Ulleren
* 23/7 1989 † 29/11 2001

Læs om alle missernes fine "blinkies" her

Hvis du ikke har lyst til at høre melodien "Feelings",
 mens du læser, kan du slå den fra nederst på siden

Ulleren nåede heldigvis at fortælle "sin historie" inden hun døde, men først vil jeg lige give ordet til Pussi, der den 29. november 2001 var blevet "ældste mis på Spurvely".
Pussi "skrev":

Midt i november måned 2001 ville Ulleren ikke rigtig spise noget. Mor gav hende ellers alt det lækre mad, som vi andre også får, men hun snusede bare lidt til det, tog måske en enkelt lille bitte bid, men ville så op på sit værelse og sove!
Mor lagde også mærke til, at hun næsten ikke brugte kassen, når hun var oppe på værelset og, hun var i det hele taget slet ikke "som hun plejede"! Hun blev også så frygtelig tyk på maven, og det syntes mor var underligt, når hun ingen mad spiste, og hvis mor kom til at tage bare en lille bitte smule hårdt på hende, hvis hun skulle løfte hende op til et "misse-kram", så så Ulleren ud som om hun var ved at græde! Misser kan ganske vist ikke græde rigtigt, sådan som mennesker kan, men de kan se sådan ud!
Jeg hørte også, at mor sagde til far et par gange, at hun syntes Ulleren "så bleg ud". Det ved jeg ikke rigtig hvad er, men det er vist noget med, at man ikke har så meget farve i ansigtet. Nu har vi misser jo farvet pels - også i ansigtet, så man skulle ikke tro, at en mis kan "se bleg ud", men mor påstod altså, at det gjorde Ulleren!
Mor gik faktisk rundt og så rigtigt bekymret ud, og så en dag ringede hun ud til dyrlægen, der sagde, at mor var nødt til at komme ud med Ulleren, så han kunne kigge på hende.
Jeg så selv, at mor tog transportkassen frem og lagde et blødt tæppe i bunden og hentede Ulleren ude i Misselandsbyen, hvor hun lå i "mit hus" The Phy Huset, og så kørte hun og far og Ulleren af sted.
Da mor og far kom hjem fra dyrlægen var de meget kede af det, Ulleren var ganske vist med, men vi andre misser måtte slet ikke se hende, fordi hun var død. Dyrlægen havde sagt til mor, at Ulleren var meget syg, og det var synd, hvis man ikke gjorde noget ved det!
Mor blev meget ked af det, men hun holdt Ulleren tæt ind til sig hele tiden, og lige inden Ulleren sov helt ind, lagde hun sit hoved ned på mors arm, som hun så tit havde gjort, når hun lå og sov på mors mave!
Mor gik altså rundt i mange dage og så ked ud af det. Vi andre syntes også, at det var underligt, at Ulleren ikke var her mere, for selvom hun var en "gammel sær" mis - og jeg måske ikke altid var SÅ glad for, at hun også brugte "min" frisørstol eller lå i mit hus, så kunne vi alle sammen godt lide, at hun var her alligevel - hun boede her jo - ligesom alle os andre.
Ullerens sove-kasse og hendes blå hygge-tæppe er væk, jeg er ikke helt sikker på hvor det er blevet af, men det gør nu ikke så meget, for vi andre har jo en masse andre steder, hvor vi kan ligge!
Mor har hvisket til os alle sammen, at HVIS - - - så skal hun nok holde os i poten lige til det sidste! Det ved jeg nu heller ikke helt, hvad hun mener med, men jeg ved i hvert fald, at hvis én af os er dårlige eller har det skidt, så er mor der altid til at trøste og ae os, give os ekstra god mad og "holde i pote", og det er så dejligt at vide, at der er nogen, der elsker os!
Når jeg sommetider sidder og kigger ud af vinduet fra "det gamle køkken" eller mors kontor, så kan jeg se, at der er lavet "noget fint noget" udenfor på jorden, dér, hvor der ellers lå nogle gamle fliser. Nu ligger der gran på et lille firkantet stykke på jorden, og der er plantet et lillebitte træ! Der har også stået en blomst - den sidste rose fra haven - og nogle lys fra de børn, der kom og forstyrrede Missemor nede i stakladen, da hun i sin tid havde fået Gråmis, Prik og Bølle!
Mor kalder stedet for "misse-kirkegården". Det lille træ kom "postmand Jørgen" med i en pakke. Det er fra en dame som mor kender oppe på Holsteinborg Gods. Hun har også mange misser og vidste, at mor var ked af, at Ulleren var død, så hun sendte en lille enebærbusk - fordi mor så tit havde fortalt hende, at Ulleren var en "enestående" mis - - - faktisk ligesom alle os andre !


