Spioner...? ?

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "In the Mood",
 mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Mine ferier gik, som jeg har fortalt om i "Højdeskræk og fåremøg", gennem en årrække til Nord-Norge nærmere betegnet Fauske ca. 100 km nord for Polarcirklen, hvor vi boede i hytte på Lundhøgda Camping.
Campingpladsen ligger på en lille halvø lige sydvest for Fauske. Der boede vi 14 dage i september gennem ca. 10 år og fik efterhånden en del venner blandt radioamatørerne i området samt et meget venskabeligt forhold til Jan og Inge Grimstad, der ejede campingpladsen.

De første år vi holdt ferie i Norge, nåede vi dog slet ikke så langt nordpå, men holdt os til Syd- og Midt-Norge, bl.a. fordi vi dengang holdt rigtig gammeldags campingferie, det vil sige vi lå i telt. Vi havde de første år to telte med, et tremands telt til min mand, hans datter og mig samt et tomands telt til hhv. min og min mands søn. Dengang holdt vi kun 14 dages sommerferie, og det var ikke altid, at ungerne syntes det var lige sjovt at køre lange bilture.

Et af de sidste år, hvor vi - næsten - holdt os syd for Polarcirklen, havde vi kun min søn med på ferie, og han havde givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at komme op til Polarcirklen, så vi satte kursen nordpå med det mål for øje.
Det var lige i begyndelsen af skolernes sommerferie, og den tredje nat i Norge fandt vi en hyggelig lille campingplads midt i "No-where", et sted, der hedder Hatten ca. 50 km nord for Mosjøen (Mosjøen ligger ca. 400 km nord for Trondheim). Der slog vi - i strålende solskin - vores telt op på en "fjeldbondes" græsmark, som han havde udlagt som campingplads med en lille primitiv bad/køkken-bygning, men den var der dog. Det var et meget hyggeligt og fredeligt sted ca. 500 meter fra E6'eren lige ned til en sø, der hedder Ømmervatnet og med 700-900 meter høje fjeldtoppe rundt omkring, bl.a. det flotte 705 m høje Hatten-fjeld mod nordøst.

Da vi kører ned over marken for at finde en plads til teltene, siger fjeldbondens kone, der var "campingchef", at vi ikke skulle slå teltene op alt for tæt ved søen, for måske blev der oversvømmelse dernede, når det blev uvejr! Vi kigge på den næsten skyfri himmel og fjeldene omkring og tænkte "Uvejr! Hvor?" Det var jo fint solskin, ganske vist var der lidt skyer omkring fjeldtoppene, der lå i nærheden, men det så ikke særligt meget ud til uvejr, syntes vi!

Men det blev det!

I løbet af natten blev det regn, torden og storm. Det stormede, så min søns telt var ved blæse ud i søen, selvom vi havde fulgt campingchefens råd om ikke at placere os for tæt ved bredden. Min mand var ude flere gange for at stramme barduner og checke, at det hele stod endnu!
Det blev ikke til meget søvn den nat, men på en eller anden måde en betagende oplevelse af elementernes rasen, som jeg aldrig havde oplevet før. Vi lå i teltet og lyttede til en dødlignende stilhed, hvorefter stormen kom "rullende" ned af fjeldet larmende som et eksprestog, for efter få sekunder at ramme vores stakkels små, blå telte, der dog modstod nattens uvejr uden en skramme!
Mens jeg lå der i soveposen og ventede på det næste "eksprestog", kom jeg til at tænke på en historie, som jeg havde læst i min læsebog i skolen for mange, mange år siden, jeg mener det var en historie af Bjørnstjerne Bjørnson, hvor han skriver, "at stormen kom rullende ned af fjeldet". Dengang undrede jeg mig og tænkte, at det var noget sludder, for en storm stormer, den "ruller" ikke! Men det gjorde den altså, og selvom oplevelsen nok var lidt skræmmende, mens den stod på, vil jeg i dag ikke være den foruden, og jeg lærte jo senere - bl.a. af min gode ven Arnold Brembo (radioamatør LA2IA) - at "læse" det nordnorske vejr, der kan være temmelig lunefuldt, så man ikke vovede sig på fjeldet til en lille hyggetur, uden at "se" på vejret først, en hyggetur, der ellers kunne resultere i helikoptereftersøgning og overskrifter i den lokale avis om "dumdristige danske turister" eller det, der var værre, og vi huskede altid at fortælle vore campingplads-værter, hvor vi havde tænkt at befordre os hen, hvis det var sådan lidt uden for alfarvej!

