8. november 1998

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Turbo fortæller:

Hvis du ikke bryder dig om, at Turbo spinder, mens du læser,
kan du få ham til at tie stille nederst på siden

Jeg hedder Turbo, det er fordi jeg tit har fuld fart på - sommetider kalder mor eller far mig Tubber-Nubber, men det gør ikke noget, for jeg er så glad over, at jeg må være her.

Jeg boede nemlig også oppe på gården med den væmmelige sorte hund, men først i november måned 1999 stod jeg i en hel uge udenfor mors køkkendør og jamrede. Jeg ville så gerne ind hos hende og bo. Mor blev lidt sur og sagde, at det var lidt irriterende, at den sorte hund ikke var opdraget ordentligt, så den ikke jagtede katte og heste og alting, men hun kunne nu heller ikke holde ud, at høre mig sådan græde, så hun fangede mig - to gange endda - og puttede mig i en misse-transportkasse, satte mig på legevognen, som hun ellers kun bruger til at hente brænde ind i, og kørte mig op på gården igen!

Jeg græd hele vejen - højt - så højt, at en gammel landmand, der var ude at gå tur, spurgte mor om katten (mig!) var kommet til skade, men det var jeg jo ikke, jeg var bare så bange for, at det kom jeg, hvis jeg kom tilbage til gården og hunden.

Da mor kom op med mig første gang, var menneskerne ikke sikker på, om jeg var deres mis, og jeg er ellers født ovre i deres stald, så de skulle vel nok kunne kende mig, men så lod jeg bare som om, jeg gik over i stalden, men da jeg hørte mor gå hjem igen, skyndte jeg mig at løbe bagefter, jeg gik inde i det høje græs, så hun så det slet ikke, det var først om aftenen, da hun skulle kalde Bølle ind, at hun lagde mærke til mig. Jeg ligner nemlig Bølle lidt, så da hun lukkede køkkendøren op, troede hun jeg var Bølle, der sad lige udenfor, og så skyndte jeg mig ind i køkkenet.

Heldigvis lå alle de andre misser inde i stuen eller inde på kontorerne, for de havde straks set, at jeg ikke var Bølle, men det gjorde mor altså ikke, ikke før jeg kastede mig over madskålene og "støvsugede" dem for mad, så jeg næsten fik helt ondt i maven, så lagde mor mærke til, at sådan plejede Bølle da ikke at spise, og så smed hun mig ud igen, men jeg havde heldigvis fået spist en masse mad. Oppe på gården skulle man nemlig skynde sig at spise, ellers havde den dumme hund ædt det hele - også selvom det var missemad!

Næste gang jeg sneg mig ind i huset var sammen med Bølle. Hende havde jeg jo leget med ude på græsplænen, så vi var gode venner. Da mor lukkede køkkendøren op, sad både Bølle og jeg lige udenfor på trappestenen, og Bølle er en meget sød mis, så hun lod mig gå ind først. Jeg hørte godt, at mor brokkede sig lidt, men jeg lod som ingenting og skyndte mig igen at spise en masse mad, og så smed hun mig sørme udenfor en gang til!

Det var efterhånden blevet mørkt og var begyndt at regne, og jeg stod udenfor i mørket og regnen og græd og græd. Mor kunne høre det helt ind i stuen, også selv om far havde tændt for fjernsynet.

Mor gik og brokkede sig lidt og sagde, at hun ville køre mig til dyrlægen, for hun havde altså ikke lyst til at få flere misser og tænk, hvis de andre misser ikke kunne lide mig, og der blev en masse ballade, så jeg skulle en tur til dyrlægen, hvis jeg ikke snart blev oppe på gården - ! - og menneskerne deroppe havde sagt, at mor godt måtte få mig!

Da far hørte det med dyrlægen, sagde han, at mor ikke var et hak bedre end hende Pia Kjærsgård - hvem hun så end er ! - for når nu den stakkels mis (mig!) kom og bad om asyl, så kunne hun vel nok tage pænt imod mig - og så videre - og så videre - og en mis fra eller til gjorde vel ikke så meget!