Se billeder af Ulleren her

Jeg er Ulleren - i starten kaldte mor mig Ulveøje, fordi jeg har sådan nogle knaldgule øjne ligesom en ulv, men det blev til Ulleren eller Uller-Buller.
Jeg flyttede til Spurvely i september/oktober måned 1997. Jeg boede ellers ovre i Magletving ca. 1 km herfra hos en gammel mand, der hed Kaj Nielsen, og som mor kendte lidt, men en dag blev der så underligt stille i mandens hus, så jeg gik en tur over marken og flyttede ind i det gamle legehus, der står i vores have. Det havde mor fyldt med halm, for hun havde sat nogle planter derind, der ikke kunne tåle at være udenfor om vinteren, og dækket dem til med halm.
Der boede jeg i ca. 14 dage, de andre misser så godt nok noget surt på mig, det var dengang mor stadigvæk satte mad udenfor til sine misser, men når de var færdige med at spise, listede jeg over til køkkendøren og spiste resterne. Sommetider spiste de andre misser al maden, men det lagde mor mærke til, så hun kiggede altid efter, om der var lidt tilbage til mig.
Mor fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at jeg boede i legehuset. Hun sagde i starten, at jeg skulle gå hjem til mig selv, for hun havde jo set mig ovre ved Kajs hus, men jeg kiggede bare undersøgende på hende med mine gule øjne, og hun så slet ikke sur ud, når hun sagde det.

Da jeg havde boet i legehuset i ca. 14 dage gik jeg lige hjem til Magletving igen for at se, om Kaj Nielsen måske var kommet tilbage, men det var han ikke. Mor havde læst i avisen, at han var død i august måned 1997, det var hun ked af, for hun ville gerne have haft ham til at lave en tallerkenrække til køkkenet, for han var så dygtig til at lave noget i træ, men det kunne han jo så ikke, og jeg havde ikke mere Kaj Nielsen at bo hos.

Naboen til Kaj Nielsen ville jeg ikke flytte ind til, for de har en stor Sankt Bernhardshund. Den er nu vældig sød og gør ikke misser noget, den er ikke som den sorte hund, de andre misser har fortalt mig om, men den er måske lidt underlig. Den er overhovedet ikke bange for biler! Det er kun en lille vej, der går ovre i Magletving og alle, der kører dér, ved, at den gamle Sankt Bernhardshund ikke er bange for biler, men lægger sig midt på vejen for at sove, hvis den nu altså lige har lyst til det.

Jeg har sommetider siddet inde i Kaj Nielsens have og grinet i knurhårene, når den lille bus, der kører der engang imellem, kom, for hunden flyttede sig ikke! Første når chaufføren stoppede bussen, stod ud og pænt gik hen og bad hunden om at lægge sig ind i rabatten, så flyttede den sig - langsomt - selvfølgelig var den gammel og stivbenet - men alligevel. Jeg turde i hvert fald ikke ligge midt på vejen og regne med, at bilerne stoppede for mig, for jeg er efterhånden også ved at være gammel og stivbenet.

Jeg tror nok jeg er født i 1990 eller måske lidt før, jeg kan ikke huske det, men mor og dyrlægen mener, at jeg er "en halvgammel mis", men jeg var som sagt lige hjemme i Magletving for at kigge, men der var ingen jeg ville bo hos, så efter en lille ugestid, gik jeg igen tværs over markerne og over til Spurvely og flyttede igen ind i legehuset.
Mor så straks, at jeg var kommet tilbage og kom og sagde "Hej med dig!" Hun prøvede flere gange at lokke mig ind i huset, men der var jo alle de andre misser, og de var stadig noget sure på mig.