Nå - men morgenen efter "den rullende storm" spurgte fjeldbonens kone, hvordan vi havde sovet, hvortil vi jo måtte svare, at det ikke var blevet til så meget. "Jamen, den var også grim i nat!" svarede hun, hvilket vi måtte give hende ret i. Vi takkede for "husly" og gav os i strålende solskin på vej nordpå, og glædede os til at "se" Polarcirklen. Det var jo sommer (sidst i juni), solen skinnede, stormen var holdt op med at "rulle", og vi havde ferie.

Der er ca. 300 km fra Hatten til Polarcirklen, så vi regnede med, at der kunne vi nok være ca. ved frokosttid, og deroppe fandt vi nok en rasteplads, måske med bord og bænke, hvor vi kunne smøre vores medbragte frokost. Derfra havde vi så planlagt, at køre ca. 80 km længere nordpå, hvor der - ifølge NAFs Veibok - lå en by, der hed Rognan, hvor der var en campingplads.
Vi kom til Polarcirklen ved ca. frokosttid, men - - - længere nordpå, DET turde vi ikke køre!

Vejen (E6) over Saltfjellet, hvor Polarcirklen "ligger" (650 m.o.h.), var dengang den gamle vej. I dag er vejen lagt om og er lagt længere ind mod Sverige, men gammel eller ny vej, det havde nu nok ikke gjort den store forskel på vores lyst til at køre længere nordpå. Vejen var ikke særlig bred (af en E6 at være), og da vi kom til "skuret" ved Polarcirklen, der var et mindre grågrøntligt træhus, hvor man kunne købe diverse souvenirs, bl.a. et diplom for, at man havde været ved Polarcirklen, var der ingen rasteplads med borde og bænke, og hvis der var, så var de skjult under ca. 4-5 meter høje snedriver!

Huset/skuret var gravet fri og var åben for køb af bl.a. postkort og Polarcirkel diplomer, men vejen gik - så langt øjet rakte - gennem en snetunnel med ca. 4-5 meter høje buede vægge, men uden "loft". Det virkede som om - hvilket sikkert også har været tilfældet - at man havde brugt en kæmpestor boremaskine til at rydde vejen for sne, hvorved enten "loftet" var faldet sammen eller, sneen havde ikke været højere end de 4-5 meter! DET var godt nok noget af en overraskelse!

Jeg husker ikke mere hvordan vi fik frokost, men at køre "kun" 80 km længere nordpå for at komme op til campingpladsen i Rognan, DET turde vi altså ikke, vi havde jo ikke tænkt på at tage en sneskovl med - ! - og vi var overbeviste om, at hvis vi nåede Rognan, så var campingpladsen dækket af flere meter sne!

Tjaee! Vi var jo nok lidt "naive danske turister" for, som Arnold Brembo sagde et års tid senere: "Jamen, hvis I var kørt videre, var I jo kommet ned til sommeren igen!"
Ja - men hvad havde en dansk turist fra det flade Lolland forstand på det - dengang!
Altså vi vendte bilen og næsen sydover, og der var ingen fare for at køre "ud over kanten" på den smalle vej, for der var jo et 4-5 meter højt "sne-autoværn", og mens vi kørte hjemover, følte vi os som nogle rigtige "polarfarere" med Polarcirkel-diplom og det hele.

Det efterfølgende år var min søn ikke interesseret i at holde ferie med sin "gamle" mor, så vi besluttede at udskyde ferien til september måned, hvor vi så pakkede bilen med telt, amatørradioudstyr m.m. Teltet tog vi kun med som reserve, for vi havde jo konstateret, at de fleste campingplader i Norge allerede dengang havde hytter til udlejning, så vi ville ikke mase med teltet, medmindre det blev nødvendigt.
Når vi havde kørt en "dagsrejse" fandt vi en campingplads, lejede en hytte, pakkede vores grej ud og satte HF-antennen op, så vi kunne bruge den "store" HF-amatørradiostation. Antennen til den "store" radio var en trådantenne, ophængt som invertet-V på en ca. 5-6 meter høj "støvsugerrør-mast", der blev gjort stabil med barduner.