DET ville mor altså ikke have siddende på sig, så hun lukkede mig ind i køkkenet og sagde, at nu kunne jeg spise noget mad og lægge mig på køkkenbænken! Jeg måtte ikke komme ind i stuen, før hun havde set, hvordan de andre misser reagerede på, at jeg nu også var der!

Jamen, det gjorde jeg så bare - spiste en masse mad, drak lidt vand og satte mig op på køkkenbænken for at "vaske mig til natten", og så lagde jeg mig til at sove. Jeg sov der hele natten. Åh, hvor var det dejligt!

De andre misser var slet ikke sure på mig - tjoo Pussi, som vi stadig havde dengang, var lidt sur i starten, men mor kunne heldigvis ikke stå for mine pæne øjne, selvom hun sagde, at jeg så ud, som om jeg var lige ved at græde næsten hele tiden, så hver gang Pussi var sur på mig, sagde mor, at hun skulle være sød ved mig, for jeg havde ikke andre steder at bo!

Jeg er altså så glad for, at jeg fik lov at bo her, og at jeg ikke kom til dyrlægen, det vil sige, det gjorde jeg nu alligevel, men det var kun for at få grønt tal i øret og blive vaccineret, men det var først, da jeg var blevet en fin mis med blank og sort pels. Mor sagde, at jeg i starten så pjusket og helt grå og støvet ud i pelsen, men dejlig missemad, som bare er her hele tiden, og nogen der aer mig lidt og siger, at jeg er sød, det hjælper på en grå og støvet mis, så i dag er jeg fin sort og blank i pelsen.

Mor sagde ellers i starten, at jeg var "fars kat". Til alle de andre går hun rundt og siger: at du er mors allerbedste Olga-dyr eller Gråmmer-mis eller Prikker-Nikker eller hvem det nu er, hun snakker til, men nu snakker hun også sådan til mig: Du er mors allerbedste lille Tubber-Nubber, siger hun, det kan jeg godt lide at høre, for jeg er sikker på, at det betyder, at hun kan lide mig, men når jeg hopper jeg op på hendes skød, så sætter hun mig næsten altid ned på gulvet igen, for jeg kan ikke styre mine kløer på forpoterne, siger hun.

Jeg kan godt se, at mine forpoter ser lidt anderledes ud end de andre missers, og mor har kigget i sine bøger om misser for at se, om misser kan fejle noget særligt i poterne, og der stod noget om, at hvis man ikke havde fået ordentlig mad som lille misse-unge, så kunne man godt få dårlige ben eller poter, så engang da dyrlæge Kurt var her for at vaccinere os alle sammen og kigge os i ørerne og se på vores tænder, da spurgte mor, hvordan det kunne være, at jeg havde sådan nogle underlige forpoter.

Så kiggede Kurt lidt ekstra på mig, han er nu sød, Kurt, for han aer én hele tiden og siger, at man er en sød og dejlig mis, og så sagde han til mor: "Næe, nej, ham er der ikke noget i vejen med. Han er bare født skævbenet!"

Så nu er mor begyndt at sige, at jeg er hendes lille "skæv-bene-mis", men det gør heller ikke noget, for mor giver kun sjove kælenavne til dem, hun godt kan lide! Det er dejligt, når nogen kan lide en, og jeg holder altså også meget af hende, men jeg kan nu også vældig godt lide far, for han giver små ostebidder om morgenen, når han sidder og drikker morgenkaffe på køkkenbænken, og så er det jo lidt hans skyld, at jeg må bor her, fordi han fandt på det dér med Pia Kjærsgård!

Mor siger, at jeg er "fars direktions-kat", det ved jeg ikke rigtig hvad er for noget, men det har vist et eller andet med fars arbejde at gøre, men det er lige meget, hvad de kalder mig, bare jeg får lov at være her!

Jeg er ikke så gammel som nogle af de andre misser, mor mener, at jeg er er født i eftersommeren 1998, og det er nok rigtigt, for man kan ikke holde ud at være oppe på gården ret længe, hvis man er en mis, men jeg var næsten voksen, da jeg flyttede ind her på Spurvely, og jeg var blevet kastreret, men det tror jeg nok var fordi den yngste datter oppe på gården skulle i praktik hos en dyrlæge (ikke Kurt, som mor bruger, for han siger, at "det var ikke hos ham!"), og så skulle datteren jo "øve" sig på nogen, og det blev altså så mig!