Det blev efterhånden efterår og rigtigt koldt og væmmeligt. Det regnede og stormede, og der var ikke så hyggeligt mere derovre i legehuset. Mor havde endda sat en ekstra plade op, så det ikke blæste så meget ind på mig, og hun kom over til mig med lunken missemad og lunkent vand med en lille smule mælk i. Det var dejligt.

I starten var jeg ikke helt sikker på, om hun nu også var sød ved fremmede misser, så jeg ville helst ikke have, at hun aede mig, men efterhånden fandt jeg ud af, at hun var noget så sød. Hun blev også ved med at sige, at jeg skulle komme med ind i huset - bare ind i køkkenet - for jeg havde fået dårligt øje af at ligge ude i al det blæsevejr og regn, så til sidst fulgte jeg med hende ind i køkkenet, og så lukkede hun bare døren ind til stuen, hvor de andre misser var, og så kunne hun og jeg hygge os i køkkenet med mad og varme.
Hun prøvede at dryppe mit dårlige øje med noget væmmeligt noget, men det brød jeg mig altså ikke om, for det sved meget, og jeg var lige ved at blive sur og rive hende.

Mor troede i starten, at jeg var en hanmis. Hun prøvede godt nok et par gange at løfte min hale for at kigge mig bagi for at se efter, men dengang gad jeg altså ikke det pjat, så jeg blev sur og knurrede. Jeg har en masse langt hår bagi, så hun kunne ikke rigtig se, om jeg var en dreng eller en pige, men hun troede altså, at jeg var en dreng, fordi jeg er så stor og har sådan nogle store poter.

Nå, efterhånden fandt de andre misser jo ud af, at jeg var temmelig fredelig, og så jeg fik også lov til at komme ind i stuen, hvor jeg elskede at sove på det dejlige bløde, grønne tæppe på sofaen.

I januar måned 1998 begyndte mor at køre til dyrlægen med alle de andre misser. Prik og Gråmis, der jo er drenge, var efterhånden blevet så store og frække, at hun var bange for, at de skulle forelske sig i en af hunmisserne, og så kom der bare endnu flere misser ud af det, og hunmisserne var jo dengang udenfor engang imellem, så de kunne måske forelske sig i en helt fremmed hanmis, og det ville jo nok også give flere misser, og det var mor altså ikke så interesseret i.
Mor havde aftalt med dyrlægen, at jeg skulle vente til sidst, for jeg var en hanmis, og det er ikke så stor en operation med en hanmis som med en hunmis. Derfor kørte hun først hunmisserne til dyrlægen.

Jeg kan godt love, at mor blev noget lang i ansigtet, da hun en morgen så, at jeg sad under havebordet med tre meget interesserede, fremmede hanmisser rundt om mig. Så var hun jo godt klar over, at jeg var en pige - som om en hanmis kan være så sød som mig - ! - og da mor kom ud til dyrlæge Kurt med mig, fortalte hun om det med hanmisserne under havebordet! Han grinede lidt og sagde, at han godt kunne se forskel - ! - og at en mis som mig, med sådan nogle blandede farver, som regel var en hunmis!
Så kiggede Kurt på mig, aede mig og sagde, at jeg var en sød, fin mis, og så blev jeg pludselig så søvnig så søvnig, men mor var der jo heldigvis og holdt om mig, mens jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, havde jeg meget ondt i maveskindet, og lå helt inde bagest i et missebur ude hos dyrlægen, men da jeg hørte mors stemme, så prøvede jeg fortvivlet at rejse mig for at komme hen til lågen, men jeg kunne ikke. Så løftede mor mig forsigtigt ud og lagde mig i en kasse med et blødt tæppe i, og så kørte vi hjem til Spurvely.

Jeg blev altså så syg så syg af det besøg hos dyrlægen, nu bagefter gør det jo ingenting, men dengang var jeg altså lidt bange.