Her er HF-antennen rejst ved en hytte på Toftemo Camping i Dovre.
På bilen tv. skimtes en 5/8 2-meter antenne.

Den "lille" HF-station var fast installeret i handskerummet i bilen (det var før, der var airbag i de fleste biler) og den station kørte på en Hustler-antenne (pisk), der - også under kørslen - var fast monteret på bilens bageste kofanger. Den antenne bestod af et "samlesæt" nemlig en "mast", der blev skruet fast på et beslag på kofangeren, samt selve antennen, en pisk, hvorpå der sad en spole, der passede til det bånd, man ville køre radio på, men det var som regel 20-meter spolen, der var monteret, mens vi kørte.


Her ses Hustlerantennen monteret på bilens bageste kofanger.
Den havde jeg - mens vi kørte - utallige QSO'er på,
navnlig på 20 meter båndet.
5/8 2-meterantennen ses tv. for DK-skiltet.

Den anden eller tredje dag i ferien, da var vi vel installeret i en hytte på Moa Camping i Harran (Nord Trøndelag) med HF-radioen QRV (tændt), fik vi en lang og meget hyggelig QSO med LA2IA (Arnold Brembo), der sluttede med at sige, at "I kan da lige komme forbi til en tår kaffe!", og det syntes vi da kunne være vældig hyggeligt, så vi sagde jatak og spurgte, hvilken QTH han havde (hvor han boede) og fik svaret Fauske og lidt forklaring på, at det var et stort, gult træhus, der lå sådan og sådan, når man kom ind i byen, mens ellers ville han forresten være QRV på radioen, så der kunne vi altid spørge om vej.

Først bagefter skulle vi i NAF-bogen til at finde ud af, hvor Fauske lå og måtte konstatere, at turen til kaffen var en lang heldagstur på mange hundrede kilometer, der bl.a. førte os op over Saltfjellet og "hen over" Polarcirklen, hvor der det år intet sne var undtagen højt til fjelds.

Desværre har jeg mistet de fotografier, jeg tog på turen, men jeg blev så betaget af den vidunderlige Nordnorske natur, at jeg senere forsøgte mig som "kunstner" og malede akvareller af nogle af motiverne. De originale akvareller er format A3, men jeg har scannet dem af to omgange på en A4-scanner og derefter "puslet" dem sammen m.m., derfor er flere detaljer desværre gået tabt.


Her ses mit forsøg på at male den gamle støtte, der markerer,
at man passerer Polarcirklen.

På vor tur op til Fauske havde vi planlagt, at vi ville finde campingpladsen i Rognan (ca. 35 km syd for Fauske), som vi jo ikke nåede op til forrige år, men lige da vi kom ned fra Saltfjellet, lå en campingplads Polar Camping i et lille sted, der hedder Storjord lige efter vejen ind til Junkerdalen.
Vi havde i NAF-bogen læst, at Junkerdalen bestemt var et besøg værd, og fra Storjord til Fauske var der kun ca. 70 km, så det var en passende eftermiddagskaffe-tur den efterfølgende dag.
Så vi flyttede ind på Polar Camping i en lille norsk bjælkehytte med græs på taget, og hytten lænede sig næsten op ad fjeldet ind mod Junkerdalen.

Her endnu et af mine "maleri-forsøg" med bilen parkeret foran
hytten på Polar Camping.

Polar Camping var et dejligt sted at bo, bl.a. med "indlagt bilpolering", idet der gik løse får rundt på campingpladsen - formentlig for at holde græsset nede - og de elskede at "polere" vores bil, d.v.s. klø sig på den. Desværre har jeg også mistet de billeder, men de så ud til at nyde "poleringen", og bilen tog jo ingen skade. Fra Polar Camping var der ikke så langt til flere spændende seværdigheder Junkerdalen, krigsmindesmærker m.m., men de efterfølgende år bosatte vi os - efter anbefaling fra Arnold - på Lundhøgda Camping i Fauske, men som sagt, dette år flyttede vi ind på Polar Camping, fik radiokontakt til Arnold og aftalte, at vi ville komme "forbi til kaffe" den efterfølgende dag.

Arnold var et meget spændende bekendtskab med en stor livserfaring og mange spændende og sjove historier at fortælle, og så lavede han den mest vidunderlige blomkålsgratin! Han døde desværre for nogle år siden, men jeg tænker tit på ham.