Jeg er en lykkelig lille mis, med fuld fart på. Det er så sjovt at lægge sig på lur og fange de andre - eller mor - når de lige kommer forbi. Det er ikke altid de andre gider lege - navnlig ikke Missemor - men hun er vist også lidt halvgammel, men de andre vil godt lege, men sommetider råber mor op og siger, at vi skal holde op med det pjat, det er, når der ligger lidt pelstotter rundt omkring på gulvtæppet, men det er altså alt sammen kun for sjov!

Oppe på gården kom misser aldrig ind i huset, det var kun ovre i laden og i stalden, der måtte være misser. Inde i huset var der tre små hunde, den store, sorte hund, måtte også kun være i stalden eller laden. Jeg tror nu ikke, at den bor deroppe mere - heldigt for de misser, der eventuelt stadig bor der!

Ovre i stalden var der også en masse heste, 8-10 stykker tror jeg. Dem lukkede manden sommetider ud i folden, men derude jagtede den sorte hund også hestene, så de vrinskede og larmede og løb og sparkede. De larmede så meget, at mor kunne høre det helt nede på Spurvely. Et par gange blev hestene så bange, at de brød ud af folden, og manden måtte køre langt, langt væk for at fange dem igen!
Men en dag tror jeg nok, at det blev for meget for ham, for da jagtede den dumme hund hestene ind gennem stalddøren og lige ind i hovedet på manden, for han stod lige indenfor og lavede noget. Mor har fået at vide, at han blev meget bange, for tænk, hvis heste havde løbet ham ned, så var han måske død eller var kommet til skade, men han blev altså så sur på hunden, at den blev flyttet ud på en anden gård langt herfra. Derude har mor og far været et par gange, når fars datter, hende, der holder så meget af Prik, men som leger med os alle sammen, når hun er her, for derude har de rideheste, som hun kan ride på, og der har mor og far set, at den sorte hund jager med hestene, mor siger, at hun ikke kan forstå det, for det er jo også synd for hestene, men måske er hunden heller ikke der mere, for det er lidt siden, at far og mor har været derude.

Nu har jeg heldigvis Misselandsbyen at være i, for vores nærmeste nabo har fået en sort schæferhund, mor siger godt nok, at den er sød, og jeg har set, at hun giver den hunde-godbidder engang imellem, men nabomandens hund kan vældig godt lide at snakke med Garfield, så når manden går forbi ude på vejen, løber hunden sommetider ind i haven for at snakke med Garfield. Så sidder de på hver sin side af hegnet og snakker sammen, men jeg kan altså ikke lide det, så hvis hunden kommer om til Misselandsbyen, når jeg er derude, skynder jeg mig ind i huset eller gemmer mig i et af missehusene.

Men her er dejligt på Spurvely, for her får jeg også lov at se fjernsyn. Jeg sidder tit og ser dyrefilm fra Animal Planet. Det gør Prik og Missemor også, selvom der er nogle mennesker, der siger, at misser ikke kan se fjernsyn, så passer det slet ikke!

Der var godt nok for et stykke tid siden, hvor det ikke var så hyggeligt med det fjernsyn. Far og mor havde ellers fundet nogle meget spændende billeder i fjernsynet, der var fugle, der bevægede sig og pippede og andre sjove ting at kigge på. Der var også nogle billeder af nogle meget søde, gule misser, der fangede nogle underlige stribede dyr, der lignede heste.

I starten var det vældig sjovt at se på, og jeg sad lige så tæt på fjernsynet, som jeg kunne komme, men pludselig blev de gule misser kæmpestore og så lidt farlige ud, så jeg styrtede over under sofabordet, og lagde mig på gulvet lige ved siden af mor. Tænk, hun grinede bare og sagde, at de store gule misser slet ikke kan komme ud i stuen, men det så altså fuldstændig ud, som om de ville fange mig!

Så lykken: Det er at have fået asyl på Spurvely!

Mange hilsner fra en lykkelig Turbo

©Turbo

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig



Til toppen af siden

"Hjem"