Da vi kom hjem bar mor mig op på loftet og ind i et værelse helt for mig selv, hvor hun lagde mig på sengen. Det var nu meget dejligt, for jeg gad ikke at have alle de andre rendende og snuse til mig hele tiden. Hun kom også med mad og vand og makrelsalat, hun havde nemlig fået nogle piller ude hos Kurt, der skulle hjælpe på mit dårlige øje, så jeg igen kunne se ud af det, og når jeg fik dem rørt op i makrelsalat, kunne jeg slet ikke smage, at der var piller i.

Jeg kunne ikke gå de første mange dage, for jeg havde så ondt i såret på maven, og det blødte også lidt, men mor kom og skiftede underlaget i sengen, når der var kommet blod på eller, når jeg havde tisset, for jeg kunne heller ikke hoppe ned og bruge det missetoilet, som hun havde sat op til mig.
Mor blev slet ikke sur over, at jeg tissede i sengen eller blødte fra såret, for hun havde lagt plastic under og en masse gamle håndklæder og klude.
Om natten bar hun mig ind i soveværelset, hvor jeg fik lov at ligge i en gammel, dyb lænestol, så hun kunne holde øje med mig selvom hun sov - hmm - hun har det vist ligesom misser, selvom det ser ud, som om vi sover, så hører vi næsten alting alligevel.

Det var så dejligt at vide, at mor var lige ved siden af, for man har meget mere lyst til at blive rask, når man ved, at der er nogen, der kan lide én, aer én og siger, man er dejlig.

Det er jo længe siden nu, men jeg har næsten hver eneste nat siden dengang ligget ved siden af mors seng og sovet. I starten i den gamle lænestol, senere i en papkasse, som mor havde lagt tæpper i, men nu jeg vil meget hellere ligge i låget til vasketøjskurven.

Om dagen er jeg sommetider nede i stuen og sove, men ellers kan jeg godt lide at sove oppe på "mit" værelse, for der er fred og ro for en halvgammel mis. Når jeg synes, at jeg vil nedenunder igen og have mad eller en kæl fra mor, så mjaver jeg bare ved døren, det hører mor næsten lige med det samme - ellers kan jeg mjave meget højt - og så kommer hun og lukker døren op, så jeg kan komme ind i stuen og ud i køkkenet til maden. Jeg kan ikke - som Prik eller Pussi - selv lukke døren op, d.v.s. det kan de nu heller ikke mere, for mor har sat en særlig "krog" på, som misser ikke kan finde ud af at åbne! Når jeg er nede i stuen, vil jeg meget gerne sove på sofaen, men hvis en af de andre misser ligger der, så lægger jeg mig bare på "misse-sofaen" i stedet for.

Jeg har min egen "frisørstol", mors fodskammel, hvor jeg hopper op og sætter mig i "positur", når jeg gerne vil havde redt noget af al det meget ekstra-pels af. Åh, det er så dejligt, at blive redt og nusset. Sommetider sidder Pussi nedenfor og ser "sur" ud, over at jeg bliver redt, for hun bruger også "frisørstolen", men når jeg er færdig og hopper over på "misse-sofaen", så er det Pussis tur til at blive redt - - hvis hun altså ikke er blevet så "sur", at hun er gået sin vej!

Jeg er en meget dygtig mis, siger mor, for jeg kender klokken. Om aftenen, når mor og far ser fjernsyn, plejer jeg gerne at ligge på "misse-sofaen" i stuen tæt ved siden af mor. Gråmis ligger der også sommetider, men det gør ingenting, når bare mor er lige ved siden af, men når klokken nærmer sig 21.00, så vil jeg gerne rigtig i seng, og så begynder jeg "at snakke".
Så laver mor "natte-mad" til mig, og vi går op på loftet, hvor mor stiller maden på gangen og sørger for, at døren er åben ind til mit værelse, hvor missetoilettet står. Så går hun ind i soveværelset og reder min misse-seng - det vil sige låget til vasketøjskurven med et gammelt frottélagen i, og så går mor ned og ser TV og drikker kaffe.