Nå - kaffen blev til aftensmad, og mange spændende oplevelser og aktuelle emner passerede henover henholdsvis kaffe- og blomkålsgratin-bordet.
På et tidspunkt fløj en helikopter temmelig lavt ind over Fauske og Arnold sagde, at det var nok "dem militæret, der holder øvelse" og fortalte, at der var en meget stor NATO-øvelse i Nord-Norge netop på det tidspunkt "Blue-et-aller-andet" (jeg husker ikke mere, hvad øvelsen hed) og, at der i den forbindelse var en masse fremmede og spændende fly på besøg på flyvepladsen i Bodø.
Afholdelsen af NATO-øvelsen forklarede jo så, hvorfor vi havde mødt mange og lange kolonner af militære køretøjer på vej nordpå. Men det med fremmede og spændende fly, det var lige os, min mand havde været i Flyvevåbenet i flere år, og jeg havde en fortid i Luftmeldekorpset, så dem måtte vi ud og kigge på.

Så efter en lang og hyggelig dag hos Arnold kørte vi tilbage til Polar Camping midt om natten, og selvom det ikke var bælgmørkt, så var det altså mørkt, og vejen, der flere steder lå meget tæt på Saltdalsfjorden og Saltelva, var smal og snoet og flere steder uden autoværn, så tilbageturen tog noget længere tid end udturen!

Næste dag pakkede vi køleboksen med frokost, fyldte kaffe på termokanden og kørte til Bodø (135 km), hvor vi hurtigt fandt Bodø lufthavn, der også er en civil lufthavn, men Arnold havde sagt, at de militære maskiner sandsynligvis holdt helt ude i den ene ende af lufthavnen, helt derude hvor radioamatørerne i Bodø havde deres klubhus. Der fandt vi ud og parkerede bilen på en fuldstændig tom, ikke ret stor grusbelagt parkeringsplads, der stødte lige op til hegnet omkring lufthavnen, og vi havde allerede set, at der stod flere store militære fly parkeret ca. 50 m inde på pladsen.
Vi stod ud af bilen bevæbnet med fotografiapparater og gik over mod hegnet, hvorfra vi regnede med at kunne tage nogle flotte billeder af de spændende fly, men inden vi nåede så langt, kom to militærpersoner gående inde på den anden side hegnet og gjorde os opmærksom på, at der måtte vi sandelig ikke holde, og desuden var det forbudt at fotografere! Vi havde dog ingen skilte set hverken med indkørsel forbudt eller andre forbudskilte, men vi ville ikke diskutere med de to militære herrer, der ellers var flinke nok, så vi gik tilbage til bilen og kørte og fik altså ikke set ret mange spændende og fremmede fly - bare ærgerligt!

Nå - det var der jo ikke så meget at gøre ved, så vi kørte ind til Bodø og så lidt på byen, havnen m.m.

De efterfølgende par dage, mens vi boede på Polar Camping, besøgte vi bl.a. Junkerdalen og krigskirkegårdene i Botn ca. 5 kilometer fra Rognan, hvor 1.657 jugoslaviske krigsfanger ligger begravet. Det var en underlig og meget kontrastfyldt fornemmelse at stå på den jugoslaviske krigskirkegård for bagefter at køre et kort stykke til den gamle berygtede Botn-fangelejr, der var lavet om til tysk krigskirkegård.
Det var kun Vorherre der havde "holdt orden" på den jugoslaviske kirkegård, den var tilgroet med græs og vilde blomster, mens den tyske kirkegård var næsten pinligt i orden og med store sorte monumenter.

Jeg har senere hørt, at der nu er ryddet og gjort pænt i stand på den jugoslaviske kirkegård, så den fremstår ligeså "pæn" som den tyske, så man kan se de mange små sten med fremmede navne eller måske bare en sten med et tal, der angiver, hvor mange, der er begravet under den.

Stemningen på kirkegårdene var meget speciel, men ikke ens, og det skyldtes ikke alene græsset og de vilde blomster kontra store, sorte monumenter. På den jugoslaviske følte man - i hvert fald jeg - en bedrøvet og sorgfuld blød, rund stilhed, mens stilheden på den tyske virkede magtfuld, hård og knugende.

