle og Prik og dem alle sammen, og dem legede jeg så med , men de smed sommetider mit legetøj ind under sofaen eller skænken, så mor måtte finde det frem igen med kosten.

I starten, inden Misselandsbyen blev bygget, var de også sommetider udenfor, men når de var inde og måske tog min allerbedste soveplads og ikke gad flytte sig, så fandt jeg mit eget hemmelige sovested.
I den ene ende af stuen er der et fast skab, hvor lågerne øverst oppe sommetider står lidt åben, fordi mor har glemt at give dem et ekstra lille tryk, når de skal lukkes. Når jeg ser det, kravler jeg op af skabets ene side, hvorfra jeg kan nå den ene låge med højre pote, og så skubber jeg lågen op og går "potegang" i den åbne låge, indtil jeg kommer så langt hen, at jeg kan hoppe op i skabet. Oppe i skabet ligger nogle hynder og puder, som jeg rigtig kan putte mig i.
Den soveplads er der heldigvis ingen af de andre der kan nå, jeg har set Turbo prøve at komme derop, men han faldt ned igen, inden han nåede helt op. Første gang jeg havde gemt mig deroppe kunne mor slet ikke finde mig og gik og kaldte og kaldte, og først da jeg stak hovedet frem og sagde mjaw, så hun hvor jeg var.

Jeg elsker også at ligge på fars tøj, men det er ikke altid, at jeg kan finde det, men hvis mor har taget vasketøjskurven med ned oppe fra soveværelset og måske sat den i den gule gang, kan jeg mærke, at der ligger noget af hans tøj i kurven, og så hopper jeg op og lægger mig på det. Sommetider vælter den dumme kurv, men jeg kan godt ligge på tøjet alligevel.

Jeg bryder mig ikke så meget om at være udenfor, selvom der var en dag, hvor jeg hoppede udenfor, men det var faktisk en fejltagelse, og mor fandt mig heldigvis igen. Jeg sad under hækken omme ved hoveddøren i lang, lang tid i mørke og øsende regnvejr og kom slet ikke, selvom mor kaldte og kaldte. Til sidst kom hun udenfor med en lygte og fandt mig og bar mig ind i huset igen. Hun var slet ikke sur, selvom jeg faktisk havde bidt hende, da jeg hoppe ud.
Vi har nemlig en "sladredør" i køkkenet, og en dag mor åbnede den, ville jeg lige se, hvad der var udenfor, så jeg hoppede op på den nederste dør, mens hun stod og kiggede ud. Hun blev lidt forskrækket, så hun greb efter mig, men kom til at tage lidt for hårdt, så jeg også blev forskrækket og vendte mig om og bed hende i hånden, og så slap hun mig, og jeg hoppede udenfor. Mors hånd blødte, så hun kom vand på og alting, og havde slet ikke tid til at kigge efter mig, og da der var gået lidt tid, kørte hun og far ud på sygehuset fordi hendes hånd hævede. Jeg så selv de kørte, for jeg sad jo under hækken. Det var ikke regnvejr og mørkt, da de kørte, men det var det, da de kom hjem igen, og så var det mor kom med lygten og fandt mig. Hun sagde, jeg var en lille hidsig-prop, men det var jo ikke med vilje, jeg bed så hårdt, men det gjorde ondt på min mave, da hun prøvede at fange mig i døren.

Mor er sød, men jeg elsker altså også far meget. Jeg skrev en sang til ham (med en lille smule hjælp af mor), engang han holdt fødselsdag nede på kroen.
Hvis du har lyst til at læse den, kan du se den her.

Mor er dog den bedste, når jeg skal redes, så alt mit "ekstra-tøj" kommer væk. Jeg hopper bare op på hendes fodskammel og vender ryggen til, så ved hun næsten altid, at jeg gerne vil redes, men hvis hun ikke lige lægger mærke til det, men bare tror, at jeg vil sove, så ved jeg, at kammen ligger i en kasse, der står på sofabordet, og så hopper jeg selv over og begynder at rode efter den, og så tager hun kammen og reder hun mig. Åh, det er så dejligt, at få alt det "ekstra-tøj", væk, sommetider siger mor, at der næsten er til en helt ny Pussi, når hun er færdig.

Nu er jeg snart en gammel mis, siger mor, og jeg er også sommetider så træt så træt, så jeg sover næsten hele dagen, men mor er sød til passe på mig og holde øje med, om jeg har det godt, og engang for ikke så længe siden, da jeg havde fået tandpine og ikke rigtig kunne spise mad, kørte hun mig ud til dyrlæge Kurt, der var så sød så sød. Han trak tanden ud, så det ikke gjorde ondt i munden mere, og mor gav mig noget dejligt blødt mad, der næsten ikke skulle tygges, i mange dage bagefter.
Mor siger, at hun nok skal holde mig i poten lige til det sidste, hvis - - - -

Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun mener med det, men hun siger, at hun elsker mig højt og, at jeg er hendes allerbedste Pussi-misse-pige, og det er jeg glad for. Jeg er også meget glad for, at jeg kom til at bo her, for ellers havde jeg slet ikke oplevet alt det sjove her på Spurvely, for jeg var så lillebitte, da mor fandt mig i rabatten, men nu tror jeg, at jeg vil sove lidt.

Mange bløde missehilsner fra Pussi

© Pussi-the-phy

Retur til dem
der venter

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden


"Hjem"