Når mor så senere på aftenen kommer op og skal sove, så ligger jeg i min misseseng og sover, men næsten ligeså snart hun har lagt sig i sin seng, hopper jeg op på maven af hende og ligger der og spinder og hygger mig. Sommetider sover jeg også lidt.
Mor siger, at jeg lyder som et tærskeværk, og at jeg bliver tungere og tungere, jo mere jeg sover, men det er så dejligt, at ligge der og hygge sig lidt, og jeg kan tydeligt mærke, at mor godt kan lide mig. Bagefter hopper jeg ned i min egen seng og sover der hele natten, men når klokken bliver ca. 7.00 om morgenen, så vil jeg gerne ned og have mad, for der er ikke mere tilbage ude på gangen, det lister jeg nemlig ud og spiser, mens far og mor sover! Uh, det er altså så hyggeligt og dejligt, og det er kun mig, der får lov at sove i soveværelset.

Udenfor har jeg også et sted der er "mit" nemlig Missely-huset - mjoow - det vil sige næsten mit, for mor siger, at det er vores alle sammens, men jeg elsker at ligge i det, og jeg tror ikke, der er ret mange misser, der har sådan et flot hus, og jeg ved bestemt, at den meget søde dame, der bor lige ned over marken bag ved vores have, meget gerne ville "hugge" det. Nå, det har hun nu kun sagt for sjov, men det er fordi, hun har en stor, flot norsk skovmis, der hedder Gauder. Han er noget så sød, siger mor. Damen, der hedder Lisbeth, bor kun i huset om sommeren, ellers bor hun inde i København. Når hun er hernede, går Gauder ude i hendes have i snor så han ikke løber væk, og sommetider, når Lisbeth kommer op for at snakke med mor, så har hun Gauder med i snor. Gauder skal lige op og "kigge på" Missely, siger Lisbeth, men han får det altså ikke, for det er vores.

Bølle løber sommetider ned og snakker med Gauder i Lisbeths have, men i starten var Gauder altså noget sur over, at der kom en fremmed mis ind i hans have, men Lisbeth har fortalt, at nu sidder de og snakker sammen ude mellem alle blomsterne.
Heldigvis har Gauder snor på, så han kan ikke løbe med Bølle ud på marken, for tænk hvis han løb væk og ikke kunne finde hjem, han bor her jo ikke altid, så ville Lisbeth bestemt blive meget ulykkelig, for hun er meget glad for misser. Hun sender os "juleknas" og små sjove ting til mor og far. Hun er rigtig sød, og mor er næsten ked af, at hun ikke kan bygge et hus næsten magen til vores Missely til Gauder - det skulle bare være rødt, for det er Lisbeths hus, men der er ikke mere affaldstræ tilbage til at bygge missehuse af.

Det var nu godt, at mor byggede "Missely", for legehuset, som jeg jo boede i den første månedstid jeg var her, er ikke ledigt mere, der boede nogle mus i halmen, mens jeg også boede der, og dem kunne jeg sagtens klare, men nu er der flyttet nogle pindsvin ind, et mor-pindsvin og tre unger, men det er nogle underlige nogen, for de gider overhovedet ikke lege, og så stikker de, hvis man kommer for tæt på, det er næsten som om, de har kløer over det hele i stedet for pels!

Mor siger, at jeg er noget "ganske særligt". Det var også derfor hun byggede "Uller Bo", der er det flotteste og største hus i Misselandsbyen. Hun sørgede også for, at der blev sat mange hylder op langs med huset, så jeg kan komme ud og ind af Misselandsbyen, for jeg er snart gammel og stivbenet, for Mike og Dave, der byggede Misselandsbyen, havde kun sat én eneste hylde op lige udenfor vinduet i den gule gang, og den kunne jeg slet ikke hoppe op på ude fra, for der er 1,25 meter op.

Jeg er så glad for, at jeg kom til at bo her på Spurvely, da Kaj Nielsen pludselig ikke var i sit hus mere, og mor har lovet, at her må jeg blive her ALTID!

De kærligste hilsner fra Ulleren

© Ulleren

Retur til dem
der venter

Mjiiww !
 Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig


Til toppen af siden

"Hjem"