Arnold fortalte senere, at de fleste af de begravede jugoslaviske krigsfanger, var omkommet eller dræbt under bygning af "Blodveien" samt, at det nok ikke var alle de omkomne krigsfanger, der var blevet begravet på kirkegården, for da man mange år efter krigen ville forbedre en del af "Blodveien", fandt man flere skeletter, der bare var brugt som "fyld" under den gamle vej.

"Blodveien" er et kort stykke af vejen mellem Botn og Saltnes lidt nord for Rognan i Saltdal. Den blev anlagt af tyskerne under Anden Verdenskrig (1942-45) ved hjælp af bl.a. jugoslaviske tvangsarbejdere, og det er disse tvangsarbejdere, der ligger begravet på den jugoslaviske krigskirkegård.
På en af de stejle fjeldvægge langs "Blodveien", der faktisk er hugget ind i fjeldsiden langs Saltdalsfjorden, kan ses et rødmalet kors. Dette kors malede en fange med sin broders blod, da han overværede at en tysk soldat skød ham. Arnold mente forresten, at der var lavet en film om bygning af "Blodveien".

Der er/var mange minder fra Anden Verdenskrig i Nord-Norge. Vi fandt bl.a. under en vandretur på en skovvej, der gik op til et lille sted, der hedder Kjemåga på den modsatte side af E6'eren lige overfor Polar Camping i Storjord, et meget stort, gammelt og meget rustent "komfur". Da vi senere spurgte indehaveren af Polar Camping, hvad det var for noget underligt noget, der lå i skoven på dem modsatte side af vejen, svarede han, at det var et gammelt feltkøkken fra krigens tid!

Nå - men feriedagene gik jo, og der var lang vej hjem til Danmark, så efter et par-tre dage på Polar Camping besluttede vi os til at vende næsen sydover.

Ved hytten på Polar Camping havde vi, den første aften vi nåede frem, opsat "støvsugerrør-antennemasten" med den invertede-V antenne. Den var jo rimeligt iøjefaldende og blev derfor som regel årsag til spørgsmål fra campingplads-værter samt andre beboere på campingpladsen, men der var altid stor forståelse for, at vi rejste den, når vi forklarede, hvad det var for et stavær, og vi tog naturligvis hensyn til, at f.eks. dens barduner ikke generede andre beboere på pladsen.

Den morgen vi havde besluttet at køre sydpå, var vi de eneste beboere tilbage på pladsen, Der havde ligget nogle rypejægere i en anden hytte, men de var enten kørt hjem eller var taget tidligt på fjeldet for at skyde ryper. Vi havde, da vi ankom, valgt en hytte så langt inde på pladsen som muligt, bl.a. for at der kunne være god plads til antennemastens barduner.

Pladsen var som nævnt "befolket" med løse får, så det var bedst at befordre sig rundt iført gummistøvler, så min mand tog gummistøvler på og gik om bag hytten for at tage antennen ned.
Vejret var fint, men køligt, det var tidligt om morgenen, og campingpladsen var meget våd af dug, så for ikke at rende ud og ind af hytten med våde støvler, mens jeg pakkede vores habengut i bilen, stillede jeg det ud på den smalle terrasse, der var foran hytten. Det var almindeligt, at man gjorde rent efter sig i hytten, så der var ingen grund til at svine mere end højst nødvendigt.

På et tidspunkt ser jeg ned over pladsen mod indkørslen, som lå et godt stykke fra hytten, og ser en fin nyvasket bil parkere og to herrer i jakkesæt og blankpudsede sko stige ud.
Jeg lagde mærke til dem, fordi det var sjældent, man så herrer med jakkesæt og blanke sko på en campingplads, det var mest jægere eller fiskere, der lå på camping så "langt mod nord" midt i september måned - og så lige et par "danske turister" som os. Det kunne også være svært at holde en bil fin nyvasket, da en del veje ikke var asfalterede, så jeg troede først, at de skulle ind til campingchefen, der boede privat i et hus nede ved indkørslen, men de kom "trippende" op over pladsen op imod os. Jeg fortsatte med at pakke sammen og stille ud på terrassen, da de pludselig stod udenfor hytten.

De hilste pænt goddag - på norsk - og spurgte, om vi var på camping, hvilket jeg jo kun kunne bekræfte, selvom jeg syntes, det var et lidt underligt spørgsmål, for det fremgik jo rimeligt tydeligt!
Det var et par nydelige midaldrende herre, de stod og "trippede" lidt midt i det våde græs m.m. (fårene !!), og så spørger den ene, om det ville være til megen ulejlighed, hvis han bad om lov til at se hytten indvendigt for, "han havde altid ønsket sig at se sådan en norsk bjælkehytte indvendig!"

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte, måske ikke så meget, måske at de måtte være fra Oslo eller en anden større by, og var kommet "lidt for langt væk hjemmefra", siden de aldrig havde set en norsk bjælkehytte indvendigt, men da jeg som regel er et venligt menneske, svarede jeg, at det måtte de da godt, det var jo ikke "vores" hytte mere, da vi var ved at bryde op.

De kiggede sig omkring i den efterhånden tømte hytte - jeg havde jo båret al grejet, kufferter, soveposer m.m. ud på terrassen, og min mand havde, inden han gik i gang med nedtagning af antennemasten, anbragt den "store" HF-station på bagsædet af bilen i en dertil beregnet kasse, så vi f.eks. kunne lægge soveposer, tæpper eller andre lette ting ovenpå.
Da den "nysgerrige nordmand" tilsyneladende ikke fandt, hvad han kiggede efter, spurgte han, om vi havde været "langt omkring" og "set noget".

Jeg tror nok, jeg var begyndt at blive lidt irriteret, for hvad kom det dog ham ved! Min mand havde imidlertid bemærket de to jakkesæt klædte herrer og kom hen til hytten og fortalte, at vi havde bl.a. været i Junkerdalen og på krigskirkegårdene, og så havde vi besøgt vores gode ven Arnold i Fauske.

Om vi havde venner i Fauske?
Jamen det havde vi da, og så fik de forklaringen om, at "radioamatører er næsten som en loge", hvor alle er venner med alle, uanset om man måske aldrig har set hinanden før!

Nåeee - var vi radioamatører - og fra Danmark - jae, men så måtte vi undskylde!

Undskylde??

Og så kom forklaringen på deres mærkelige fremfærd.

Det viste sig nemlig, at de to herrer i jakkesæt var kommandanten plus en anden "høj herre" i civil fra den militærforlægning, der lå i en stor træbarak et lille kilometer længere sydpå af E6'eren. Vi havde godt set, der var militærforlægning der, næsten lige overfor vejen ud til Junkerdalen, men det havde vi jo ikke tillagt noget særligt, men blot konstateret, at der lå en kaserne uden at bekymre os yderligere om det!

Det viste sig ydermere, at vi var blevet lagt mærke til - meget endda - da vi med fuldstændig ren samvittighed, mødte op ved hegnet ude ved Bodø lufthavn for at fotografere flyvemaskiner.

I forbindelse med NATO-øvelsen var der nemlig landsat to "spioner" i Nordland. Ingen vidste, om det var mænd eller kvinder eller måske "et par". Ingen vidste, hvorledes de var forklædt, man vidste kun, at der var sat to personer i land - pr. skib eller fly - som skulle agere spioner under NATO-øvelsen. De måtte bruge alle kneb for at gemme sig i deres forsøg på at spionere og skulle samtidig prøve at komme så langt sydpå som muligt, inden de evt. blev taget til fange!

De havde troet det var OS, der var spionerne, og havde talt om, at det var genialt fundet på, at forklæde de landsatte spioner som et par turister, og man havde regnet med at fange spionerne - i form af OS - inden de var kommet syd for Polarcirklen, hvilket sikkert også ville have været en stor triumf for dem!

Men der blev de altså skuffede, for da vi nævnte - uden at vide, hvad det betød, at vi kendte Arnold, der bl.a. havde en militær fortid så langt tilbage som til Anden Verdenskrig, og kunne nævne ting om ham, som et par "rigtige spioner" ikke ville vide, ja, så blev vi altså "frikendt".

Så vi forlod i løbet af kort tid Polar Camping som "frie fugle", men vi morede os til langt syd for Polarcirklen over, at vi lignede et par spioner.

Bagefter har jeg tænkt over, hvordan de pæne herrer ville ha' grebet situationen an, hvis vi ikke havde været et par venlige og snakkesalige turister, der gerne ville fortælle om vore oplevelser, men måske afvisende og morgensure.
Var vi mon blevet "anholdt" - med en lidt større "oplevelse" tilfølge ? !

Vy 73 de OZ1CRY

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her


Til toppen af siden



"Hjem"